965

Sølvmedaljer til U15 Pige 1

Klub Nyheder
24. juni 2010 - 12:25 af: Ejvind Christensen

Ved weekendens finalestævne i Skovlunde lykkedes det U15 pigerne fra Skjold Birkerød at nå finalen om sjællandsmesterskaberne i række 1, som de dog tabte 2-1 til et velspillende hold fra B.1921 i Nykøbing Falster.


Pigerne havde kvalificeret sig ved at blive nr. 2 i forårets turnering. En placering som kom i hus efter en stabil sæson med 7 sejre og kun 2 nederlag. Ved finalestævnet var modstanderne B.1921, BSV og Vordingborg. Sidstnævnte udeblev dog, så hvert hold skulle kun spille 2 kampe. Til gengæld spillede pigerne op til deres allerbedste, og begge kamp endte uafgjort 1-1. Det samme gjorde kampen mellem BSV og B.1921, så finaledeltagerne skulle findes ved lodtrækning. Øv. Heldigvis for os, blev BSV "sorteper" i lodtrækningen, så finalen kom til at stå mellem B.1921 og Skjold Birkerød. Men det syntes vi nu heller ikke var helt uretfærdigt, for i kampen mod os scorede BSV først det udlignende mål 1½ minut før tid på et meget tvivlsomt frispark.

Til finalen mod B.1921 var forældre, bedsteforældre og søskende til samtlige piger mødt op for at støtte pigerne. Ligesom den første kamp, var finalen uhyre velspillet og meget tæt. Men det blev afgørende, at B.1921 ? i modsætning til pigerne fra Birkerød ? ikke havde spillet kamp om formiddagen. Så trods den fantastiske opbakning fra pigernes familier kunne pigerne fra Skjold Birkerød ikke i længden hamle op med B.1921 og de tabte desværre finalen 2-1.

Efter finalen var der medaljeoverrækkelse, og da den første skuffelse havde fortaget sig, var pigerne alligevel både stolte og glade for sølvmedaljerne. Læg dertil et uhyre velorganiseret stævne med fin indkvartering, god mad, Danmarks VM kamp mod Cameroun på storskærm, og masser af højt humør. Så vil weekend?ens finalestævne blive husket som en fantastisk afslutning på et år præget af forrygende udvikling: Fra sidst i række 1 i efteråret til sølvmedaljer ved sjællandsmesterskaberne i række 1!