Inden sæsonen var forventningerne ikke skruet specielt højt op. Med mange nye spillere og en forholdsvis kort opstart med kun ganske få træningskampe var det uvist, hvor holdet stod. Samtidig tydede meget på, at U19 2. divisionen i år ville være stærkere besat end nogensinde med bl.a. fire nedrykkere fra divisionen.
Sæsonen startede også en smule blandet. Godt nok sikrede holdet sig 8 point i de første fire kampe, hvilket bestemt var godkendt. Alligevel manglede der i mange situationer den sidste skarphed, bl.a. i første kamp mod BGA, hvor der måtte en sen og heldig scoring til, og i kampen mod LSF, hvor holdet med nød og næppe fik hevet tre point hjem.
Gennem sæsonen har U19-drengene dog vist bedre og bedre takter og særligt en stribe sejre i midten af sæsonen over Greve, FC Øresund og Vanløse på henholdsvis 6-2, 3-1 og 5-0, hvor spillet for alvor fungerede, gav holdet troen på, at en sejr i 2. division var inden for rækkevidde. Senere fulgte en række tætte kampe, bl.a. en dramatisk kamp mod Slagelse, der efter et vildt drama blev fløjtet af til resultatet 3-3.
Sæsonens højdepunkt kom i slutningen af oktober, da Birkerød gæstede Vedbæk Stadion og lokalrivalerne fra BSV i en altafgørende kamp mellem nummer 1 og 2 i rækken. BSV bragte sig hurtigt foran 1-0, men Birkerød formåede at holde fokus, og med to scoringer kunne holdet gå til pause med en 2-1-føring. 2. halvleg skulle vise sig at blive en festlig en af slagsen set med Birkerød-briller. Et effektivt og hårdkæmpende Birkerød-hold bragte med tre suveræne scoringer stillingen på 5-1, før BSV i slutminutterne kunne reducere til kampens resultat, 5-2 til Birkerød. Dermed toppede Birkerød 2. division med sølle to kampe tilbage af sæsonen.
I den efterfølgende hjemmekamp blev AB Tårnby sendt til tælling med en knusende 6-1-sejr med flere flotte scoringer. Da BSV samtidig kvajede sig med først at tabe til LSF og senere i midtugen til netop AB Tårnby, var der ikke længere nogen tvivl, selvom der resterede én kamp: Birkerød tog førstepladsen i rækken!
Sidste kamp på udebane mod Frem blev ikke noget at skrive hjem om, da holdet måtte inkassere et nederlag på 1-0. Efter kampen kunne U19-drengene dog lade champagnepropperne springe og fejre en fortjent sejr i 2. division. I en sæson præget af stabile præstationer og flere eksempler på fremragende fodboldspil har holdet bevist, at de er berettiget til det historiske resultat, der er den bedste placering et ungdomshold i klubben nogensinde har fået.
For mere info, se holdets hjemmeside: www.sb-u19.myfc.dk




