Menu

Birkerød kollaps i lokalopgør

image Måltavlen lyver sjældent - desværre
Birger Flannov
20. august 2022 kl. 10:57

Man skulle lidt over 5 år tilbage i tiden, for at finde det sidste møde, mellem Birkerøds og Farums bedste fodboldspillere. Nærmere betegnet 17.4-2017, hvor Birkerød på sin 100 års fødselsdag, gennemtævede naboerne med 4-1. På denne uforglemmelige festdag, fik fodboldspillerne samtidig også revanche, for det 1-2 nederlag, man havde fået i holdenes første møde i den sæson. Nu var det så tid til nabostrid igen, i en kamp, som kun havde 2 gengangere fra 4-1 sejren, nemlig anfører Mickey, og træner ”gamle”, som havde gang i sin første Birkerød periode på dette tidspunkt.

De glade festdage fra 2017, kunne desværre ikke fortsættes, snarere tværtimod, for denne gang var det Birkerød, der blev de gennemtævede. 1-5, stod at læse på måltavlen, da dommer Thomas Dahl Strandberg fløjtede opgøret af, og dermed blev lanceringen af torsdags fodbold på hjemmebanen, en flad fornemmelse i første forsøg. Ingen, som i ingen, havde nemlig regnet med, at en sådan resultatmæssig nedtur skulle forekomme, og så mod oprykkerne fra Farum, hvor Birkerød inden opgøret fremstod som favoritten.

Når man ser og hører et resultat som 1-5, tænkes der straks, at vinder holdet må ha’ været klart bedst, men sådan var det ingenlunde, i denne mærkværdige fodboldkamp. Man siger, at de kloge (Farum) narrer de mindre kloge, og sådan var det denne aften, hvor udeholdet ikke var i nærheden af Menckes mål, de første 40 minutter, men til gengæld var hamrende effektive, resten af tiden, når de ankom til Birkerød feltet, godt hjulpet til af personlige Birkerød fejl, som kostede de 3 af målene. Når man er så effektiv, som Farum, er det fuldt fortjent man vinder en fodboldkamp, om end denne sejr løj rent ciffermæssigt.

I forhold til sidst (BSF), var der 5 nye navne på holdkortet, hvor et af dem, Marc Bredal, var helt nyt, og så alligevel ikke, for tilbage 2014, spillede unge Marc 4 kampe, i 2.division øst. Kokfelt, Lawætz, Hofland og Willer, fik ligeledes sæson debut, hvor Ysbæk (corona), Grimstup, ”Balle” og træner Høegh, var gledet ud af holdkortet, for en stund.

Birkerød har allerede scoringschancen i kampens første minut, hvor et Lawætz hjørnespark, træffer Jakob Stens hoved, som header forbi mål. 5 minutter efter, bliver en løbende Broby, spillet helt blank i feltet, på en flot Willer aflevering, men vælger at hamre bolden over målet. Total Birkerød dominans i kampens første 20 minutter, hvor Farum næppe var over midten, det billede ændrede sig på dette tidspunkt, hvor hjemmeholdet går lidt i stå, og bringer Farum mere på bolden, uden det overhovedet bliver farligt mod Birkerød målet, af den grund. Næste store Birkerød chance tilfalder Bagger, som i fri position, heller ikke kan ramme Farums mål, hvor den store offensive målmand Martin Schøtt, fyldte godt, og stod en god kamp, hvor også Bennett forsøger sig med skud udefra, men igen forbi målet.

2-0 til hjemmeholdet på dette tidspunkt, havde været rimeligt, men så alligevel ikke, når effektiviteten i afslutningerne er totalt fraværende. Det var den til gengæld ikke hos Farum, som 3 minutter før pausen, slår til i første hug, da et hjørnespark ved første stolpe, forlænges videre over til bageste stolpe, hvor en spejlblank Tobias Trampedach, kan hovedstøde bolden i kassen, til en nærmest chokerende Farum føring. Straks efter en åben skudchance, modsat, men også Willer skyder forbi det store mål, med en svag afslutning. Lige inden pause, fordobler Farum sin føring, da en Serop fejl tværpasning på egen banehalvdel, resulterer i en frispilning til feltet, hvor Mencke kommer farende ud, og rammer Farum spilleren, som da også gør alt for at få sit straffespark. Nikolai Bertelsen scorer sikkert bag Mencke, som blev solgt af sit forsvar i situationen. Underlige 0-2 ved pausen.

At citatet 0-2 er en farlig føring, kunne man så håbe, ville holde stik, da holdene kom ud efter pausen, hvor 3 friske Birkerød spillere var nye på banen, og hvor folket på ”højen”, da også stadig troede på sejrschancen, sådan som 1.halvleg trods alt havde formet sig. Den smule optimisme forduftede hurtigt, da Broby og Bennett i fællesskab, fumlede på venstrekanten, som bragte Kristoffer Storm helt fri, med flot scoring i langt hjørne. 0-3, hvor Farum endegyldigt lukker og slukker opgøret 4 minutter senere, med endnu en scoring, da samme Storm, på højrekanten, har en motorvej at løbe på, og kan finde en totalt udækket Ismail Khalil, tæt under mål, som let kan score, bag en prisgivet Mencke i Birkerød målet. 0-4.

Birkerød havde intet modsvar over for det effektive og klogt spillende Farum mandskab, men kommer stadig til chancer, hvor Farum feltet midt i halvlegen, er under belejring, hvor også Nejstgaard, i fri position, formår at skyde forbi mål, efter en ellers god Bennett aflevering. Så er det anfører Mickeys tur, til at begå en sjælden fejl, som desværre koster, med hurtigt spil over højrekanten, og igen ingen markering i midtfeltet, og 0-5 ved Khalill. Som er ved at blive til tenniscifre kort efter, da et hjørnespark, rettes op på overliggeren.

Intet lykkedes for Birkerød denne aften, heller ikke for ”Basse”, som har en stor afbrænder kort før tid, med afslutning lige på den gode målmand Schøtt, som efterfølges af endnu en Farum kontra, som er millimeter på 6-0 gevinst. I overtiden lykkes det endelig for en gul/sort spiller at ramme inden for mål stolperne, da Bennett sender en flot frisparksscoring i kassen, til de alt for store slutcifre 1-5. En kollektiv offday, af de store, er slut for hjemmeholdet, som skal videre på træningsbanen, med træningskamp hjemme mod Allerød, førstkommende mandag. BF. Birkerød fanklub.

Next up: Lørdag 27.8-22 kl.13.00 mod Liria på Skinderskovgård i Herlev.

SS1: Torsdag 18.8-22 kl.18.30 på Birkerød stadion: Birkerød – Farum = 1-5 (0-2)

Kampen i tal: 0-1 Tobias Trampedach (42) / 0-2 Nikolai Bertelsen (45) / 0-3 Kristoffer Storm Andersen (47) / 0-4 Ismail Khalil (51) / 0-5 Ismail Khalil (72) / 1-5 Benjamin Bennett (93). Tilskuere: 125.

BIRKERØD: Jacob Mencke / Mathias Kokfelt – Mickey Fagerlind Nielsen (A) – Mads Nanni Serop – Jes Broby Tinghuus Petersen / Sylvester Lundberg Odgaard (45.Marc Bredal) - Tobias Lawætz – Emil Stanley Willer – Mads Bagger (45.Nikolaj Hofland) – Benjamin Bennett / Jakob Sten Madsen (45.Sebastian Nejstgaard)

Luk