Klub Nyheder
28. oktober 2011 - 10:19 af: Per Brandt Laursen
Skjold Birkerøds kvindeseniorhold delte øretæver ud i mandagens udsatte kamp mod Bagsværd. 8-1 blev resultatet, der betyder, at et ellers ganske talentfuldt Bagsværd-hold fra næste år skal spille i Serie 1
Et par afbud og en brækket fod til Marie Sørensen gjorde, at Skjold Birkerød til kampen på Bagsværds flotte nye kunststofbane stillede op med flere U18-spillere. Det kunne nu ikke ses på spillet, der straks fra start bød på flere gode angreb over kanterne mod et Bagsværd-hold, der stod forbløffende højt på banen.
Det blev 1-0 efter 5 minutter og 2-0 efter ti, og da Bagsværd blev ved med at stå forbløffende højt, endte det hele med en storsejr på 8-1 til Birkerød.
Resultatet betyder, at Birkerød uanset udfaldet af sidste spillerundes kampe slutter på en flot femteplads i Kvindeserien.
Sidste kamp er allerede nu på lørdag kl. 12.00 på Birkerød Stadion, hvor kvindeseniorholdet endnu engang kan få rollen som skarpretter i kampen mod lokalrivalerne fra Allerød. En sejr til Birkerød sender nemlig også Allerød ned i Serie 1.