Menu

U14 drengene Sjællandsmestre i Mesterrækken!

image Mission completed – U14 drenge Sjællandsmestre i Mesterrækken!
Natascha Stertzel
22. juni 2017 kl. 09:33

Lørdag d. 17. juni skulle U14 drengene spille finalekamp om Sjællandsmesterskabet mod Karlslunde IF. De to hold har ikke mødt hinanden før, men begge hold vandt hver deres respektive pulje med absolut størst målscore, så der var på papiret lagt op til en offensiv kamp.

Man var ikke i tvivl om, at der var noget på spil – spændingsniveauet var på sit højeste, både blandt spillere og de mange tilskuere, der var mødt op. Vores drenge satte sig benhårdt på kampen fra start, ca. 10 minutter inde i kampen snupper Strange bolden fra målmanden ved en tilbagelægning og så står den 1-0 til Birkerød. Begge hold har store chancer i resten af 1. halvleg, dog flest til Birkerød, hvor bolden 2 gange rammer indersiden af stolpen og drengene går til pause med en smal 1-0 føring.

2. halvleg starter ikke lige så stærkt for Birkerød. Pausen har helt klart været bedst for Karlslunde, der presser hårdt på. Men 17 minutter inde i 2. halvleg bringer Strange os foran 2-0, med superflot assist fra Mo og så er momentum skiftet. Med 1 minut igen, får Karlsunde en friløber og Lukas vælger at tage en for holdet. Rødt kort, hvilket var helt på sin plads, som bagerste mand. Karlslunde får dog intet ud af deres frispark på kanten af straffesparksfeltet og kampen fløjtes af med fortjent 2-0 sejr til Birkerød.

Det var en helt fantastisk spændende finalekamp, med superflot spil fra begge hold. Begge målmænd havde fortjenesten af den lave målscore – de stod rigtig godt, med vigtige redninger i begge ender. Sjællandsmesterskabet er et helt fortjent punktum på et flot fodboldår, hvor det endte med tre 1. pladser de seneste 3 turneringer. Efter sommerferien skal drengene spille i U15 ØST 2 - det glæder vi os til at følge! STORT TILLYKKE til drengene – så fortjent!

Luk