965

Årgang 98's tur til det sydfynske marts 2009Udskriv side

Det kan godt være at landsholdet vandt 3-0 over Malta - at Sverige og Portugal spillede 0-0 - at selv europamestrene fra Spanien bankede Tyrkiet, men weekendens bedste fodbold blev uden tvivl spillet i det fynske, hvor over 5.000 ungdomsspillere betrådte de grønne - eller næsten grønne - græsbaner - på Fyn. Helt imponerende arrangemt, hvor vi fra Birkerød var blevet udstationeret sammen med 150 fodbolddrenge + trænere + forældre på Thurø.
 
Som del af trænerteamet på Birkerød hold 2 kunne vi konstatere, at ikke kun individuelle præstationer som TV-redninger, saksespark, driblinger gennem 4-5 mand, straffespark der sidder nærmest klistret i trekanten (lige efter professorens opskrift), men nu også organiseret positionsspil langs jorden hører til dagligdagen for spillerne på 98 årgangen. Dette kombineret med resultater som 7-5, 2-4, 4-1, 3-3 (og så en enkelt svipser, hvor modstanderne var overmatchet - og endte 11-2 i vores favør), hvor spændingen og pulsen hos trænerne lå væsentligt over det lægeligt anbefalede, gjorde den sportslige del af turen super, super. Og jeg kan kun sige, at det samme var tilfældet i alle de øvrige Birkerød kampe jeg nåede at se.
 
Og det bedste af det hele var, at alle vores drenge viser udsøgt fair play. De har høj retfædighedssans - og dommeren kan også være dårlig - ingen tvivl om det - og de kan også gå til stålet, men det er på den fede måde!!!!! Ingen professionelle frispark - albuer - hiven i trøjer - eller hvad man nu kan forestille sig. Det er med andre ord en fornøjelse, hvor det er spillet, der er i højsædet.
 
At drengene så også viser fair play uden for banen - og er gode drenge over en kam - fuld af liv og spillopper javist, men igen på den fede måde (dog tror jeg nok at Thomas godt kunne have undværet at blive pruttet i hovedet i sin sovepose ved halvtolvtiden :-)) - så kan det ikke være bedre. Det var med andre ord en tur, hvor vi voksne mænd igen blev til drenge - og hvor drengene forblev de drenge, som de nu engang skal være.
 
Tak for turen til drengene, den faste trænerstab og de deltagende fædre (som jeg er sikker på har haft den samme oplevelse som undertegnede).
 
Hilsen Seb´s far Geert.