Menu

Tam indsats i Greve

image Birkerøds lille fan enklave havde ikke meget at glæde sig over – her fra sidste års 3-4 opgør
Birger Flannov
05. oktober 2020 kl. 10:11

Efter corona pause i sidste weekend, blev det igen tid til DS fodbold, med byens bedste fodboldspillere fra Birkerød. Greve var modstanderen på udebane, en sandsynlig overkommelig modstander, hvis man kunne finde de samme spil takter frem, som holdet viste sidst, i det ufortjente smalle nederlag ude i Tåstrup. De samme takter, blev desværre slet ikke tilfældet, da et ordinært Greve mandskab, uden at overanstrenge sig synderligt, vandt fortjent med 2-0.

Det er og var lidt besynderligt, at det helt samme mandskab, endda forstærket med topscorer Cilius, kan yde så forskelligt, hvor man sidst spillede sæsonens bedste, til så at falde helt i bundniveau, til sæsonens sløjeste. Man skulle tro, at kamp pausen i sidste weekend, havde givet energi og lyst, til at give den fuld gas på alle tangenter. Men nej, meget af spillet kampen igennem, foregik i et søvndyssende tempo, hvor Birkerød slet ikke fik fart og tempo i spillet, og slet ikke på kanterne, hvor der samtidig blev lavet alt for mange personlige fejl.

Birkerød manglede ideerne, til at lukke et ganske velfungerende Greve forsvar op, men det ganske harmløse hjemmehold, skulle heller ikke yde alverden, for at holde et ineffektivt Birkerød mandskab stangen, når det gjaldt om at skabe kvalificerede målchancer. Holdet skaber og scorer for lidt, hvilket 5 mål i 6 kampe vidner om, men hvor der positivt heller ej lukkes så mange mål ind, i et forsvar, som dog lavede alt for mange fejl, i denne kamp, hvor man åbenlyst savnede den stærke, desværre, langtidsskadede Rasmus Vagn Andersen.

Alt dette ved træner Gall selvfølgelig alt om, og ingen tvivl om, at der arbejdes benhårdt med sagerne, så tingene også lige pludseligt lykkedes, for et mandskab fyldt med gode fodboldspillere. Greve kampen bør hurtigt gå i glemmebogen, og spillerne kan betegne præstationen som en kollektiv offday, hvor man forhåbentlig i næste uges opgør, viser de fans, som tager turen med til Fyn, sig frem i den udgave vi kender bedst til.

Birkerød får en møg start på opgøret, som måske blev symbolsk for hele kampen, da Greve straks bringer sig i front, anfører Kokfelt taber bolden på højrekanten, på Greves banehalvdel, en hurtig Greve kontra, hvor bolden spilles diagonalt til højre flanken, lige på kanten af offside, som igen videre spilles til midtfeltet, hvor Mitchell Tagø alt for nemt, trods gul/sorte folk i feltet, ganske ugeneret kan bringe sit hold i front. Birkerød får udlignings chancen 10 minutter senere, efter et Greve forsvars koks, hvor Troels får opsnappet bolden, og spiller ind til en helt fri Niklas midt for mål, som imidlertid ikke er helt med på den uventede chance, og afslutningen sidder lige på de udfarende keeper Sharfo. Det skulle senere vise sig, at blive Birkerøds største chance i den fodboldkamp.

Efter Troels har testet Greve målet med et kvalificeret langskud, som stryger lige forbi mål rammen, bliver det dobbelt op for hjemmeholdet, hvor Oscar taber en bold omkring midtercirklen, og en hurtig Greve stikning ned igennem banen, hvor Mitchell Tagø i soleklar offside position, kan score sit andet mål, mod et Birkerød forsvar i ubalance. Elendigt linjedommer arbejde, og desværre også, alt for ukoncentreret Birkerød arbejde. 2-0, som kunne være udbygget minuttet efter, hvor 3 gul/sorte ikke får afviklet en bold af vejen, som giver en god skudmulighed, som stryger lige forbi målet. Og igen efter den halve time, hvor Greve får slået et indlæg fra venstrekanten, helt over ved bageste målstolpe, hvor en helt umarkeret Greve spiller, på forunderlig vis header forbi målet. En enkelt mindre Birkerød chance bliver det til, da Broby, for eneste gang i kampen slipper fri på kanten, indlæg til Troels i feltet, men skuddet mod målet bliver blokeret i sidste øjeblik. Pause.

I 2.halvleg bliver det mest Birkerød på bolden, over for et hjemmehold, som ud fra en defensiv indstilling er tilfreds med kampens udvikling, og måske ikke for alvor frygter for, hvad modstanderen disker op med. Og med god grund, for der er ikke megen fare på færde, foran Greve målet, hvor de få målchancer, bliver i den mindre ende af skalaen, fordi skarpheden i front ikke er i top, denne blæsende efterårsdag. Troels får afslutnings muligheden i feltet, men vælger at drible, og Niklas når ikke frem med hovedet, på en ellers god bold til feltet.

Birkerød har ikke fart nok i kombinationerne, til for alvor, at åbne Greve defensiven, der bliver simpelt hen spillet for langsomt, og ide forladt, og folket på lægterne, er nogenlunde enige om, at juleaften kommer før Birkerød mål i denne kedelige fodboldkamp, som desværre ikke helt rammer DS niveau, hvilket bestemt gjaldt for begge mandskaber.

Allerede Tirsdag spiller holdet igen, når Nykøbing FC gæster Birkerød stadion i DBU pokalen. Holdet fra Falster er stærkt på vej tilbage, fra den 1.division, som man lige er rykket ned fra. Så en større udfordring venter Birkerød, som er underhunden, ingen forventer noget af, og som kun kan pokal overraske. Held og lykke med det herfra. Mød op og støt, med kampstart allerede kl.16.00. BF. Birkerød fanklub.        

DS 2: Lørdag 3.10-20 kl.13.00 i Greve Idrætscenter: Greve IF – Birkerød = 2-0 (2-0)

Kampen i tal: 1-0 Mitchell Tagø Pedersen (4) / 2-0 Mitchell Tagø Pedersen (19). Birkerød advarsler: Tobias Lawætz Hansen (76). Tilskuere: 125.

BIRKERØD: Magnus Høgh Pedersen / Jacob Østerby – Tobias Lawætz Hansen (83.Jakob Sten Madsen) – Sebastian Tschorn Ramsing / Mathias Kokfelt (A)(45.Emil Willer) – Magnus Hejbøl Jensen – Simon Vollesen – Oscar Hartkopf (66.Mads Bagger) – Jes Broby Petersen / Niklas Toft Kristiansen – Troels Cilius Nielsen.

Luk