Menu

Sjællandsserieholdet sejrede igen

image 2-måls skytten Troels Cilius Nielsen kæmpede bravt kampen igennem – i den sikre 4-1 sejr over Lundtofte
Birger Flannov
03. april 2022 kl. 18:47

Grundet nattefrosten, var den hårde opvisningsbane endnu ikke klar til match, da Birkerød spillede forårets anden hjemmekamp, hvor modstanderen var Lundtofte Boldklub. Så kunsten måtte atter i brug, til dette vigtige opgør, hvor Birkerød med en sejr, kunne lægge en afstand på hele 8 point, ned til den direkte nedrykningsstreg, som dagens modstander fra Lundtofte lige præcis befandt sig under. Altså, et af disse vigtige 6 point opgør, som kunne definere Birkerøds videre forårs forløb. Birkerød kom med en frisk sejr over Albertslund, mens Lundtofte havde givet topholdet fra Hørsholm god modstand, i sidste uges 2-4 nederlag. Så grobund for optimisme hos et hjemmehold, der havde 14 mænd klar til kamp, med forårsdebut til Mads Serop og Bertram Frank, men uden ankelskadede Jakob Sten, og Sebastian Tschorn Ramsing, og også stadig uden målmand Magnus Høgh, som skulle være i spil, til næste uges opgør mod BSF.

Det blev det bedste scenarie der gjorde sig gældende, denne råkolde forårsdag, da et hjemmehold, uden at være specielt prangende, vandt med 4-1, over et Lundtofte mandskab, der spillede godt med i perioder, men haltede bagefter, når hjemmeholdet skruede op for gassen i tempospillet. Den fortjente sejr, som blev cementeret på en god 2.halvleg, betød samtidig en pænt spring frem i tabellen, hvor næste mål kunne være, at jagte den 5.plads, som lokal rivalerne fra Rudersdal i øjeblikket sidder sikkert på.

Birkerød starter opgøret fint, med en lang Lawætz pasning op mod Troels på højreflanken, som ender i hjørnespark, som Troels selv tager, lige ind i hovedet på Nejstgaard, som header over mål. Birkerød sidder indledningsvis på spillet, som udmønter sig i en håndfuld hjørnespark fra Troels, som aldrig bliver helt giftige foran kassen. Farlige, bliver til gengæld Lundtofte, efter 18 spillede minutter, da ”Viggo” i Birkerød målet vælger at tage på skovtur, uden succes. Han får ikke fat i bolden, på venstre kanten af feltet, der sparkes ind foran kassen, hvor Tobias og Rasmus i fællesskab, i sidste øjeblik, får tacklet bolden væk, inden den omsættes i det tomme mål. Igen en af disse dumme selv opståede fejl, som var ved at koste dyrt.

3 minutter efter, en lang bold spilles op mod Sebastian, på kanten af feltet, som tager bolden godt med sig, og med sin gode fysik slider sig fri, men efterfølgende hives i armen, til et soleklart straffespark, og 10 minutter i skammekrogen til Lundtoftes Maximilian Hueg for forseelsen. Sparket tager Troels sig af, og eksekverer stensikkert kuglen i mål. 1-0, som desværre alt for hurtigt udlignes, da anfører Kokfelt skæv sparker en høj bold mod eget mål, som målmand Victor efterfølgende først får fat i, men så taber igen i tumulten, inden Jakob Hemmingsen kan sparke udligningen ind fra en spids vinkel. Endnu engang, egne dumme fejl, som træner ”gamle”, ved alt om, og også gør alt for, at minimere fremadrettet. 1-1.

Herefter er kampen helt lige, uden nævneværdige chancer mod de to mål, før halvlegens sidste 5 minutter, hvor hjemmeholdet igen skruer lidt op for gas håndtaget, hvor først Vollesen sparker lige over mål, fra kanten af feltet, og hvor samme ”Volle” lige efter, i selve feltet, afslutter et godt Birkerød angreb, med et susende skud lige over mål. I halvlegens sidste minut, sendes Bagger af sted på højrekanten, drøner mod målet, men i fri position, venter for lang tid med sin afslutning, og i stedet tackles i sidste øjeblik. Uafgjort 1-1, ved pausen.

Fra 2.halvlegs start, er Mads Serop skiftet ind til forårs debut, som afløser for Rasmus Vagn, og det skulle hurtigt vise sig at blive til personlig succes for Serop. Troels sparker et af dagens mange hjørnespark godt ind foran kassen, hvor Mads mellem venner og fjender, er dygtigst med hovedet, og lige nøjagtigt får bugseret bolden over stregen, inden Broby for en sikkerheds skyld støder den helt ind i netmaskerne. God start på halvlegen af hjemmeholdet, hvor det nu gjaldt om at holde fast i tingene, og undgå at forære modstanderen noget som helst. 5 minutter efter har Nejstgaard spillet færdigt for i dag, med gult kort, og 10 minutters udvisning, en periode Lundtofte ikke formår at dominere og udnytte.

Peter Danielsen sættes på banen i stedet for Sebastian, og får umiddelbart efter en god mulighed, med en skrå aflevering tilbage op i feltet, som afsluttes lige forbi målet. Birkerød styrer slagets gang, hvor folket venter på flere gul/sorte mål, som er tæt på at komme, da Broby i feltet, smart med hælen, spiller Troels fri i midtfeltet, men afslutningen reddes af Rosenløv i Lundtofte målet fra tæt hold. Bagger, byttes med Hofland, inden Troels fra midten af banen i et supergennembrud, vifter et par modstandere af, kommer helt fri, men desværre, afslutningen mangler den sidste skarphed, og sidder lige på Lundtofte keeperen. Så falder Birkerød spillet her midt i halvlegen pludselig i kadence, hvor spillerne virker trætte, og mangler fokus.

79 minutter spillet, og måske kampens højdepunkt, nemlig en forløsende senior 1 scoring fra Peter Danielsen, som har jagtet en scoring længe, hvor chancer er blevet brændt i hobevis. Ikke siden Peters debut 23.6-2020, hvor det blev til scoring i 9-0 pokalsejren over Ejby, er det lykkedes den gæve angriber at ramme plet. Forbandelsen blev ophævet, da Troels i fri position, atter træffer lige på keeperen, men hvor Peter er hurtigt over returen, og nemt kan score sit mål nummer 2, i sine 37 spillede første holds kampe. Nu er der hul på bylden, Peter. 3-1. Som straks efter, er ved at blive til dobbelt op, da Peter i gennembrud, får afdriblet målmanden, men kommer for langt ud i siden, hvor det bliver til sidenet, fra den spidse vinkel.

Birkerød styrer mod en sikker sejr, over for en modstander, der aldrig rigtig for alvor, formår at udfordre Birkerød defensiven, hvor specielt Tobias Lawætz spillede en fin kamp. opgøret afsluttes med et flot mål, hvor Vollesen får plads på højrekanten, og kan suse ned af linjen, inden han med en perfekt set aflevering, finder topscorer Troels midt for målet, som kroner en flot arbejdsindsats, med endelig at finde netmaskerne, med en sikker yderlig scoring. 4-1. Minuttet efter, Troels igen, men denne gang skud lige forbi langt hjørne. Birkerød henter sine 3 vigtige og velfortjente point, som man med selvtillid kan tage med, til næste uges svære opgave, mod rækkens absolutte tophold. BF. Birkerød fanklub.

Next up: Lørdag 9.4-22 kl.13.30 mod BSF i Ballerup idrætspark.  

SS1: Lørdag 2.4-2022 kl.13.30 på Kunstbane 1: Birkerød – Lundtofte = 4-1 (1-1)

Kampen i tal: 1-0 Troels Cilius Nielsen (Straffespark, 21) / 1-1 Jacob Hemmingsen (25) / 2-1 Mads Nanni Serop (47) / 3-1 Peter Danielsen (79) / 4-1 Troels Cilius Nielsen (89). Advarsel: Sebastian Nejstgaard (52). Tilskuere 80.

BIRKERØD 3-5-2: Victor Rosborg / Mathias Kokfelt (A) – Tobias Lawætz Hansen – Rasmus Vagn Andersen (46.Mads Nanni Serop) / Mads Bagger (74.Nikolaj Hofland) – Bertram Frank – Simon Vollesen - Magnus Hejbøl Jensen - Jes Broby Tinghuus Petersen / Sebastian Nejstgaard (62.Peter Danielsen) – Troels Cilius Nielsen.

Luk