965

Så fik Birkerød omsider forårets første sejr

Klub Nyheder
25. april 2010 - 08:06 af: Birger Vincent Flannov

I femte forsøg og efter en del frustrationer gjorde DS holdet endelig det rigtig sjove - at vinde en fodboldkamp

Endelig blev der noget at glæde sig over for Birkerøds hårdt prøvede fans, da spillere og hold fik en hårdt tiltrængt sejr lørdag eftermiddag på Birkerød stadion. Fynske Dalum fik for anden gang i sæsonen klø af Birkerød, denne gang 3-0, hvilket ikke var et mål for stort, snarere tværtimod. Gæsterne fra Fyn har rækkens yngste mandskab der består af skoleelever fra efterskole, højskole og gymnasium i Oure, som sammen danner en U-19 trup, hvor der trænes hver dag samtidig med at man tager en gymnasieuddanelse. Et 3-4 årigt projekt, som lidt kan sidestilles med Birkerøds eget sportscollege. Et spændende projekt for de unge mennesker der på den måde får lov at spille Danmarksseriefodbold, men rent fysisk vil de få deres sag for undervejs. Kampen i Birkerød var deres fjerde forårsnederlag i lige så mange kampe, og det bliver svært for holdet bare at komme på pointtavlen, overhovedet.

Birkerød stillede til kamp uden de skadede Michael "C" Christiansen, Kofi Dakinah, Dennis Bo Mortensen, samt langtidsskadede Miki Kjeldsen, og havde endvidere anfører Jess Hougaard ude med en spilledags karantæne. Det gav plads til spændende omrokeringer på holdet, hvor træner Tom Nielsen gav debut til 2 af klubbens egne ungtalenter, U19 spillerne Mikkel Jensen, og Mads Lønnberg, som begge gik totalt uimponeret til opgaven og ydede en fremragende præstation. Disse ynglingespillere var med deres gejst med til at viderebringe en ny tro og optimisme ind på et hold, som har befundet sig i en spillemæssig krise siden 1.april. Forhåbentlig kan sejren åbne op for flere af slagsen, hvilket også er piskende nødvendigt, hvis man igen skal melde sig ind i kampen om de 3 atraktive oprykningsbilletter. Efter de næste 2 kampe er vi alle meget klogere på dette, da holdet på skift møder Svebølle (søndag), og lørdagen efter Rishøj på hjemmebane.

I kampen mod Dalum var bolden knap givet op før Jan Isaksen har den første af mange chancer med et skud lige forbi mål, efter bare 13 sekunder. Så var linjen ligesom lagt til Birkerød offensiv, hvor Jens Hedegaard får næste chance, da Onur Ay spiller ham helt fri midt for mål, men den svage afslutning sidder lige på dagens gode Dalum keeper. Fuld fart på Birkerød i starten, hvor Baris Öczan sender et frispark over mod fjerneste stolpe, hvor Roslovs kommer farende og nærmest glidende skovler bolden over mål. Baris igen, der denne dag var involveret i en masse, da et hjørnespark et par minutter senere træffer Onur Ay i midtfeltet, hvis hovedstød også lander lige på målmanden. Der var nærmest tale om Belejring af Dalums mål idenne hektiske start, hvor en fri Hedegaard brænder sin anden store chance med et skud lige forbi mål. Her var der spillet 17 minutter, og Birkerød kunne snildt have scoret 3 gange. Midt i hjemmeholdets pres kommer så Dalums første chance, som til gengæld er stor, men Steffen Petersen klarer paragrafferne for sit forsvar med en god redning, på skuddet fra fynboernes frie mand. Ellers fortsætter Birkerød dominansen halvlegen ud, hvor det også er tæt på et debutant mål fra Mads Lønnberg, efter endnu et Baris Özcan indlæg. Baris selv kort efter med driblinger på venstrekanten, afsluttende med et skud på overliggeren, og forsvarskollegaen Rasmus Bogh prøver også at blive dagens første målscorer, da hans afslutning helt nede ved mållinjen, skruer lige forbi et ellers tomt mål. Halvlegens sidste chance tilfalder Cihan Cengiz, der i fri position kikser sit lob over målmanden. 0-0 ved pausen, og de Birkerød fans med hår på hovedet rev sig fortvivlet i dette, mens os uden, bare stod med åben mund og polyper og undrede os.

Efter pausen fortsætter Birkerød dominansen, og 7 minutter inde i perioden er det tid til en misset kæmpechance inde foran mål, denne gang med Jan Isaksen som synderen. Samme "Isak" skulle senere revanchere sig, og var helt klart en af banens bedste spillere denne lørdag eftermiddag. Stadig målløst, og da en Dalum spiller omringet af 3 gule forsvarere alligevel får afsluttet helt nede ved Birkerøds stolperod, rives der stadig i hårspidserne på lægterne. Dobbeltudskiftning af træneren, ud med "CC" og den gode debutant Mads Lønnberg, og ind med Frederik Trier og Jonas Nielsen, hvilket betød at Onur Ay blev sat helt på toppen. 5 minutter efter scorer Onur sit første turneringsmål for de gul/sorte, da han forløsende og flot scorer på en stikning fra Isaksen, med et fladt skud i det lange hjørne. Endelig, 1-0 til Birkerød, en føring Frederik Trier kunne have øget lidt senere, men han stiller sig op i køen af brændte chancer, da han i fri position hamrer bolden over mål. 

Så lukker Birkerød omsider kampen definitivt, da Jan Isaksen også kan score sit første turneringsmål, da han i medløb flot fanger bolden, og med en knaldhård træffer sætter læderet på nøjagtig samme sted, som ved den første scoring. 2-0, og så kan publikum ånde lettet op. Specielt efter en fri Dalum spiller minuttet efter bliver pillet af en storspillende Steffen Petersen, der kommer farende ud af sit mål og gør sig bred. Igen Isaksen i modsatte ende som er tæt på at blive dobbeltmålscorer efter et nyt Baris hjørnespark, men også her er målmanden vågen med en god refleks. I stedet lukker Trier dagens Birkerød opvisning, da han modtager en tværbold som han stensikkert sætter ind til den alt for lille 3-0 sejr. BF

DS 2 Lørdag den 24.April kl.15.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Dalum= 3-0 (0-0)

Kampen i tal:
1-0 Onur Ay (65) / 2-0 Jan Isaksen (76) / 3-0 Frederik Trier Christiansen (89) Birkerød advarsel: Mikkel Jensen (45). 124 Tilskuere.

BIRKERØD: Steffen Petersen / Aleksandrs Roslovs - John Gadalla - Rasmus Bogh (A) - Baris Özcan / Mads Lønnberg, debutant (60. Frederik Trier)  - Mikkel Jensen,debutant - Onur Ay - Jens Hedegaard / Cihan "CC" Cengiz (60.Jonas Nielsen) - Jan Isaksen.