Menu

Velfortjent Birkerød sejr – og revanche

image Glade Birkerød spillere fejrer den fortjente sejr - med fans stående udenfor hegnet
Birger Flannov
03. maj 2021 kl. 15:13

DS spillerne fra Birkerød, fortsatte sin gode forårs form, da man på Birkerød stadion, besejrede tabellens næstbedst placerede hold fra Ledøje Smørum fodbold, med 3-2. Hermed fik man samtidig en tiltrængt revanche, for 0-6 lussingen, fra den omvendte kamp i Smørum. En kamp som foregik på et tidspunkt, hvor holdet var i ubalance, med en masse skader, og hvor turneringen efterfølgende atter blev sat i bero, efter et nyt stigende Covid udbrud. Så hvor efteråret sluttede skidt, har foråret været opmuntrende, med andre gode revanche sejre, over Greve og Otterup, og så glemmer vi lige svipseren ude i Sundby.

I kampen mod LSF, startede Birkerød med Troels Cilius på bænken, topscoreren døjer stadig med skulder problemer, efter kampen i Sundby, hvor han fik et 8’er brød ned over sig. Så på denne solbeskinnede forårsdag, var det op til angrebs kollega Jakob Sten, at score de nødvendige mål, og det ansvar levede han fint op til med 2 scoringer, i en flot holdpræstation, hvor alle kæmpede for hinanden, i den fuldt fortjente sejr.

Kampen starter forsigtigt for begge mandskaber, som lige kikker hinanden an, det første kvarters tid, hvor LSF har bolden mest, uden det kaster nogen chancer af sig, ud over 2 hjørnespark, som ikke altid har været Birkerøds livret. 19 minutter spillet, så melder hjemmeholdet sig ind, med en bold ud til Oliver Carl på højreflanken, som sætter speed på, kommer helt ned bagest, hvor han slår et perfekt indlæg, til en totalt fri Jakob Sten midt for kassen, som misser sit hovedstød, ved slet ikke at ramme, på noget, der lignede en kæmpestor oplagt målchance. I stedet gæsterne fra LSF, 5 minutter senere, hvor passivitet i Birkerøds venstre forsvarsside bliver straffet, med en indenoms aflevering, hvor indlægget til feltet, sidder lige i panden på Mathias Gransee, som med et hårdt hovedstød placerer bolden uden for målmand Menckes rækkevidde. 0-1, på en flot scoring, som imidlertid var alt for let at udføre.

Målet gav hjemmeholdet et ekstra spark i rumpetten, som nu skaber fare i LSF feltet, hvor både Jakob Sten og Simon Vollesen, er tæt på i lige ved og næsten situationer. Udligningen ligger i luften, og kommer efter et Vollesen hjørnespark, hvor Jakob Sten denne gang rammer sit hovedstød rigtigt, og udligner på måltavlen. Og folket som igen måtte stimle sammen uden for anlægget, havde knap fået jubel armene ned, før de skulle op igen. Mads Bagger på bolden på venstrekanten, trækker på tværs ind i banen, afslutter i LSF opdækningen, hvorefter bolden springer ud til Emil Willer, som header mod mål, inden endnu en retur lander hos Jakob Sten, som fra tæt hold bringer de gul/sorte i teten. Stillingen 2-1 holder til pause, hvor Birkerød har været det bedste hold, efter de kom bagud.

2. halvleg starter med lawætz på banen i stedet for Østerby, som må udgå med smerter i ribbens regionen, efter et hårdt sammenstød. Godt Birkerød spil fra start, hvor holdet i perioder viser, at de måske er det hold i rækken, som spiller det pæneste tekniske fodbold, hvor bolden langs jorden gør arbejdet, oftest med Oscar Hartkopf som bindeled, der fordeler boldene fint fra sin midterposition. Blandt andet på et angreb over mange stationer, hvor bolden til sidst ender til venstre hos Bagger, hvis indlæg, Jakob Sten er tæt på at nå frem til. Samme ”Jake”, som var meget i fokus denne dag, og modtager et indlæg fra Lawætz på højrekanten, men trykkes ned i afslutningsøjeblikket, til noget som lignede et straffespark, men ikke i dommer Frederikkes øjne. Ellers er det gæsterne, som sætter pres på, men når der tænkes på, at det er rækkens klart mest scorende mandskab, så er det ikke imponerende, hvad der skabes af chancer.

Ledøjes offensiv giver hjemmeholdet muligheder, hvor anfører Kokfelt, som lige inden, har givet sine tilhængere nervøse trækninger, over sit dristige farlige forsvarsspil, pludselig er skudt med frem på venstrekanten, og modtager bolden i fri position, som han bare skal sætte i kassen, men anføreren er kold som en brøndgravers r.., og ser en endnu bedre placeret Willer på tværs i feltet, som let kan manøvre læderet i kassen med en behersket inderside, til sit senior mål nummer 2, i sine 17 spillede kampe. 3-1, hjemmeholdet på vej mod en overraskende sejr for mange, men måske ikke helt så overraskende for os, som ved hvad Galls tropper kan og indeholder.

Nede med to, har udeholdet med 25 minutter igen travlt, og overtager også styringen af kampen, men stadig uden at fabrikere noget som minder om store målchancer. Her er hjemmeholdet mere direkte og farlige i sit angrebsspil, som da Oliver Carl, som spillede fra start for første gang, og gjorde det godt, finder Vollesen på venstrekanten med en aflevering indenom, hvor ”Volle” kommer ind i feltet, og kan afslutte mod mål, men i stedet spiller videre ind i feltet til ingenting. LSF lukrerer stadig på sine muligheder, og pludselig kommer reduceringen, hvor der inden er begået et klart frispark mod Kokfelt, ved venstre hjørneflag. Det dømmes ikke, i stedet indkast til LSF, som kastes langt ind til feltet, hvor Nikolai Mehli får reduceret til 2-3, med et kvarters tid tilbage.

Så satsede LSF hele butikken på en udligning, hvilket gav Birkerød kontrachancerne, til de indskiftede angribere Danielsen og Cilius. Peter Danielsen spilles helt fri midt i banen, og gør alt det rigtige med sit skud, som han lægger over den udfarende keeper Bjerregaard, men så alligevel ikke, da læderet træffer overliggeren, på megachancen, som lander hos Cilius, som rammer bolden totalt skævt, hvor LSF umiddelbart efter er tæt på i Birkerød feltet efter et hjørnespark. Så tildeles Oscar Hartkopf en korrekt advarsel, og da han kort efter giver en modstander et ordentligt fur, er der ingen pardon, 2 gule giver rødt og udvisning, og en spilledags karantæne.

I den hektiske slutfase, er LSF heldige med at slippe med et 1 måls nederlag, da Danielsen igen får frie chancer, med blandt andet et lob over mål, og også unge Hofland får chancen med en drilsk hoppende bold i afslutningsøjeblikket. 3 rare fortjente point til Birkerød, som igen kan opleves (udefra) førstkommende onsdag, når GVI gæster Birkerød stadion, med kampstart kl.19.00. BF. Birkerød Fanklub.  

DS 2: Lørdag 1.5-21 kl.14.00 på Birkerød stadion: Birkerød – LSF = 3-2 (2-1)

Kampfakta: 0-1 Mathias Gransee (23) / 1-1 Jakob Sten Madsen (35) / 2-1 Jakob Sten Madsen (36) / 3-1 Emil Stanley Willer (65) / 3-2 Nikolai Mehli (77). Advarsler Birkerød: Simon Vollesen (74) – Mathias Kokfelt (77) – Oscar Hartkopf (84+87=Udvisning, og karantæne onsdag mod GVI). Tilskuere 0, igen igen.

BIRKERØD: Jacob Mencke / Rasmus Vagn Andersen – Jacob Østerby (45.Tobias Lawætz) – Mathias Kokfelt (A) / Oliver Carl (78.Troels Cilius Nielsen) – Magnus Hejbøl – Emil Willer - Oscar Hartkopf – Simon Vollesen - Mads Bagger (66.Nikolaj Hofland) / Jakob Sten Madsen (78.Peter Danielsen).

Luk