Menu

Birkerød kollaps i Vallensbæk

image Målscorer Nikolaj Hofland – her i en kamp mod Avedøre, som er Birkerøds næste modstander.
BIrger Flannov
13. september 2021 kl. 11:33

Efter sidste uges klare nederlag på hjemmebanen mod BSF, var der ting, spillerne hellere end gerne ville revanchere, da turen gik sydover for at møde Vallensbæk. Lad os straks fastslå, at den plan desværre ikke lykkedes. Sidst Birkerød spillede fodbold i Vallensbæk, var tilbage i 2015, da man i en pokalkamp vandt med 2-1, dengang på mål af teenagerne Jakob Sten Madsen og Mads Serop, hvor undertegnede stadig husker debutanten Serops perle af en scoring, et dunder langskud fra midten af banen, som kilede sig ind i trekanten. Så de gode minder var der, da man stillede til kamp på samme bane, hvor det gode græs, desværre i mellemtiden var skiftet ud med det langt dårligere, og irriterende glatte kunstgræs.

Som sagt, fik spillerne ikke revancheret sig selv fra sidst, da det igen blev til et 4-måls nederlag, denne gang til et ikke prangende Vallensbæk mandskab, som sejrede med 6-2. Så efter en god sæsonåbning, er det blevet hverdag, i en sjællandsserie, som slet ikke er så nem endda, at begå sig i. Tingende bliver jo heller ikke nemmere af, at der stadig lukkes alt for mange lette mål ind, i en defensiv, hvor dørene bagtil står pivåbne, og gør det alt for let at score mål imod. Hvorfor, vil jeg ikke yderligere kloge mig på, for det ved både spillerne og trænerne, om nogen udmærket selv, men selvfølgelig er det selvsagt i det defensive aspekt, at det meste af træningsarbejdet skal gøres, når 10 scoringer er sat ind, i de sidste 2 kampe.

Birkerød dominerer opgøret indledningsvis, med et godt angreb straks fra start, hvor Kokfelt fra sin højre position, spiller en fin bold op til Hofman, som igen finder Kirkegaard på kanten af feltet, men afslutningen stryger lige forbi mål. Første gang hjemmeholdet nærmer sig Birkerød målet, bliver det farligt, da et indlæg fra venstre, drøner lige igennem Birkerød feltet, foran et par Vallensbæk fødder. Hurtigt står det klart, hvad Vallensbæk vil og kan, nemlig at lukrere på modstander fejl, som kan give hurtige omstillinger. På et af disse, bliver det 1-0, og da Kokfelt lades i stikken med 2 mand, kan bolden prikkes mellem hans ben, til en fri Nikolai Sørensen bag ham, som igen prikker bolden forbi Magnus i målet. Føringen fordobles 5 minutter efter, da Broby laver en opspilsfejl, som lynhurtigt straffes, med omstilling over højre, hvor 2 mand udspiller Birkerød forsvaret, hvor Daniel Pedersen let kan passere Magnus i målet. 2-0, hvor Birkerød har været det bedste fodboldhold, men hjemmeholdet det klogeste og mest effektive.

Reduceringen er tæt på at komme straks efter, da en hjørnespark retur, lander hos Vollesen, hvis skud fra kanten af feltet, flot pareres af Vallensbæk keeperen, til nyt hjørnespark, som Rasmus header lige over mål. Så reduceres hjemmeholdet med en mand, for at hive Troels omkuld, lige uden for feltet, et frispark han selv tager, men Troels glider på møg banen, i sit afslutnings øjeblik, og skuddet sidder lige på målmanden. Birkerød jagter en reducering, og dagens fremmødte fans, er fortrøstningsfulde på at den kommer, hvor Broby i en god aktion på venstre, kommer helt ned til mållinjen, med bold til felt, men uden at de rigtige afslutnings fødder kommer på.

38 minutter står på måltavlen, da Birkerød får målchancen, som ikke bliver større, med en god Emirhan aflevering ud til Nikolaj på højre kanten, som sender den perfekte aflevering ind til Troels i midt feltet, som imidlertid sender kuglen forbi målet på mega chancen. Så jonglerer Emirhan med bolden lige omkring feltet, spiller videre til Simon, som sender sit flugtskud lige over sammenføjningens trekant. I stedet for 2-1, er det tæt på 3-0 kort inden pause, da et Østerby boldtab på midten, lynhurtigt straffes, Østerby når imidlertid tilbage, og får generet Vallensbæk spilleren, som falder lige i afslutningsøjeblikket. Birkerød reduceringen er igen tæt på, lige inden pause, da Nikolaj sender et godt skud mod målet, som målmanden flot redder helt nede ved stolperoden. 2-0, til det effektive hjemmehold ved pausen, som sagtens kunne være udlignet, hvis udeholdet havde haft samme effektivitet.

Kampen lukkes reelt, straks efter pausen, inden folket er tilbage med pølser og øl, da Thomas Faurby kan vende rundt på kanten af feltet, og sende kuglen i mål ved nederste modsatte mål stang, i en periode, hvor Østerby afsoner 10 minutters straf. 4-0, en håndfuld minutter efter, hvor Vallensbæk har oceaner af plads på højre kanten, hvor en bold sluttelig kan sendes til midt felt, hvor en umarkeret Philip Folman, let kan prikke bolden forbi Magnus i målet. 4-0 til et hjemmehold, som i øjeblikket oplever sin bedste placering nogensinde som sjællandsseriehold, over for en modstander, som nok har bedre fodboldspillere, men som i øjeblikket er totalt blottet for selvtillid, og troen på at tingene kan lykkedes, hvor det selvfølgelig heller ikke gør tingene nemmere, med et hav af skader, hvor Oscar Hartkopf er den sidste på den liste, med en knæskade som sikkert holder ham ude resten af året.

Vallensbæk spiller på samme måde kampen igennem, ikke kønt, men hamrende effektivt, over for en modstander, som da også giver hjemmeholdet masser af plads at boltre sig på. 5-0, sættes igennem benene på målmand Magnus, efter forholdsvis let spil, over for et demoraliseret Birkerød forsvar. Dagens bedste Birkerød spiller Nikolaj Hofman reducerer til 1-5, da han spilles fri i feltets højre side, og scorer med et hårdt skud, hvor også Kirkegaard tester med langskud, som går lige forbi mål. Vallensbæk lukker og slukker sit helt eget målshow, da en bold fra midten af banen, sejler over Birkerød forsvaret, som den bagved liggende Philip Folman, kan sætte i kassen. Lige inden slutfløjt, endnu en Birkerød reducering, da Troels spilles fri i feltets venstre side, hvor han elegant skruer bolden uden om målmanden, til scoring i langt hjørne.

2-6, men op på hesten igen drenge, hvor Vallensbæk rykker forbi Birkerød i tabellen, og avancerer til en 6.plads, mens Birkerød dumper ned på rækkens 11.plads, og for en stund kan glemme alt om, at spille med i toppen af rækken, og i stedet sætte al fokus ind på point tavlen, i en sæson som heldigvis er lang endnu. BF – Birkerød fanklub

Next up: Birkerød-Avedøre lørdag 18.9-21 kl.13.30 på Birkerød stadion.

SS1: Lørdag 11.9-21 kl.12.30 i Vallensbæk idrætscenter: Vallensbæk – Birkerød = 6-2 (2-0)

Kampen i tal: 1-0 Nikolai Sørensen (17) / 2-0 Daniel Pedersen (22) / 3-0 Thomas Faurby (47) 4-0 Philip Folman (53) / 5-0 Kerem Polat (69) / 5-1 Nikolaj Hofman (73) / 6-1 Philip Folman (87) / 6-2 Troels Cilius Nielsen (91). Birkerød advarsler: Jacob Østerby (45) – Tobias Grimstrup (78). Tilskuere: flere fra Birkerød end fra Vallensbæk.

BIRKERØD: Magnus Høgh Petersen / Mathias Kokfelt (A) – Jacob Østerby – Rasmus Vagn Andersen – Jes Broby Petersen (46.Emil Hejbøl Jensen) / Nikolaj Hofman – Simon Vollesen – Magnus Hejbøl Jensen – Mads Kirkegaard (30.Emirhan Vurucu)  / Jakob Sten Madsen (57.Tobias Grimstrup) – Troels Cilius Nielsen.

Luk