965

U18 Piger Videre til Kvartfinalen i Pokalturneringen

Klub Nyheder
2. september 2011 - 10:18 af: Søren Vagn Andersen

Med en sejr på 3-0 ude over Lynge-Broby fra Sorø nåede U18 pigerne fra Skjold Birkerød onsdag kvartfinalen i pokalturneringen

Skjold Birkerøds piger har tradition for succes i DBU Sjællands pokalturneringer. De sidste par år har de været fast inventar når de afsluttende runder spilledes om foråret.

Denne sæson er ingen undtagelse. U18 pigerne kom let gennem første runde, hvor Jyllinge FC ikke kunne stille hold.

I 2. runde mødte de naboerne fra Allerød, der ligesom pigerne fra Skjold Birkerød spiller i Mesterrækken. Det var dog ikke til at se den tirsdag aften i Allerød. U18 pigerne fra Birkerød sad på kampen fra start til slut og ekspederede Allerød ud af turneringen med en sejr på 4-0.

Onsdag ventede der så en lang køretur til Frederiksberg ved Sorø, hvor Lynge-Broby har hjemmebane. Selvom Lynge-Broby spiller i række 1, og altså en række under pigerne fra Birkerød, var det et meget velspillende hold med et par virkelig dygtige profiler. Alligevel var det tydeligt at tempoet i Mesterrækken er noget højere end i række 1. Så da Lynge-Broby lavede to fejl i forsvaret, blev de lynhurtigt straffet af pigerne fra Birkerød, og så var den kamp forbi. Kampen endte 3-0 til U18 pigerne fra Birkerød, som dermed er videre til forårets kvartfinaler.