Menu

Tennis cifre i Smørum

image Niklas "Dino" kæmpede som altid kampen igennem - desværre for ham og kammeraterne denne gang forgæves
Birger Flannov
26. oktober 2020 kl. 10:08

Det er ikke det sjoveste, at tilhøre den bedste kategori af fodboldspillere i Birkerød lige i øjeblikket. Efter sidste uges 0-0 opmuntring, mod topholdet Herlev, var man tilbage som det tabende fodboldhold, da man for en sjælden gangs skyld gæstede Ledøje Smørum Idrætscenter, hvor værterne fra LSF ikke var videre gæstfri, men kunne glæde sig selv og sine omgivelser, med en storsejr på 6-0. Sådanne cifre kan der ikke indvendes noget imod. Det indikerer som regel en form for klasseforskel, som der måske også var i dagens opgør, men som der selvfølgelig ikke bør være, og normalt ikke er på 2 DS mandskaber på normalt selvsamme niveau.

Forskellen her og nu ligger i momentum og selvtillid, som LSF besidder, men som dagens modstander fra Birkerød, i øjeblikket ikke er i nærheden af. Godt nok tabte LSF i sidste weekend ude i Greve, men fik straks vendt bøtten i midtugen med sejr i Tåstrup, hvor Birkerød kom med 0-8 i målscore, og bare et point for sine sidste 4 opgør. De kedelige resultater er der selvfølgelig en forklaring på, nemlig skader, og ikke bare skader, men mange skader, hvilket gør mere end ondt, på en i forvejen smal trup af kvalificerede spillere på danmarksserie niveau. Hamrende ærgerligt, for et hold, med sådan en utur, som i flæng har mistet alle centrale forsvarsspillere, og som da også i kampen mod LSF, måtte stille med en angriber og midtbane spiller i midterforsvaret.

Så med 5-6 skadede forsvarsspillere, skulle det på forhånd blive svært, for et Birkerød mandskab, som optrådte for første gang siden 2007 i Smørum, hvor man dengang som DS mandskab i pokalturneringen DONG CUP, tabte 1-6 til SS mandskabet fra Ledøje Smørum, så selv om det er lang tid siden, er 6 kasser imod åbenbart ikke nyt på disse kanter. Dagens nuværende LSF mandskab, kunne sagtens ligne et top 4 mandskab, i en svag DS2 pulje, hvor ingen hold er specielt imponerende. Så for første gang nogensinde, får man måske et divisionshold på disse kanter, hvis djævelskabet, corona, ellers lader turneringen spille til ende.

LSF starter opgøret med en åben målchance, som hagles over mål efter 6 minutter, og er igen farlige 20 minutter senere, hvor Jacob Lind, knalder bolden på overliggeren, efter et indlæg fra højrekanten. Birkerøds nuværende problem med at skabe kvalificerede målchancer fortsætter i dette opgør, hvor ingen ideer kan praktiseres til alvorlige farligheder i modstander feltet. 34 minutter spillet, og Birkerød er alligevel tæt på at lykkes, da Vollesen stikker Cilius fri i feltet, men bolden blokeres i skudøjeblikket, en bold en fri Simon i midtfeltet, gerne ville have haft retur fra Troels. 2 minutter efter kommer hjemmeholdets fortjente føring, efter alt for let spil på højrekanten, som Marcus Weiss afslutter med et flot dykkende skud over Birkerøds fremskudte målmand. 1-0 ved pause, forventeligt og fortjent.

De sidste 45 minutter, kunne folk fra Birkerød sagtens have undværet, da det som kampen skred frem, hele tiden kun blev et spørgsmål om sejrens størrelse, hvor et hjemmehold fik alt for let spil, over for et mere og mere modløst og opgivende Birkerød mandskab. 7 minutter ind i halvlegen, 2-0 på hovedstød, hvor en upresset Dennis Lind får alt for let spil. Så går det ellers slag i slag, med mål til hjemmeholdet, over for et gul/sort mandskab, som intet formår fremadrettet, hvor Troels Cilius er alt for alene i front, når boldene endelig rettes mod ham.

3-0, igen hjørnespark til felt, hvor der intet pres er på Jacob Lind, som har tid til at jonglere med bolden, inden han smækker læderet i kassen. Udeholdet fortsætter med at være venlige over for sin modstander, igen hjørnesparks dødbold, og igen intet pres på modstander Rasmus Thomsen, som header 4-0 i kassen fra tæt hold, hvor man også savnede at se Magnus målmand blande sig i en sådan situation. 5-0, efter lilleputfejl i Birkerød forsvaret, hvor Broby ikke får losset kuglen væk, og Jacob Lind siger tak for en pludselig gratis gave chance. Samme Lind, som optrådte usympatisk i 2 tilfælde i første halvleg, hvor Vollesen blev tacklet hensynsløst ud over sidelinjen, og kort efter også smaskede armen i ansigtet på Emil Hejbøl. Episoder som kampens besynderlige dommer, som virkede totalt fraværende, ikke reagerede synderligt på. Udeholdet mener, at hjemmeholdet lige skal have foræret et let mål mere inden lukketid, hvor en bold nemt kan stikkes ned i banen til en blank Jacob Lind, som kan cementere sit hattrick, som modstanderne i denne kamp, hjalp godt til med.

Næste uge venter Allerød, måske, da det endnu er uvist, om turneringen bliver ramt af de nye gældende corona regler. Gør den det, var det sandsynligvis årets sidste kamp, som blev spillet. BF. Birkerød Fanklub.

DS2: Lørdag 24.10-20 kl.13.00 i Smørum idrætscenter: LSF – Birkerød = 6-0 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Marcus Weiss (35) / 2-0 Dennis Lind (52) / 3-0 Jacob Lind Lindbaum (63) 4-0 Rasmus Thomsen (77) / 5-0 Jacob Lind Lindbaum (82) / 6-0 Jacob Lind Lindbaum (90). Birkerød advarsler: Jakob Sten Madsen (29) – Magnus Hejbøl Jensen (56). Tilskuere: 125.

BIRKERØD: Magnus Høgh Petersen / Emil Hejbøl Jensen (77.Peter Danielsen) – Magnus Hejbøl Jensen (A) – Jakob Sten Madsen - Jes Broby Petersen / – Niklas Toft Kristiansen - Simon Vollesen – Oscar Hartkopf – Emil Willer – Mads Bagger (46.Oliver Carl) / Troels Cilius Nielsen.

Luk