Menu

Birkerød matchede næsten topholdet fra Ballerup

image Trængsel foran Birkerød målet på et af kampens mange hjørnespark – i det smalle 0-1 nederlag
Birger Flannov
10. april 2022 kl. 18:28

Sæsonens måske sværeste udekamp ventede vores Birkerød drenge, da turen gik til Ballerup, for at møde rækkens absolutte tophold fra BSF. Det ubesejrede Ballerup-Skovlunde mandskab, havde udover 3 uafgjorte kampe, vundet sæsonens øvrige 13 kampe, så det var noget af en udfordring, der ventede Birkerød mandskabet. Sidst Birkerød gæstede Ballerup, var i juni måned sidste år, i nedrykningsspil fra Danmarksserien, hvor gul/sort vandt 1-0, hvilket blev skæbnesvangert for BSF, som sammen med Birkerød, måtte tage turen til sjællandsserien sammen med 7 andre hold, i det forrykte nedryknings reglement, hvor BSF i sidste ende bare manglede et sølle mål, for at forblive DS hold.

Den sved selvfølgelig for BSF, som siden da har rejst sig fornemt, og med stor sandsynlighed kan kalde sig DS hold igen, når denne sæson slutter. Først skulle et Birkerød mandskab, som kom med 2 friske sejre imidlertid besejres, og det blev en sværere opgave, end det man så i holdenes første opgør i Birkerød, hvor BSF vandt med 4-0. Sejren denne lørdag, på kunstbanen i Ballerup, blev en smal 1-0 af slagsen, med et sejrsmål scoret, lige inden dommeren fløjtede opgøret af. Super ærgerligt, for en flok Birkerød spillere, der fulgte game planen, og sled og slæbte kampen igennem, hvor man i dette chance fattige opgør, havde fortjent at holde det 0-0 resultat, som lå i luften, men hvor man følte sig snydt til sidst.

Den stride vind på tværs og langs af banen, gjorde boldspil forholdende yderst vanskelige for dagens aktører, der dog heller ej gjorde det nemmere for dem selv, ved alt for ofte, at losse læderkuglen op i luften, hvorefter bolden kunne lande hvor som helst, eller når vinden kastede bolden tilbage i hovedet på en selv, når man forsøgte at heade kuglen væk. Netop på sådan en situation, som desværre uforskyldt gav BSF sejren til sidst.

Der var comeback til Johan Gårdsvoll i Birkerød målet, efter en periode i Allerød, hvor målmanden sidst optrådte i Birkerød trøjen, med ganske få kampe, i efteråret 2018. Denne kamp blev ikke en af målmandens travleste, omend BSF havde et hav af hjørnespark og indlæg, som der skulle holdes øje med. En Simon Vollesen og Jakob Sten, var tilskuere denne lørdag, med henholdsvis lyske og ankelproblemer, men skulle være klar til kamp igen, skærtorsdag, hvor Vallensbæk venter, til tidlig morgenkaffe fodbold, allerede kl.11.00.

Bare 8 scoringer imod, har BSF inkasseret, hidtil i sæsonen, og den fysisk stærke BSF defensiv, gav heller ikke Birkerød chancen, for at spolere denne fine statistik, i en kamp, hvor de gul/sorte, reelt ikke havde en eneste farlig målchance. BSF, vinder som oftest smalle sejre, og er ikke rækkens bedst spillende hold, men virker hamrende effektive, og lever højt på fysik og standardsituationer. I denne rodede blæsende forestilling, var bolden mest på Birkerøds banehalvdel, men et godt kæmpende Birkerød hold, med god forsvars organisation, holdt hjemmeholdet fra de store målchancer, og ingen ville have kaldt det hamrende ufortjent, hvis Birkerød var sluppet helskindet fra dette opgør, med point i behold.

Hjemmeholdet sætter da også pres på Birkerød fra start, med 3 hjørnespark på 8 minutter, og har da også bolden i Birkerød nettet, hvor der dog er fløjtet forinden, og sådan forløber kampbilledet det første kvarter, hvor et enkelt godt Birkerød angreb, som Bertram sætter i gang, med bold ud til Kokfelt på højrekanten, der finder Troels på kanten af feltet, som sparker forbi målet. Hvor også BSF tester med skud udefra, lige på Gårdsvoll i Birkerød målet. Midt i halvlegen, et godt Birkerød angreb, hvor Serop spiller bolden op til Bertram, som med en fin indenoms aflevering finder en løbende Broby på venstrekanten, et angreb som kaster 2 hjørnespark af sig, men desværre ikke mere, hvor både Broby og Kokfelt i denne halvleg får bolde at arbejde med på kanterne, med indlæg, som dog aldrig skaber problemer i feltet, for et BSF forsvar i overtal.

5 minutter inden pause, vel nok kampens største chance, da en helt fri BSF spiller står helt blankt i feltet, men indlægget kikses, med en svag blød afslutning lige på Gårdsvoll. Her så Birkerød defensiven ikke godt ud, men det var også eneste gang i denne kamp, hvor det er tydeligt, at trænere og hold i hverdagen, gør meget ud af, at arbejde og forbedre det defensive aspekt, som har været et Birkerød problem, gennem en årrække.

2.halvleg kommer til at ligne den første af slagsen, hjemmeholdet mest på bolden, med spredte kontraer fra et Birkerød mandskab, som med et disciplineret forsvarsspil, godt dirigeret af målmand Gårdsvoll, gør alt for at holde modstanderen stangen. Et kvarter inde, et farligt BSF skud, som Johan lige får fingerspidserne på, inden bolden træffer videre på overliggeren og ud, som efterfølges af et hjørnespark, som heades lige over mål. Her midt i halvlegen sværmede hjemmeholdet, men det stilnede af igen, og man kunne godt ane, at målmand Gårdsvoll og forsvar måske kunne lave en clean sheet.

Her midt i halvlegen, kommer Birkerød også til et par små muligheder, da Peter spiller en bold ud til Jes på venstrekanten, som spurter mod mål, men afslutningen trykkes forbi målet, som efterfølges af skud i den anden ende, som samme Broby parerer på lovlig vis i eget felt. Danielsen skiftes ud med Hofland, som lidt senere kommer i gennembrud på kanten, med bold til felt, som Troels er tæt på at nå frem til i midtfeltet. Hvis kampen skulle have en vinder, kunne Birkerød her et kvarter før tid, lige så godt snuppe sejren, på en enkelt opstået mulighed.

Hvor Broby får dagens eneste gule kort, og 10 minutter udenfor. Samtidig skiftes Østerby klogt ind, til fordel for en godt kæmpende Nejstgaard, hvor Birkerød overlever undertallet nogenlunde smertefrit, over for et hjemmehold, som ikke formår at sætte Birkerød under pres for alvor. 5 minutter før tid, hjørne til BSF, hvor et skud i feltet, ekspederes over mål. Så var man indstillet på en nullert, men i overtiden, en bold ind i Birkerød feltet, som Lawætz header væk, modvinden kaster bolden lige tilbage til Tobias, som vil heade igen, men skubbes i ryggen af Emil Tidemand, som i stedet let, kan heade bolden i mål, fra kort afstand.

Det burde både dommer og linjedommer selvfølgelig være skredet ind over for, men desværre ingen reaktion, hvilket Birkerød bænken naturligt reagerede skarpt over for, med rødt kort til følge, og som før set med dommer Morten Christoffersen, var han også i dette tilfælde mere interesseret i at bruge ørerne, end de øjne han skulle have brugt sekunder inden. Ærgerligt, og synd for en flok Birkerød spillere, der havde fortjent bedre, men må op på hesten igen, så ligger der med garanti en sejr og venter, skærtorsdag mod Vallensbæk, hvor Birkerød stadion forhåbentlig er klar, så der kan spilles rigtig græs fodbold. BF. Birkerød fanklub.  

Next up: Skærtorsdag 14.4 kl.11.00 på Birkerød stadion mod Vallensbæk IF.

SS1: Lørdag 9.4-22 kl.13.30 på kunstbane i Ballerup: BSF – Birkerød = 1-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 (92) Emil Tidemand. Birkerød advarsel: Jes Broby Tinghuus Petersen (74) Birkerød udvisning: Thomas Høegh (92).

BIRKERØD 3-4-1-2: Johan Zakarias Gårdsvoll / Rasmus Vagn Andersen – Tobias Lawætz Hansen – Mads Nanni Serop / Mathias Kokfelt (A) – Bertram Frank – Magnus Hejbøl Jensen - Jes Broby Tinghuus Petersen / Peter Danielsen (65.Nikolaj Hofland) / Sebastian Nejstgaard (75.Jacob Østerby) – Troels Cilius Nielsen.

Luk