965

Birkerøds sidste håb forsvandt

Klub Nyheder
10. maj 2010 - 18:50 af: Birger Vincent Flannov

Med nederlaget på hjemmebanen lørdag mod Rishøj brast det sidste spinkle håb om oprykning i denne sæson.

Der var kun en ting der talte da DS holdet stillede til kamp mod oprykkerne fra Rishøj lørdag eftermiddag på Birkerød stadion, nemlig en sejr. Alt andet ville reelt betyde at sæsonens sidste opgør i praksis ingen betydning ville få, hverken i top eller bund. Som alle selvfølgelig ved lykkedes det desværre ikke at få denne nødvendige sejr, og resten af turneringen kan der nu spilles frit, da holdet hverken kan rykke op eller ned, efter 2-3 nederlaget. Ærgeligt at holdets rolle allerede er udspillet i turneringen, hvor de fleste af os helt sikkert havde regnet med af se Birkerød helt fremme indtil sidste spillerunde. De mange konkurrenter i toppen af rækken kan nu ånde lettet op, og konstatere at den måske største forhåndsfavorit allerede har udspillet sin rolle.

De store analyser om hvorfor det er gået som det gik, skal jeg ikke komme ind på her, kun konstatere at holdet ikke har været dygtige nok til at score på de tilspillede chancer, som bedst illustreres igennem de sidste 2 opgør mod Svebølle og Rishøj. Efter spil og chancer ville 6 Birkerød point i disse kampe have været fortjent, og så havde tingene også set helt anderledes ud. Fodbold er imidlertid sådan indrettet, at det ikke altid er de bedste fodboldhold der vinder kampene, men dem der scorer flest mål, hvilket er såre simpelt, men ikke altid fortjent. 

Nu kan der håbes på at holdet kan fortsætte den fremgang der trods de manglende resultater, har været til stede i de sidste par kampe, og at turneringen bliver afsluttet på værdig vis. Det ville give ny selvtillid og et godt afsæt inden en ny turnering sættes i gang i August måned.

1.halvleg af lørdagens opgør blev noget at en ørkenvandring, hvor det var svært at se at kampen havde stor betydning for hjemmeholdet, mod en modstander der i kampens start virkede fint organiseret, og stod godt i kæderne. Efter bare 6 minutter er udeholdet foran efter et hjørnespark, hvor jonas Bagger står totalt umarkeret lige indenfor det store felt, og med et hårdt fladt skud blandt venner og fjender nærmest skruer bolden over i Steffen Petersens lange hjørne. Alt for dårligt markeringspil på denne dødbold, gjorde tingene let for en modstander, som hermed fik en perfekt start på opgøret. Birkerød har intet at svare med over for Rishøjs gode organisation, og først omkring den halve time kommer en situation, der kunne have udmøntet sig i straffespark, da Hedegaard i feltet efter et indlæg bliver trykket ned bagfra, men desværre en lydløs dommerfløjte. Ingen reelle chancer til modstanderen i halvlegen udover målet, til gengæld 2 gode af slagsen i halvlegens sidste minutter til hjemmeholdet. Først en kikset clearing i Rishøjs forsvar, som giver Jan Isaksen en gratis chance til skud, men desværre og desværre også kendetegnede for Birkerød, forbi mål. Minuttet efter sender Baris Ôzcan et frispark helt over mod fjerneste stolpe, hvor "Alex" Roslovs med hovedet spiller bolden ind i midtfeltet, hvor Isaksen med et halvt liggende saksespark har halvlegens bedste chance, men Rishøjs ellers tunge målmand Casper Jeppesen er her på plads med en hurtig refleksredning.

Efter sløje første 45 minutter af hjemmeholdet, kunne det kun gå fremad, og det gjorde det så. Det var et helt anderledes Birkerød hold, som straks fra start satte sig solidt på spillet, og pressede Rishøj i bund, og efter 10 minutter er udligningen en kendsgerning, da Jan Isaksen efter et godt gennembrud bliver nedlagt i straffefeltet. Denne gang ingen tvivl hos dommer Kim Larsen, der korrekt peger på pletten. Dennis Bo Mortensen er den modige mand der tager sig af sparket, som stensikkert og knaldhårdt piskes ind højt oppe i målet. 1-1, og minuttet efter spilles Jan Isaksen igen fri, men tøver for længe med skuddet, der blokeres. Birkerød er her der og alle vegne, og pludselig anfører Jess Hougaard i fremdrift midt på modstanderens banehalvdel, og Jess tager chancen med et langskud, der bliver til en drilsk hoppende bold der snyder Jeppesen i målet, og springer op i nettaget til 2-1 føring, Birkerød. Vild jubel i fan sektionen, der også denne dag var klar over kampens betydning, og som gjorde sit til at pace holdet frem til sejr.

Så var det at Rishøj skulle have haft det endelig dødsstød, men efter scoringen falder Birkerød igen lidt i kadance, og kampen bliver igen jævnbyrdig. Lidt ærgeligt at man ikke formåede at holde presset i denne periode og lukke kampen, mod et Rishøj hold der havde tabt al den gode organisation man ellers så fra holdet før pausen. Birkerød er dog stadig spilstyrende, da en dommerfejl bliver kostbar. Birkerøds snydes for et stort solekart frispark i venstre angrebsside, og i stedet Rishøj i lynhurtigt omstillingsspil over højrekanten, hvor Nikolaj Kragh kommer helt fri i højresiden af feltet og kan skrue bolden uden om Steffen Petersen. Surt show og aldeles utilgiveligt at dommeren ikke kunne se det store frispark sekundet før i banens anden ende. 

Birkerød som kun kan bruge en sejr til noget, satser nu alt i en desperat offensiv, mod en modstander der er godt tilfreds med uafgjort. Et Baris hjørnespark med masser af folk i feltet giver chancer, men desværre ikke den endelige gul/sorte afslutning på bolden. 4 minutter før tid frispark Birkerød, som Michael "C" sender ind til Isaksen, som sender den videre bagover til en totalt fri Kofi Dakinah, der brænder kæmpechancen tæt under mål, med skud lige på den liggende målmand. Igen kort efter, Kofi bold op mod Onur Ay, der spiller ud på venstrekanten til Michael "C", der efter et par træk hamrer bolden mod mål, som uheldigvis træffer på ydersiden af trekantsammenføjningen. I Birkerøds total offensiv går det galt i overtiden, da Rasmus Bogh ikke kan stille noget op over for 2 Rishøj spillere, der spiller ping pong, og hvor Nikolaj Kragh bliver matchvinder med sin anden scoring, der udløste ellevild jubel hos medspillere og trænerbænk. Det var forståeligt nok, for skulle kampen have haft en vinder burde det være hjemmeholdet der var løbet med sejren, men så var der jo lige det med de manglende mål. BF

DS Pulje 2: Lørdag den 8.maj kl.15.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Rishøj = 2-3 (0-1)

Kampen i tal:
0-1 Jonas Bagger (6) / 1-1 Dennis Bo Mortensen (55,straffespark) / 2-1 Jess Hougaard (60) / 2-2 Nikolaj Kragh (79) / 2-3 Nikolaj Kragh (92). Birkerød advarsler: Baris Ôzcan (30) - Jens Hedgaard (36) - Jonas Nielsen (56). 105 tilskuere

BIRKERØD: Steffen Petersen / Aleksandrs Roslovs - Rasmus Bogh - Kofi Dakinah - Baris Ôzcan / John Gadalla (45.Frederik Trier Christiansen) - Jonas Nielsen (85.Michael "C" Christiansen) - Jess Hougaard (A) - Jens Hedegaard / Jan Isaksen - Dennis Bo Mortensen (71.Onur Ay).