Menu

Hattrick i ny Birkerød sejr

image 100 (112) kamps jubilar Magnus Hejbøl Jensen fik blomster, pokal og en sejr i jubilæumsgave
Birger Flannov
25. juni 2021 kl. 14:45

Skt. hans aften og EM i fjernsynet, var svært at konkurrere med, da Birkerød og Husum spillede fodboldkamp på Birkerød stadion, onsdag aften. I lang tid har klubberne på dette niveau, haft det svært, med at lukke tilskuere ind, grundet corona restriktioner, og selv om de værste restriktioner nu er ophævet, var det stadig småt med det levende publikum, da der denne milde sommeraften blev sat bundrekord, til en fodboldkamp på DS niveau i Birkerød, med højst 15 besøgende.

Nu var det også en af de såkaldt ligegyldige kampe, hvor begge mandskaber var rykket ned, og skal i henholdsvis sjællandsserien og københavner serien efter sommerferien, men trods tilskuer tørke, gik begge mandskaber alligevel benhårdt efter sejren, som jo altid i sig selv er en ære værd, for eliteudøvere. Det var samtidig også de 2 hold, som igennem hele sæsonen, har lukket flest mål ind, for Husums vedkommende 71 kasser, mod hjemmeholdets 59. En kamp mod sådanne gavmilde defensiver, ender sjældent målløst, og sådan blev det da heller ikke, hvor man dog ikke fik de 8 kasser (6-2), som undertegnende havde tippet, men måtte nøjes med det halve, hvor alle scoringer faldt i de første 45 minutter.

Forstadskøbenhavnerne fra Husum, som har oplevet sin bedste placering nogensinde, som oprykker til danmarksserien, klarede ikke at overleve dette blodbad af massenedrykninger i første forsøg, men har spillet en frisk omgang fodbold, som de da også viste i kampen mod Birkerød, i et opgør som i øvrigt var den første betydningsfulde kamp mellem de 2 klubber nogensinde. 3-1 endte kampen til hjemmeholdet, ganske fortjent for øvrigt, hvor de gul/sorte styrede løjerne det meste af 1.halvleg, men overlod spillet til Husum efter pausen, hvor Galls tropper imidlertid fortsatte de gode forsvars takter fra sidste weekends kamp ude i Ballerup, og holdt modstanderen totalt fra fadet, når der tælles målchancer.

Samme Gall, Benny og Janik, havde sidste hjemmekamp som trænere for Birkerød, hvor de slutter endegyldigt af, førstkommende lørdag, når sidste runde afvikles med kamp i Valby idrætspark, mod også allerede nedrykkede Fremad Valby, med kampstart kl.14.00. Velfortjente blomster var der inden opgøret, fra klub og fanklub, til far og søn, som skal videre til Avarta, og som herfra ønskes held og lykke med den tjans, hvor der lige må ventes et øjeblik, inden navnet på Birkerøds nye træner siver ud. Blomster var der også til Magnus Hejbøl Jensen, og selvfølgelig også den traditionelle fanklub pokal, som altid følger en jubilerende spiller. 100 kampe var der indgraveret i Magnus pokal, som først nu i hans kamp nummer 112, blev aktuel at uddele, igen grundet dette coruna uvæsen, som vi forhåbentlig snart kan blive fri for. Stort tillykke herfra til Birkerøds hårdt arbejdende midtbane slider.

Birkerød havde igen topscorer Troels Cilius på startlisten, hvilket ikke altid har været tilfældet i foråret/sommeren, hvor en drilsk lyske har ødelagt meget for topscoren. Men denne gang klar til kamp, hvor han med 3 scoringer, og hans hold, reelt havde afgjort kampen inden den halve spillede time. 4 minutter er spillet, hvor en bold til feltet, ruller på en Husum arm, til et straffespark som sagtens kunne dømmes. Troels hiver hurtigt fat i bolden, med attituden, ”den sparker jeg”, og det gør han da også sikkert, ved at inderside sparke læderet knaldhårdt i kassen, inden halvdelen af dagens tilskuere havde indfundet deres vanlige pladser på højen. Superstart for hjemmeholdet, som bliver endnu bedre efter et kvarter, da Sebastian offensivt skyder med frem på venstrekanten, og fra kanten af feltet ser en fri Troels midt for, som igen knaldsikkert kan score sit mål nummer 50 i Birkerød trøjen. 2-0

I Birkerød dominansen, er udeholdet ikke uefne, når de angriber i Birkerøds venstre forsvarsside, og på et af disse raids, også får slået et indlæg til feltet, som Birkerød forsvaret ikke er skarpe nok til at afvise, og den løse chance overfaldes prompte af Sam Ashton, som lidt for let kan reducere til 1-2. En håndfuld minutter efter smider Magnus et indlæg fra højre ind mod Troels, som er tæt på at give gevinst, en gevinst som Troels selv sørger for at udløse kort efter, med et direkte løb mod Husum målet, hvor en enkelt dribling til slut giver den åbne skud chance, hvor bolden køligt kan lægges over i målets længste hjørne. 3-1, og hattrick, som den skarpe målscorer har prøvet før, i landets smukkeste klubtrøje. 3-1 og pause, og duften af Skt. hans bål i periferien.

Så ventede man på en ny omgang mål, da 2.halvleg blev sat i gang, men de skulle aldrig komme, da hjemmeholdet stillede sig tilfreds med tingenes tilstand, og holdt det meste fokus på, at holde modstanderen fra fadet, uden af den grund at spille defensivt. Der kommer dog chancer i anden halvdel, men det er de små af slagsen i begge ender, som dagens 2 gode målmand ikke har de store problemer med at håndtere. Husum har bolden langt det meste af tiden, i halvlegen, hvor holdet viser fint spil langs jorden, og maner alle spekulationer om lossefodbold til jorden, hvor Birkerød får sin bedste chance, da Oscar spiller Hofland til frit skud, som Husum målmanden fint redder. Ellers er det mest, når der skiftes ud, publikum vågner til dåd, hvor Birkerød bruger hele artilleriet, og med en sejr på lørdag, kan tage 3 på stribe, hvilket sagtens kan udløse en gestus fra fanklubben. BF- Birkerød fanklub.

DS nedrykningsspil: Onsdag 23.6-21 kl.19.00 på Birkerød stadion: Birkerød-Husum=3-1 (3-1)

Kampen i tal: 1-0 Troels Cilius Nielsen (4) / 2-0 Troels Cilius Nielsen (15) / 2-1 Sam Ashton (19) / 3-1 Troels Cilius Nielsen (26). Birkerød advarsler: Benny Gall (31) – Tobias Lawætz (46, og i karantæne mod Fremad Valby lørdag).

BIRKERØD: Jacob Mencke / Mathias Kokfelt (A) – Jacob Østerby – Rasmus Vagn Andersen (82.Mads Nanni Serop) – Sebastian Tschorn Ramsing / Nikolaj Hofland (82.Peter Danielsen) – Magnus Hejbøl Jensen – Tobias Lawætz (64.Oliver Christian Carl) – Oscar Hartkopf / Sebastian Nejstgaard (56.Mads Bagger) – Troels Cilius Nielsen (64.Emil Hejbøl Jensen)

Luk