Oprykkerne fra Birkerød imponerede igen på fremmede boldgade, da man tog turneringens tredje flotte udebaneskalp. Søndag gik det i sæsonens længste køretur ud over en anden oprykker, Svebølle, som fortjent, og ikke et mål for stort blev besejret med 3-1.
Svebølle som oplever sin højeste placering nogensinde, havde ellers ikke tabt siden premieren mod HIK, og blandt andet spillet uafgjort i Hvidovre, så der ventede de gul/sorte en mere end svær opgave.
Den blev ikke nemmere, da holdet fik den værst tænkelige optakt, da en bil med 3 spillere var på afveje, og kørte mod Vordingborg, i stedet for Kalundborg (Svebølle), og af den grund ikke nåede frem til kampstart. Gode råd var dyre, og trænerne måtte tænke anderledes og hurtigt i forhold til startopstillingen, hvor blandt andet Jonas Nielsen nu indgik. Jonas der efter en længere skadespause havde været ude af holdet i 5 måneder, gik i 56 minutter ind og spillede en højre back, på højt divisionsniveau. Imponerende, og velkommen tilbage på banen til Jonas.
Folket i Svebølle, der allerede havde tanker og glæde henne ved onsdagens pokalkamp mod Sønderjyske fra superligaen, som de på disse kanter kalder historiens største kamp, skulle ikke få glæder på forskud denne søndag. Modstanderne fra Birkerød viste nemlig høj moral og god tro på egne evner, trods al turbulensen inden kampen.
Med karantæne til Metin Celik, bestod dagens midtforsvar af Philip Højlund og Kofi Dakinah, der var tilbage efter endt valgtravlhed, hvilket betød at John Gadalla var rykket et led frem, nu som bolderobrer og arbejdsmand på den defensive midtbane, og også som nyudnævnt anfører. Det sidste i stedet for Jess Hougaard, hvis skade som han pådrog sig i sin jubilæumskamp mod Fremad Amager, desværre viste sig som frygtet, en ødelagt menisk, som holder fighteren ude resten af året.
Holdet forstod at kæmpe for deres skadede anfører denne regnfulde eftermiddag, hvor Henrik "O" allerede efter 6 minutter burde have bragt Birkerød i front. Et godt indlæg fra Frederik Trier ender via Kristian Lund ude hos Jonas Nielsen, som smækker et perfekt indlæg lige i panden på "O", som helt fri midt for mål, header chancen forbi. Birkerød styrer bold og kamp fra start, men pludselig mangel på kommunikation i midtforsvaret, bringer Hassan Bashir totalt blank med Jess Hansen i Birkerød målet. Heldigvis vælger Svebølles nye angriber en svær løsning på sin afslutning, og Birkerøds keeper har luret hans svage lob, og griber ham ud.
Minuttet efter fik dagens få Birkerød tilhængere noget at glæde sig over, da Frederik Trier fra sin fløjposition trækker ind i banen, og med et perfekt jordstrygende langskud sender bolden i mål, helt uden chance for Svebølles målmand, der må kikke langt ned i hjørnet på den forbipasserende kugle. Triers fine mål giver Birkerød ekstra tro på tingene, og i den efterfølgende dominans, ses flere gode afslutninger, specielt af Frederik Trier, som via sit hurtige antrit, var en evig trussel over for Svebølles flagrende forsvarsspil.
Midt i Birkerøds dominans får hjemmeholdet en ny stor chance, da en bold som i flere omgange ikke bliver clearet ordentligt, til sidst springer hen til en helt fri Svebølle mand, som heldigvis knalder læderet langt over målet. Det grønne Svebølle mandskab presser herefter på i halvlegens sidste del, men fortjent kan Birkerød gå til pause med en 1-0 føring efter en flot disciplineret indsats.
Efter pausen er der gang i sagerne fra start, og på 7 minutter har begge hold brændt hver en stor chance, samt hver scoret et mål. Først Svebølle, som trykker på fra start, og efter en kikser i fri position, kommer udligningen så. Pludselig meget plads i Birkerøds venstreside, hvor ellers påpasselige Mads "MC" Pedersen som spillede en stor kamp, et øjeblik var væk, og et indlæg ind mod forreste stolpe, flot og hårdt kan dirigeres videre i mål af Lasse Holm, helt uden chance for Birkerøds sidste skanse. Birkerød viser moral, og kommer straks igen, først med en frispilning fra Henrik "O" til Anli, der skyder lige på målmanden, men minuttet efter alligevel bliver målscorer, da han mellem venner og fjender får headet Birkerød i front 2-1, efter et hjørnespark.
Det var starten på en 2.halvleg, der blev meget seværdig, med 2 hold der ikke var bange for at satse på den underholdende offensiv. Kampen bølgede frem og tilbage, men man havde hele tiden fornemmelsen af, at Birkerøds organisation rent defensivt, stod noget bedre end hjemmeholdets. Som kampen skred frem blev dette mere udbredt, og i jagten på udligning gav hjemmeholdet mere plads bagude, som var rent guf for Birkerøds kontraløb, hvor især Demirbas fik meget plads på Birkerøds venstre kant.
Det bliver også Demirbas der cementerer Birkerøds sejr, da han på en flot frispilning fra Mikail Anli, der spillede en god 2.halvleg, kan score fladt under målmand Nicky Jensen til slutresultatet 3-1. Svebølle satser herefter på fuld damp, men Birkerøds forsvar kæmper heroisk og rider stormen af, og indskiftede Daniel Rasmussen er i stedet tæt på at gøre det til 4-1, da han i liggende position, skyder lige forbi et tomt mål, efter slemme koks i Svebølle forsvaret. Henrik "O" slutter denne fornøjelige og underholdende kamp af med et strygende langskud lige forbi målet, og Svebølle må blankt erkende at have tabt til et bedre fodboldhold på dagen. BF
2. Division øst søndag 18.9-11 kl.13.00 på Svebølle stadion Svebølle-Birkerød = 1-3 (0-1)
Kampen i tal: 0-1 Frederik Trier (17) / 1-1 Lasse Holm (50) / 1-2 Mikail Anli (51) / 1-3 Ercan Demirbas (78). Advarsel Birkerød: Aleksandrs Roslovs (84). Tilskuere: 500
BIRKERØD: Jess Lagerbon Hansen / Jonas Nielsen (56.Aleksandrs Roslovs) - Kofi Dakinah - Philip Højlund - Mads "MC" Pedersen / Nisahr Yawar (56.Ercan Demirbas) - John Gadalla (A) - Kristian Lund - Mikail Anli / Henrik Lyngsø Graham Olsen - Frederik Trier (73.Daniel Rasmussen).

Den tilbagevendte Kofi Dakinah spillede en solid kamp i Birkerøds midterforsvar.