965

Perfekt afslutning på flot 2011

Klub Nyheder
25. november 2011 - 21:01 af: Birger Vincent Flannov

Birkerøds fodboldspillere i 2.division øst sluttede sæsonen med en fortjent 1-0 sejr i Vanløse idrætspark og fuldendte hermed et år der har budt på masser af succes....

Lørdag sluttede fodboldåret 2011 for Skjold Birkerøds fodbold herrer, og det blev gjort med maner', da Vanløse på egen bane fuldt fortjent blev besejret med 1-0. Denne gode og vigtige sejr blev samtidig kulminationen på et rigtigt dejligt fodboldår, hvor det for første gang i en del år har været rigtigt sjovt at være Birkerød tilhænger. Først som vinder af danmarksserien i forsommeren, og en længe ventet tilbagevenden til divisionsfodbold, og siden en mere end godkendt præstation i første halvsæson i 2.division øst, hvor der kan overvintres på en fornem 6.plads.

Målsætningen om at ramme 20-22 point inden pausen, blev til fulde indfriet, og giver det perfekte afsæt, inden det igen går løs søndag 1.april 2012 i Sundby idrætspark, mod Fremad Amager. Pudsigt nok har holdet præsteret bedst på fremmede baner, hvor man ganske imponerende har hentet 15 ud af 24 point. Hjemme har det knebet mere med at tilfredsstille det kræsne publikum, men den statistik skal der nok blive lavet om på, når det igen bliver vår. Så alt i alt ganske imponerende, og tillykke med det fra fanklubben, hvor vi allerede glæder os til fortsættelsen.

Dagens modstander fra Vanløse, kan ind imellem spille ganske besnærende fodbold, hvilket holdet viste i glimt i sidste uges kamp ude i Hvidovre, hvor man trods 2-4 nederlaget, i lange perioder matchede topholdet. Så en svær kamp ventede Birkerød i denne "finale", hvor VIF da også lægger flyvende fra start, med et livsfarligt knaldhårdt indlæg gennem Jess Hansens lille målfelt, inden næste farlige episode som kommer fra udeholdet, senere skal vise sig at afgøre hele denne fodboldkamp.

Frederik Trier agerer energisk bolderobrer på venstrekanten, og med fart og tempo spurter Birkerøds egen Rommedahl op af linjen, kikker op, og finder den tililende Henrik "O" i midtfeltet, og pang, stensikker scoring med et hårdt skud. Denne herlige kontra og omstilling i spillet, som er en af Birkerøds spidskompentencer, bliver som sagt eneste scoring, og kampens absolutte højdepunkt, men allerede minuttet efter kunne samme Lyngsø Olsen have gjort sig til dobbelt målscorer, og igen med den veloplagte Frederik Trier som assist, der sender "O" af sted ned af venstrekanten, hvor Henrik lidt ude i siden kommer helt ind under mål, men tordner bolden over træværket.

Midt i halvlegen sidder hjemmeholdet på spillet, mens Birkerød hele tiden ud fra sin gode defensiv, lurer på kontramuligheder. Chancerne får Vanløse da også, den største på en friløber, hvor afslutningen sidder lige på en fremstormende Birkerød keeper, som reagerer knivskarpt i situationen. Godt at angriberen her fravalgte muligheden for det indlysende lob over Lagerbon, som der både var tid og plads til.

I fraværet af årets spiller John Gadalla og den skadede Philip Højlund, var der åbnet for debut til Emil Thomsen i midterforsvaret. Knægten på bare 17 somre, som var hentet op fra klubbens talentfulde U-19 hold, blev godt dirigeret af makker Kofi Dakinah, og med sikkerhed og ro fik han en fremragende debut, hvor han var stærkt medvirkende til at forsvar i samråd med målmand, kunne komme ud af kampen med den eftertragtede "clean sheet".

Vanløse er måske nok det mest boldbesiddende hold i 1.halvleg, men Birkerød det mest direkte spillende, og oftest med Trier som igangsætter. Netop Trier spiller med en lang hård tværaflevering Daniel Ringgaard fri, men i stedet for at skyde på mål første gang, dribles der lige ind i en tilbageløbende modstander, på den ellers gode chance. Lige efter Vanløse med målchance, da Birkerød forsvaret kikser en clearing, og læderet lander midt i det store felt, hvor en modstander skyder både blødt og svagt lige på Jess i Birkerød målet. Netop evnen til at cleare bolden langt nok væk, var en svaghed i slutningen af halvlegen, hvor yderligere 2 chancer til hjemmeholdet opstår, men til Birkerøds held igen med dårlige afslutninger langt over målet, og nærmest helt ud af stadion.

Halvlegens sidste chance er Birkerøds, hvor Trier og anfører Lyngsø kombinerer godt i venstresiden, inden den afsluttende aflevering rammer Baris i feltet, hvis afslutning på akrobatisk vis høvles over målet. Samme Baris bekendtgjorde senere at have spillet sin sidste kamp for Birkerød, af hensyn til familien som rummer 2 små børn, og den klejne Baris vil selvfølgelig blive savnet som både humørspreder, og kreatøren på banen med overblik og den veludviklede sparketeknik.

2.halvleg bliver betydelig mindre chancefattig, til gengæld viser Birkerød sig fra sin bedste side hvad angår god organisation. Man kunne have frygtet et massivt pres fra hjemmeholdet, men det bliver der lukket godt ned for med en energisk kæmpende midtbane, hvor både Mikail Anli og Kristian Lund for alvor træder i karakter som boldjagende arbejdsmænd, og spiller deres hidtil bedste i Birkerød trøjen, og da samtidig forsvaret kommer højere op på banen, bliver alt Vanløse spil stort set neutraliseret.

Birkerød styrer begivenhederne, og midtvejs får Trier halvlegens største chance, da han stikkes med en bold i dybden, trækker sig fri til skud, men desværre lige på målmand Per Rasmussen. Lidt senere en ny mulighed til Trier, men denne gang afslutning forbi målet fra en spids vinkel, inden Vanløse til sidst i kampen får etableret noget som ligner et overtag, men ud over en lignende chance fra starten af kampen, hvor en flad bold suser igennem feltet, og et skud fra baglinjen som træffer ydersiden af stolpen, bliver det ikke for alvor farligt.

En del spilstop, hvor blandt andet Anli må iføres Wieghorst turban til sit skadede øjenbryn, forårsager 5 minutters overtid, men da kampens udmærkede dommer Lars Skibild Jensen omsider fløjter af, er det med stor glæde i Birkerød lejren, der lige så fortjent som man vinder fodboldkampen, kan lade sig hylde af tilrejsende glade fans, og siden kan drage mod Birkerød til den store og velfortjente afslutningsfest.  BF

2. Division øst lørdag 12.11-11 kl.14.00 Vanløse IF - Birkerød=0-1 (0-1)

Kampen i tal: 0-1 Henrik Lyngsø Graham Olsen (12). Birkerød advarsler: Aleksandrs Roslovs (22, karantæne 1.4-12 mod Fremad Amager) - Henrik Lyngsø Graham Olsen (44) - Metin Celik (87). Tilskuere:222

BIRKERØD: Jess Lagerbon Hansen / Aleksandrs Roslovs - Kofi Dakinah - Emil Thomsen, debutant - Mads "MC" Pedersen / Baris Ôzcan (85.Jonas Nielsen) - Kristian Lund - Mikail Anli - Frederik Trier Christiansen (82.Ali Samir EL-Khatib) / Henrik Lyngsø Graham Olsen - Daniel Ringgaard (52.Metin Celik).

Et udsnit af glade spillere som takker sine fans for opbakningen. Som
nr.2 fra højre ses Baris Özcan der desvære stopper karrieren i Birkerød.


Birkerøds succesrige trænerduo - Tom Nielsen og Rasmus Monnerup Hansen.