Menu

Første hjemmesejr i hus

image Banens mest løbestærke spiller Magnus Hejbøl Jensen i samspil med 3 måls skytten Troels Cilius Nielsen
Birger Flannov
18. august 2019 kl. 17:36

Der er garanti for underholdning og specielt mange mål, når Birkerøds bedste fodboldspillere, giver den gas på grønsværen. Som 2'er i tabellen, og en score på 9-7, er det klart holdet med flest scorede mål, som imidlertid også har rækkens næst mest gavmilde forsvar. Med over 5 scoringer pr. kamp, for og imod, er det bestemt ikke kedeligt at se på, bare drengene i angrebet stadig sørger for, at score en kasse mere, end forsvaret slipper ind. Lørdag kom turneringens første hjemmesejr i hus, da Tåstrup fortjent blev besejret med 3-2, i en ikke specielt køn fodboldkamp, men skidt pyt, det vigtigste i fodbold, er sejre og point, og de gik til det helt rigtige hold i denne fodboldkamp.

Tåstrup FC, som mødte frem med en lidt overraskende 2-0 sejr over Køge Nord, var et hold Birkerød havde ganske godt greb om i sidste sæson, som de gul/sorte lavede 7 ud af 9 point imod, og denne gode tendens fortsatte heldigvis med en ny sejr, hvor de lime klædte Tåstrup spillere, sikkert ikke betragter Birkerød som favorit modstanderen, og sikkert også er godt trætte af, en hvis Troels Cilius Nielsen, som i lørdagens 3-2 sejr, stod for samtlige Birkerød scoringer. Tåstrup, som burde være rykket ud af rækken i sidste sæson, via sin sidsteplads, men fik en fribillet, til en ny DS sæson, da Odsherred valgte at trække sit hold, og at der samtidig ikke rykkede øst hold ud af 2.division, og man selv afgørende slog Kastrup samlet i 2 nedryknings opgør.

Birkerød, uden den skadede Simon Vollesen og karantæneramte Christopher Nejstgaard, men med tilbagevendte Dimitrije i målet, åbner opgøret bedst, og får en god tidlig føring, da Troels behandler en dybdebold ned i banen perfekt, ved at runde den udfarende Tåstrup keeper Oliver Lip, og sende bolden i tomt net, til sit første turnerings mål i denne sæson. Målet gav Birkerød et indledende overtag, som kunne være udbygget, 10 minutter senere, da Jes Broby kommer godt over højrekanten, og helt ind i feltet, hvor han kan afslutte mod målet selv, men vælger det flade indlæg mod midtfeltet, hvor ingen desværre er på pletten. Kort efter en lang bold frem mod Troels, som igen er tæt på at slippe forbi målmand Lip, som er langt ude, men denne gang driller den hoppende bold angriberen.

Tåstrup som hidtil har været ganske harmløse, med hensyn til chancer mod Birkerød målet, får pludselig udlignet, da et hårdt fladt indlæg fra højre, rammer det lille felts eneste spiller, Jes Broby, som fra en meters afstand af mållinjen, tordner bolden op i net taget, til et klokkeklart selvmål. Synd for en upresset Jes, som bare skulle have ladet bolden løbe igennem feltet, men måske troede der stod en spiller bag ham, og måske også manglede kommunikation, med målmand Dimitrije. 1-1, og målet ryster et hjemmehold, som pludselig laver flere fejl, og samtidig giver udeholdet mod på mere.

Men alligevel er Birkerød stadig farligst, hvor Troels på kanten af det store felt, modtager en aflevering fra højre, men skuddet klasker på sidestolpen. Så lidt af et antiklimaks 2 minutter før pause, da et højt Tåstrup indlæg fra højre kanten, i en bue daler ned i Birkerøds midtfelt, hvor en totalt fri offside lignende Frederik Hansen, let kan passere Dimitrije, mens et par måbende og passive Birkerød forsvarere kikker på. Minuttet efter Heise i fremdrift modsat, hvor målmand Lip igen er langt ude af sit mål, men Heises afslutning over målmanden bliver for høj og lang, og lander bag mål. Tåstrup er mere end heldige med sin 2-1 pauseføring.

2. halvleg starter kontroversielt, da dommer Mikkel Jensen, dømmer straffespark til Tåstrup, en forseelse begået af Mads Serop, for benspænd i feltet. Linjedommeren, som står lige ud for situationen, er af en anden opfattelse, da han opfatter situationen som film, hvilket udløser et gult kort til Frederik Hansen, og heldigvis intet straffespark. Godt for Birkerød ikke at komme yderligere bagud, straks i den nye halvleg. I stedet tester Elias Tåstrup målet, med et jordstrygende langskud, som suser lige forbi målet. Birkerød er på jagt efter en udligning, som kommer efter et kvarter, da Elias kommer godt over venstre kanten, finder Troels på kanten af feltet, som tager et enkelt træk mod højre, inden han knalder sit skud mod mål, som får en lille afretning undervejs, inden bolden drøner i mål til en fortjent udligning. 2-2.

Så bølger et helt åbent opgør, frem og tilbage, først med det ene hold i angreb, og så det andet, hvor folket var enige om, at opgøret ikke havde set det sidste mål, i denne gang indianer fodbold, der gav en masse frem og tilbage løb, men uden det alligevel kastede de helt store målchancer af sig. Med 20 minutter igen, et Serop skud udefra, som målmand Lip tager sig af, ellers intet farligt, hvor begge mandskaber lukrerer på eventuelle modstander fejl, som kan give den åbne målchance, i de ikke alt for sikre defensiver. Birkerød er holdet der vil mest i slutfasen, og 10 minutter før tid slår Birkerøds dynamiske duo til, og afgør kampen.

Et bold spilles op til Heise, der midt på banen går direkte mod målet. Til Højre for ham, er Troels i fuldt firspring fulgt med op, og Heises skruede aflevering ned bag Tåstrup forsvaret, og over til Troels, ligger perfekt, og goalgetter Troels siger tak for det gode tilbud, til sin angrebs makker, ved sikkert at placere læderet helt nede ved Oliver Lips højre stolpe rod. 3-2. Situationen gentager sig få minutter senere, hvor Heise igen finder Troels, til en næsten åben målchance, men denne gang kikser Troels sit sidste træf.

I stedet får Tåstrup en kæmpechance modsat, med en helt fri spiller foran målet, men heldigvis bliver afslutningen til en hel kikser, som Dimitrije let kan tage sig af. Birkerød kører den fortjente sejr i land, på en dag hvor træner Benny manglede, men hvor skadede Tobias Lawætz, på fornem vis assisterede Janik Gall fra bænken. Næste lørdag går turen til Rishøj stadion, hvor oprykkerne fra Køge Nord venter. Kampstart kl.14.00. BF - Birkerød fanklub.

DS pulje1: lørdag 17.8-19 kl.13.30 på Birkerød stadion: Birkerød - Tåstrup = 3-2 (1-2)

Kampen i tal: 1-0 Troels Cilius Nielsen (9) / 1-1 Jes Broby, selvmål (27) / 1-2 Frederik Hansen (43) / 2-2 Troels Cilius Nielsen (60) / 3-2 Troels Cilius Nielsen (80). Birkerød advarsler: Oscar Hartkopf (17) - Frederik Bülow (84). Tilskuere: 125.

BIRKERØD: Dimitrije Viktor Jensen / Mads Nanni Serop - Mathias Kokfelt (A) - Frederik Bülow (88.Emil Bech) / Jes Broby Petersen - Magnus Hejbøl Jensen - Oscar Hartkopf (63.Sebastian Tschorn Ramsing) - Niklas Toft Kristiansen - Elias Asidah With / Frederik Heise (88.Emil Hejbøl Nielsen) - Troels Cilius Nielsen.

Luk