Efter midtugens flotte pokaltriumf med sejr over FC Roskilde (Med tillykke herfra), var Skjold Birkerød klar til at tage hul på sin 8'ende sæson i streg som danmarksseriehold. Den rutine besad dagens modstander fra Ledøje-Smørum ikke just, da de for første gang nogen sinde lagde græs til en danmarksserie kamp.
Birkerød har ikke for vane at starte nye turneringer med en sejr, men denne lørdag var man uhyre tæt på fuld gevinst på Smørum park. Ikke siden 2003, da Birkerød som nedrykkere fra 2.division til DS vandt med 5-0 i Værløse, er det lykkedes at hive en premiere sejr i land. I 2010 så det endelig ud til ny premiere sejr, da holdet bragte sig foran i dommerens overtid, men desværre og s.... ærgerligt formåede hjemmeholdet samme kunststykke, og så kunne oprykkerne fra LSF på heldig vis notere sit første DS point på tavlen.
Det var som sagt en kamp som Birkerød burde have vundet, ud fra devisen flest og store målchancer, samt det meste og bedste fodboldspil. Hvilket ikke betød skønspil fra nogen af siderne, langt fra, i en kamp hvor meget af spillet foregik midt på banen, for pludselig at live op i perioder med mere direkte spil mod målet, og i de perioder var Birkerød klart det farligste mandskab. Til sidst endte det altså med pointdeling 2-2, og det er trods alt bedre end at tabe den første kamp.
Kampen starter ganske forsigtigt for begge mandskaber der lige skal lure hinanden af, og man skal faktisk helt frem til kampens 18.minut, før man ser kampens første målchance, og den var stor. Et glimrende Birkerød angreb med små ping-pong kombinationer ender med en perfekt stikning fra Jan Isaksen til Fosu Boateng, der i helt fri position ikke er skarp nok, og hans flade afslutning reddes på glimrende vis af hjemmeholdets liggende målmand Mikkel Gram Jensen med en fornem armparade.
6 minutter efter laves der frispark mod samme Fosu i en god position lige uden feltet, og her har Birkerød flere folk med det gode skud i støvlen. Baris Ôzcan er denne gang manden på bolden, og med et godt skruet spark kan han score til 1-0, til højre for målmanden, der ellers har hænder på forsøget. En fortjent føring til udeholdet, der var mest ivrige frem af banen i denne periode. Hjemmeholdets forsøg er ganske sparsomme i denne halvleg, og begrænser sig til et par farlige indlæg, samt 2 kvalificerede skud fra distancen. Birkerøds målfalige Jan Isaksen som var en af holdets bedste denne lørdag har ligeledes et kvalificeret langskud, som hjemmeholdets bedste, målmanden Mikkel Gram fornemt redder. I halvlegens sidste minut får Fosu Boateng en tro kopi af den chance han havde tidligere i opgøret. En stikning imellem midtforsvaret, og i helt fri position igen det flade skud, og igen målmanden med den flotte armparade. En scoring her havde været fortjent, i en første halvleg med Birkerød dominans, og havde sikkert også givet holdet den endelige sejr.
2.halvleg kommer til at ligne den første en del med Birkerød som det farligste hold, når der angribes, omend hjemmeholdet kommer lidt bedre med, eftersom de værste premiere nerver efterhånden er rystet af. Halvlegens første chance tilfalder Birkerød efter godt kombinationsspil, hvor John Gadalla afslutningsvis smækker et godt skud mod mål. Kort efter viser Isaksen initiativ, med et skud der er tæt på overliste keeper Mikkel Gram. Så opstår en situation hvor flere af Birkerød spillerne appelerer for straffespark, da Alexandrs Roslovs i et gennembrud øjensynlig trækkes ned bagfra inde i feltet. Det mener dommer Lars Toftlund imidlertid ikke, og Birkerød tilskuere der stod lige ud for episoden, kunne godt forsvare dommeren i den afgørelse.
Så falder Birkerød lidt i kadance og overlader for en stund spillet til hjemmeholdet, og det koster. Pludselig er udligningen en ufortjent realitet, da LSF udefra agerer skydetelt mod Ellehammer i Birkerød målet. Først skud på stolpen, og på den anden af riposterne kan Jacob Halling score det historiske første DS mål. Her var der nogle Birkerød tilhængere der ærgrede sig, for det var sgu' ikke lige med i deres beregninger. 2 minuter efter et godt Birkerød angreb, hvor Jan Isaksen afslutningsvis på kanten af feltet vender rundt, og hamrer den forholdsvis store chance lige over mål. Det er Birkerød der jagter sejren mest, og Fosu spiller Mads Weidekamp fri for mål, men debutanten afslutter for tidligt, og lige på målmanden, og efterfølgende ses Jan Isaksen i et gennembrud som reddes af målmanden, inden Fosu først skyder forbi mål, og derefter på målstolpen. Så chancerne kunne der bestemt ikke klages over, det var mere afslutningskvaliteten der ikke var i top. Så pludselig hjemmeholdet farlige til sidst, med blandt andet et knaldhårdt hovedstød lige forbi mål, efter hjørnespark.
Da alle har belavet sig på 1-1 kommer så den hektiske afslutning, med 2 mål mere. Først Birkerød med hjørnespark i dommerens overtid, der som altid tages af Baris, med den følte sparketeknik. Også denne gang et fint indlæg, og højest af alle når den fremtrukne Kofi Dakinah, der med baghovedet støder Birkerød i front. Vild jubel over denne sejr i overtiden, men ak nej, en fodboldkamp varer til dommeren fløjter af, og i de døende sekunder får hjemmeholdet frispark i samme position som Baris scorede fra i første halvleg. Samme Baris afvægrer skuddet i muren, men blot for at se bolden springe ud til Casper Bo Nielsen, som med et fornemt dommedagsbrag af et skud udligner til kampens slutresultat 2-2. BF
DS Pulje 1 Lørdag den 14.august kl.14.00 på Smørum park: Ledøje-Smørum Fodbold - Birkerød=2-2 (0-1)
Kampen i tal: 0-1 Baris Ôzcan (24) / 1-1 Jacob Halling (69) / 1-2 Kofi Dakinah (92) /2-2 Casper Bo Nielsen (94). Birkerød advarsel: Fosu Boateng (52). 125 tilskuere.
BIRKERØD 4-4-2: Kristoffer Ellehammer Bredgaard / Alexandrs Roslovs - Kofi Dakinah - Rasmus Bogh - Michael "C" Christiansen / Kim Tandrup (72.Mads Weidekamp,debutant) - Jess Hougaard (A) - John Gadalla (68.Joel Stein Pedersen) - Baris Ôzcan / Jan Isaksen - Fosu Boateng (82.Philip Højlund).