Menu

Knebent nederlag i Karlslunde

image Dimitrije Victor Jensen stod en flot - men desværre forgæves kamp i Birkerød målet. Foto: Lodberg FA
Birger Flannov
05. maj 2019 kl. 17:17

Efter et par resultatmæssige succesrige uger, med gode sejre over Tåstrup, og ikke mindst Avedøre, gik turen til Karlslunde, for at møde et hjemmehold, som absolut ikke lige har været Birkerøds ønske modstander de senere år. I sæsonen 2015/16, hvor Birkerød med 2 nedrykninger i rap, var gået fra 2.division, til sjællandserie, mødte man for første gang nogensinde oprykkerne fra Karlslunde i en officiel fodboldkamp. Karlslunde vandt 2-1 hjemme, men Birkerød tog revanchen på hjemmebanen, troede man, efter en 3-0 pause føring. Men ak, opgøret vendte på hovedet efter pausen, og 4-3 til Karlslunde. I nuværende DS sæson, har man så igen haft den tvivlsomme ære, at møde de lyseblå fra Karlslunde, endda 3 gange, først 0-5 ude, så 1-5 hjemme, og så 0-1 resultatet fra nu og her.

Trods grim statistik, var der gode forhåbninger om point, da turen gik sydover, mod Karlslunde, som ikke havde startet foråret ligeså flyvende, som man sluttede efteråret af. En indbydende grønsvær gjorde hvad den kunne, for at aktørerne kunne have noget at boltre sig på. Lad det være sagt med det samme, fodbold spillet på banen, blev aldrig helt så godt som underlaget kunne have fortjent. Et godt kæmpende Birkerød mandskab, var ellers ikke langt fra point gevinst, men kort før tid revnede forsvars ballonen, og hjemmeholdet kunne hive den smalle, men bestemt ikke ufortjente 1-0 sejr i land. Det var nemlig hjemmeholdet, der skabte kampens bedste målchancer, og havde det ikke været for Dimitrije i Birkerød målet, som fremstod som banens mest iøjnefaldende spiller, kunne hjemmeholdets sejr måske være bleven større.

Karlslunde starter i total spildominans, hvor et frit skud i feltet efter 8 minutter, blokeres godt af Birkerøds keeper, hvor uret skal op og runde de 10, før udeholdet første gang rammer modstander feltet. Karlslundes spillestil er baseret på masser af lange stikninger nedefra, og op mod den dybde løbende front, en farlig, men simpel taktik, der også koster en del offside løb, men som er ved at give scoring ved et friløb, hvor midtstopper Kokfelt dog når tilbage, og får tacklet i sidste øjeblik, i et super tilbageløb. Inden da er Birkerød kommet bedre med i opgøret, hvor Vollesen har testet Karlslunde målet med et drøn lige over tværstangen. Det er dog Karlslunde, som er farligst mod mål, blandt andet med et langskuds drøn, der har retning mod Birkerøds øverste hjørne etage, men Birkerød har taget målmand med til Karlslunde, og Dimitrije redder på fornem vis forsøget, og dermed sit hold, til pause stillingen 0-0.

I Karlslunde praler man med danmarksseriens bedste pølser, noget som absolut godt kunne passe, da dagens fremmødte Birkerød fans, blandt andre, var flittige gæster ved grillen, når man ikke lige brugte tid på, at tage tøj af og på, i det omskiftelige Maj vejr. Fodbold blev der dog også tid til at se på, hvor hjemmeholdet som i første halvleg, igen start dominerer i den nye halvleg, hvor Kokfelt igen får sidste øjeblik tacklet, på en af disse farlige fremstikninger. Birkerød formår denne dag ikke rigtig at holde fast i kuglen, hvor alt for mange fejl og boldtab, hurtigt efterlader bolden hos modstanderen igen, og da kamp uret viser 57 og fem minutter frem, er udeholdet presset helt i bund, og er heldige med ikke at komme bagud.

Hvor bolden sværmer i Birkerød feltet, og en løs bold giver åbent skud fra tæt hold, som Dimitrije refleksredder over mål, og minutter efter igen, en helt fri Karlslunde spiller i midtfeltet, der har god tid til at vise hvor han vil skyde, godt for Dimitrije, der i vandret stil dykker ned og parerer forsøget. Birkerød presset, men alligevel satser Gall bænken offensivt, med Frederik Heise i stedet for Lawætz. Klogt, da Niklas i front hidtil har ligget alt for alene, på en dag, hvor man savnede den gode opspils station og topscorer Troels Cilius. Straks efter får Birkerød deres første reelle chance i opgøret, da Niklas får den åbne skudchance på venstre kanten af feltet, men Karlslunde keeper snupper forsøget med en flot ben parade.

Karlslunde får endnu en god mulighed, da et fladt frispark til feltet, udløser en lang tå, men lige forbi Birkerød målet, og udeholdets fans kunne igen ånde lettet op, og måske skimte point ud af opgøret. For indskiftningen af Heise, giver pludselig Birkerød masser af plads og rum at spille i, og også chancer, med indlæg fra kanterne Icare og Elias, som bliver farlige i feltet, men hvor den sidste fod lige mangler, hvor Elias fra sin venstre kant, fint finder anfører Alex straks uden feltet, hvor favorit venstre skøjten knalder forsøget lige over mål. Hvor der tænkes, at Birkerød faktisk pludselig kan vinde denne fodboldkamp, går det alligevel galt modsat, da Birkerød sløser, dårligt indkast, boldtab, og en tabt Kokfelt duel, som pludselig giver 2 mand friløb, hvor Dimitrije igen storredder i første omgang, men kun for at se returen klaske lige ud i hovedet på Mathias Tagø Pedersen, som kan kaste sig frem og score, på en prisgivet Dimitrije.     

Synd for keeperen, som havde fortjent sin clean sheet, hvor Birkerød i overtiden presser på, med ikke specielt godt eksekverede hjørnespark, og et fladt indlæg igennem feltet, hvor der igen mangler gul/sorte støvle snuder på læderet. Karlslunde vinder 1-0, og kravler op på tabellens 3.plads, hvor Birkerød bevarer sin betryggende 7.plads, men nu trues bagfra af forårets hold fra AB Tårnby, i en weekend, hvor man dog kunne glæde sig over, at Greve smed 2 point mod nedrykkerne fra Tåstrup. I næste uge venter endnu en ond ånd for Birkerød fodbold, når Herlev gæster Birkerød stadion, lørdag kl.13.00. BF - Birkerød Fanklub.

Pulje 1: Lørdag 4.5-19 kl.13.00 på Strandgård park: Karlslunde - Birkerød= 1-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 Mathias Tagø Pedersen (84). Ingen skammekort til gul/sort. 150 tilskuere.

BIRKERØD: Dimitrije Viktor Jensen / Sebastian Tschorn Ramsing - Mathias Kokfelt - Rasmus Vagn Andersen / Icare Djiki Gnezeko (89. Emil Bech) - Magnus Hejbøl Jensen - Tobias Lawætz Hansen (65. Frederik Heise) - Alexander Augustesen (A)(89. Jacob Østerby) - Elias Asidah With / Simon Vollesen - Niklas Toft Kristiansen.

Luk