SKIDT START AF DANMARKSSERIEHOLDET.
For Birkerøds vedkommende med en kamp i Avedøre, et sted hvor holdet ofte har haft det svært. Det blev også tilfældet denne råkolde 1.april, hvor det blev til et nederlag på 1-4, mod et hjemmehold der vandt fortjent via meget mere gejst og tro på tingene. Kampen blev spillet på en knoldet græsbane, der som altid uanset årstid, lignede sig selv, og selvfølgelig forhindrede alt skønspil langs jorden. Sådanne baner rammer begge hold og skal ikke være nogen undskyldning, for et nederlag der som sagt var helt i orden, men når der bliver spillet på bedre fodboldbaner end denne, får Birkerøds hurtige tekniske spillere i front bedre arbejdsbetingelser, forhåbentlig allerede førstkommende mandag, når topholdet Middelfart gæster Birkerød stadion. Det tætpakkende Avedøre mandskab var ikke specielt gode, nederlaget kom fordi Birkerød denne dag ikke spillede ret godt, og heller ikke havde den tur i tingene, som er nødvendig for at vinde fodboldkampe. Ikke ret meget lykkedes særlig godt, og elementære ting som at aflevere bolden til hinanden, gik som oftest i fisk.
Målmændene gjorde også en stor forskel i denne kamp, hvor hjemmeholdets lange rær af en keeper spillede fejlfrit og tog alt, hvorimod Birkerøds debuterende målmand Steffen Petersen havde problemer med at holde fast på bolden, efter ellers at have startet kampen med et par gode indgreb i feltet. Hans forsvar gjorde nu heller ikke tingene lettere for ham, med blandt andet flere vanvittige tilbagelægninger, der var tæt på at koste mål. En anden ting Birkerød ikke var særlig heldige med, og sjældent er det, var kampens dommer Ole H. Sørensen, der snød holdet for et soleklart straffespark, da Frederik Trier alene igennem blev revet ned bagfra i det kriminelle felt, som forkert af ophavsmanden blev takseret til at være begået lige uden for feltet. Avedøres sidste mand som begik forseelsen slap ligeledes med et gult kort, i stedet for den udvisning som normalt gives af mere kompetente dommere i den situation. Et straffespark her ved 0-1, og en Avedøre spiller mindre på banen, så kunne kampen nemt have fået et andet udfald.
I Starten af 2.halvleg kunne Birkerød også selv have udlignet, da Miki Kjeldsen brænder en direktør i helt fri position midt for mål, efter Jan Isaksen gode forarbejde. Så vidste man at det ikke blev Birkerøds dag, og da forsvaret slumrede og kikkede fodbold, som det så populært hedder, kunne Avedøre med 3 mål på 12 minutter endegyldigt lukke opgøret. 2 af målene over kanterne, hvor Steffen Petersen har svært ved at holde et skud, der kan skubbes ind på riposten, og et indlæg fra modsatte side fra klejne Kenni Olsen, som blev forvaltet på smukkeste vis af Morten Krogh Jeppesen, med et spark bagom sig selv helt oppe i Steffen Petersens højre krog. Så gjorde dommeren igen opmærksom på sig selv, da han dømte et tyndt straffespark efter et sammenstød i feltet, og 4-0 til hjemmeholdet, og igen lidt senere da han viste Onur Ay ud, for at skubbe en modstander, der lod sig tumle omkuld.
Det var alt for nemt og et alt for stort nederlag til et hold, der dog var bedre end et svagt og usammenhængende Birkerød mandskab. Som dog fik chancer da løbet var kørt, men Dennis Bo Mortensen nægtede at skyde bolden i mål i fri position, og Jens Hedegaards gode afslutning blev som så mange andre gange plukket af Avedøres bedste spiller. I overtiden fik debutanten Dennis Bo Mortensen dog bonus med legeriet, og kunne reducere til slutcifrene 1-4, i en kamp man hurtigt bør lægge bag sig, og kikke positivt fremad. BF
KAMPEN I TAL: 1-0 Kasper Klausen (12) / 2-0 Patrick Nordahl Bryld (57) / 3-0 Morten Krogh Jeppesen (61) / 4-0 Kenni Olsen (65,straffespark) / 4-1 Dennis Bo Mortensen (93). Birkerød advarsler: Dennis Bo Mortensen (86) - John Gadalla (89). Birkerød udvisning: Onur Ay (75)
BIRKERØD: Steffen Petersen, debutant / Aleksandrs Roslovs, debutant - John Gadalla - Rasmus Bogh, debutant - Baris Özcan (15.Michael "C" Christiansen) / Jens Hedegaard - Jess Hougaard - Jonas Nielsen - Miki Kjeldsen, debutant (53.Onur Ay,debutant) / Jan Isaksen, debutant - Frederik Trier Christiansen (45.Dennis Bo Mortensen, debutant)