Med udsigt til at både BSV og vi skulle trække et U18 pige hold fra turneringen, havde DBU Sjælland helt ekstraordinært givet dispensation til at Skjold Birkerød og BSV kunne indgå holdsamarbejde i U18 Pige 1 rækken midt i turneringen, og således sørge for at flest muligt spiller fodbold længst muligt. Situationen var nemlig den at begge klubber typisk kun havde 7-8 spillere til rådighed når der skulle spilles i weekend'en, og således allerede havde måttet melde afbud mere end en gang. Klubfølelse og særinteresser blev derfor skubbet i baggrunden i den forløbne uge, og de 2 klubber fandt sammen om en aftale om holdsamarbejde, der betyder at BSV og Skjold Birkerød i fællesskab kan stille et hold i U18 pige række 1.
Med formalia i orden kunne pigerne således mødes til den første kamp i lørdags. Modstanderen var Værløse, hvis hold var noget ældre og fysisk en del stærkere end det forholdsvis unge BSV Skjold Birkerød hold. Alligevel gik pigerne fra BSV Skjold Birkerød frisk til sagen og specielt 1.halvleg var præget af meget godt spil. Ved pausen var stillingen stadig 0-0, men kort inde i 2. halvleg bar holdsamarbejdet frugt: En BSV spiller lavede et flot indlæg fra venstre side af banen, og ved højre bagstolpe kom en Skjold Birkerød spiller løbende og sendte bolden i nettet til føring 1-0 - et flot mål lige efter fodboldens ABC!
Efter scoringen øgede Værløse tempoet, og da BSV Skjold Birkerød spillerne samtidig begyndte at blive trætte, kneb det for de lyseblå at fortsætte det flotte spil fra 1.halvleg. Det var nok den manglende kampform, som gjorde sig gældende. Til gengæld fightede pigerne forbilledligt, og ikke mindst takket være en super præstation af Victoria i målet, modstod pigerne fra BSV Skjold Birkerød presset og hev sæsonens første sejr hjem.
Til lykke med sejren, piger! Den lover godt for det videre samarbejde.