965

TræningsprincipperUdskriv side

Træningen i Skjold Birkerød Fodbold's pigeafdeling er målrettet mod at udvikle teknisk dygtige, intelligente fodboldspillere, der både har stærke individuelle kvaliteter og er gode holdspillere. Kun således kan vi opfylde klubbens vision. Vi arbejder derfor målrettet på at skabe et sjovt, spændende og udfordrende læringsmiljø, så spillerne glæder sig til at komme til træning, og så spillerne altid tager fra træning med følelsen af at være blevet lidt bedre.

Med udgangspunkt i DBU's ”Holdninger og Handlinger”, bestræber vi os på at skabe et sammenhængende træningsforløb på tværs af årgange. Uanset årgang og niveau forsøger vi at møde spillerne der, hvor de er, og afpasse træningens intensitet og sværhedsgrad derefter.

Træning

I de mindste årgange vægter spilleglæde og individuelle tekniske færdigheder højest. Det handler om "mig og min bold", og træningen tilrettelægges med flest mulige boldberøringer per spiller.

Som spillerne bliver ældre, bygger vi videre på disse færdigheder og introducerer gradvist stadig sværere og mere komplekse spilmønstre. Fokus ændres fra de individuelle færdigheder til udvikling af spilforståelse og taktiske færdigheder. Det kommer med andre ord til at handle om "mig og de andre", og vi forsøger at gøre træningsøvelserne så spil-relaterede som muligt.

På alle årgang arbejder vi sideløbende med den tekniske og taktiske træning også med koordinationstræning.

Niveaudeling

I overensstemmelse med DBU's ”Holdninger og Handlinger” niveaudeles spillerne fra den dag de starter således at de

  • 50% af tiden træner sammen med nogen på eget niveau
  • 25% af tiden træner sammen med nogen, som er dygtigere
  • 25% af tiden oplever at de er de bedste

Træningen tilrettelægges således som stationstræning i større træningsgrupper på tværs af holdskel, hvor spillerne primært niveaudeles i forbindelse spilrelaterede øvelser. Dette giver højere kvalitet i træningen og bedre udviklingsmuligheder for alle spillerne uanset niveau. Desuden får spillerne en større social kontaktflade, hvilket ligesom træningens kvalitet bidrager til at gøre det sjovt og attraktivt at spille fodbold. Træningen forsøges desuden tilrettelagt således, at de dygtigste/mest motiverede spillere kan få ekstra udfordringer ved at deltage i træningen med årgangen over deres egen som et supplement til deres egen træning.

Holddeling

I naturlig forlængelse af den niveaudeling spillerne oplever i forbindelse med træningen, inddeles spillerne fra og med U11 i et antal hold efter deres fodboldmæssige kompetencer således at de bedste spiller på hold 1, de næstbedste på hold 2, osv. Holdinddelingen er i praksis nødvendig af hensyn til deltagelsen i DBU Sjælland’s turneringer og foretages for at sikre spillerne mest mulig spilletid i kampene. Dette sikrer samtidig, at spillerne kender den træner, der følger holdet i forbindelse med kampene, og at spillerne og deres forældre kan foretage en rimelig grad af planlægning i forhold til turneringsprogrammet.

Da spillerne udvikler sig i forskellig hastighed, og da der f.eks. kan være store forskelle på den fysiske formåen blandt spillere på den samme årgang, er holdinddelingen blot et udtryk for spillernes aktuelle formåen, ikke nødvendigvis deres langsigtede potentiale. Det er netop dette forhold, som gør at træningen tilrettelægges på tværs af holdskel, således at alle spillere sikres de bedst mulige udviklingsmuligheder.

Det er årgangstræneren som forestår holdinddelingen i samarbejde med de andre trænere på årgangen, ligesom årgangstræneren sørger for at holdinddelingen løbende justeres i takt med spillernes udvikling.