Generelt i Skjold Birkerød bliver der i hele Ungdomsafdelingen trænet med udgangspunkt i DBU’s Holdninger og handlinger – den nye måde at tænke og spille børne- og ungdomsfodbold. Ungdomsafdelingen omfatter både drenge og piger i 3-, 5-, 7- og 11-mands fodbold.
Læring hos børn finder kun sted, hvis træningen matcher deres individuelle tekniske, taktiske, psykiske og fysiske niveau. Børn er meget forskellige, hvilket stiller store krav til træneren om at kunne tilpasse træningen til hvert enkelt barns udvikling. I Mikrofodbold er decideret fysisk træning helt unødvendigt. Holdtaktiske spille- og skabelonmodeller er ligeledes unødvendige. Indlæring sker bedst gennem leg.
DBU har udviklet konceptet Aldersrelateret Træning (ATK), som er en forsvarlig og målrettet træning af børn og unge. Aldersrelateret træning sigter på at udvikle børn.
Alle trænere i Skjold Birkerøds Børneafdeling får udleveret DBU’s træningsbog nr. 1, der giver en masse gode ideer til træneren (ny som rutineret) i fodbold for de 5-14 årige om, hvordan træningen kan gøres endnu bedre og sjovere. Således sikrer Skjold Birkerød, at spilleren udvikler sine kompetencer på de rigtige tidspunkter.
Det er grundlæggende for træningen i Skjold Birkerød at der altid er bold med i træningen. Ingen ungdomsspillere under 15 år træner ren fysik. Spillerne må kun træne med egen vægt. Det bør altid tilstræbes, at alle spillere har en bold hver til træning. Desuden bør alt spil tilrettelægges så der maks. går ét minut mellem den enkelte spillers boldberøring. Endelig er det helt essentielt, at alle trænere følger målene og ikke er resultatorienteret – det skal spillerne nok opleve rigeligt af senere.
Al træning i Skjold Birkerøds Ungdomsafdeling er baseret på frivillige forældretræner. Uden forældrene ville det være svært at opretholde det høje aktivitetsniveau, som klubben har i dag.
Holdene træner 1-2 gange ugentligt afhægigt af ambisionsniveau hele året, samt spiller kamp en gang om ugen, eller turnering periodevis. I sommerhalvåret spilles der på græs-/kunstbaner. I vinterhalvåret spilles der indendørs i haller og/eller på klubbens kunstbaner.