Menu

Birkerød uddelte tidlige julegaver

image Troels og Simon tog årets to priser - Publikumspokalen og årets spiller
Birger Flannov
08. november 2021 kl. 16:10

Lørdag, blev der lukket og slukket for fodbold på Birkerød stadion for i år, da topholdet fra Værebro gæstede Birkerød. Kampen som var sat til kunstbanen, blev i sidste øjeblik, efter spillernes ønsker, alligevel flyttet til opvisningsbanen, som da også stod i god nok stand, til at klare 90 minutters fodbold. Om det så havde været bedre for hjemmeholdet at spille på sin kunstbane, hvor man sidst sejrede 7-0, må stå hen i uvisheden, konstateres kan det dog, at denne sidste græskamp, var noget l… i lommen, at tage med på vinterferie, da VB 1968 vandt 4-3, og løb med alle3 point, hvor de gul/sorte var så gæstfri, at forære modstanderen stort set alle deres mål.

Med nederlaget, kan man nu de næste 4½ måned, kikke på en stillings tabel, som hedder nummer 10 i rækken, bare 2 point ned til plads nummer 13, som stensikkert giver nedrykning til serie 1, sammen med nummer 14. Det var ikke lige det scenarium man havde ønsket sig efter nedrykningen fra Danmarksserien, hvor de fleste nok havde set, at holdet ville spille med om de sjove pladser, i modsatte ende af tabellen, som det da også så ud til, straks fra start, med premiere sejren ude over stærke Glostrup.

Nu er realiteterne anderledes, og så må der bare arbejdes ud fra det. Samtidig har det også været et turbulent efterår, med en del uro på de indre linjer, og et hav af konstant skadede spillere, hvilket ikke har gjort tingene nemmere. En tidlig trænerfyring, gjorde at assistent Thomas Høegh tog over, og han har i samarbejde med skadede Tobias Lawætz, og holdleder Michael Krogh, gjort et stort arbejde, for at holde skuden nogenlunde over vande. I det nye år, går Høegh tilbage til den assisterende rolle, som han helst ser sig selv i, samtidig med, at en gammel kending indsættes som cheftræner, som i første omgang, får det overordnede mål, at bevare pladsen i sjællandsserien, inden der igen kan kikkes fremad og opad.

Inden kampen, var der traditionen tro her inden årsskiftet, uddeling af publikumspokalen, en pris og pokal, som blev stiftet af stadion restauratør parret Kirsten og Herbert Jensen i 1990, og siden 1995 er videreført af Birkerød fanklub. Mange prominente navne er igennem årerne indgraveret i pokalerne, og her i 2020/21, kunne der tilføjes endnu et af slagsen. Nemlig Troels Cilius Nielsen, som med sine mange mål, ikke var til at komme uden om. I 2020, ødelagde coruna stadset, det meste af året, hvor der stort set ikke blev spillet fodbold, eller uddelt pokal, så derfor hed indgraveringen 2020/21 denne gang. I 13 fodboldkampe i 2020, og 24 kampe i 2021, har Troels scoret 33 mål, som kunne være blevet til flere, hvis målscoreren ikke havde misset 9 af kampene på grund af skader. Imponerende, og tillykke herfra.

Efter kampen, var der komsammen i klublokalet, hvor der også traditionen tro, skulle kåres årets spiller på ”skjoldet” 2021. Det blev lige så fortjent Simon Vollesen, som året igennem har præsteret på et højt niveau, trods holdets svingende resultater. Den evigt løbende og kæmpende kreatør, har flået mange forsvar op, med sine millimeter pasninger, og nåede samtidig i sine 27 kampe, udover at assistere, at score 9 mål. Tillykke også til Simon herfra.

I det fugtige efterårsvejr, skulle de gul/sorte leve op til et par gode resultater, hvor defensiven også havde fungeret. Modstanderen fra Værebro, er i gang med deres bedste sæson, måske nogensinde, og mødte frem med prominente navne, som Andre’ Riel, og målmand Stephan Andersen. Med hensyn til Birkerøds defensiv, kan vi straks slå fast, at man i denne kamp, var tilbage til gamle svagheder, som desværre alt for ofte har kendetegnet holdet i 2021. Når man scorer 3 mål i en kamp, må det næsten være et must, at det udløser point, men som set før, desværre ikke altid i Birkerøds tilfælde.

Efter en træg start, med Birkerød som boldholdere de første 10 minutter, hvor ingen af målmændene dog rørte bolden, går hjemmeholdet mål amok, på bare 3 minutter. Et angreb over venstrekanten, hvor Broby og Hofland kombinerer godt, slutter med et Nikolaj indlæg tæt under mål, hvor Troels ved forreste stolpe, mellem venner og fjender, er hurtigst over læderet, og prikker hjemmeholdet i front. 2-0, umiddelbart efter, nu fra højre kanten, hvor William Mikkelsen modtager bolden, og med god plads tager et enkelt træk ind mod målet, inden en dunder jordstryger, fiser ind under Stephan Andersen i Værebro målet. Super start, som desværre hurtigt reduceres, hvor en kikset pasning på tværs af egen banehalvdel koster, hvor ”Balle” sluttelig rundes i feltet, inden scoringen til 1-2 sættes ind i langt hjørne.

Så udvises en VB spiller i 10 minutter, hvilket desværre ikke udløser Birkerød chancer, men derimod en enkelt modsat, hvor Mencke disker op med en redning. Da den halve time er rundet, trykker Simon en kanon af fra distancen, som rettes af til hjørne, hvor Birkerød minuttet efter snydes for et kæmpefrispark, på kanten af feltet, og igen kort efter, hvor Nikolaj jordes af en spiller, som glider ind i ham, med knopperne forrest. Det lignede en direkte rødt kort, men end ikke et gult uddeles, af kampens svage dommer, som kunne se en stærkt humpende Hofland blive støttet ud af banen. 5 minutter før pause, udligner Andre’ Riel direkte på et frispark, hvor målmand Menckes opstillede mur, er ikke eksisterende. Mencke gemmer sig bag muren, og dækker ikke den forreste åbning, som gør det nemt at score i. Den dumme fejl, afløses af en ny, da et VB indlæg fra højre, stryger igennem felt og lige under Olivers fod, hvor bagved liggende Mourad Saidi, i helt blank position scorer. Irriterende 2-3 ved pausen.

I starten af 2.halvleg udgår Troels med en skade, og uden de målfarlige Troels og Nikolaj, er Birkerøds offensiv handicappet, hvor Værebro får en stor chance, efter et hjørnespark, hvor en helt fri spiller i midt feltet, imidlertid reddes godt af Mencke i Birkerød målet. Birkerød får sat nogle gode angreb sammen over fløjene, hvor William fra højre spiller diagonalt til Emirhan på venstre, som tvinger Andersen i VB målet ned i en redning. Lidt senere, mere William, som satte godt speed over højre kanten, og får slået et hårdt fladt indlæg til feltet, som Jakob Sten i første omgang misser, og hvor bagved liggende Emil ikke når ordentlig frem. Det gør han imidlertid 2 minutter efter, da Emirhan sender en lang tværaflevering ned i bagrummet, hvor Emil får presset sig frem, og prikker læderet i mål ved forreste målstolpe. 3-3

Udligningen holder et minut, hvor en Birkerød aflevering mod eget felt, opsnappes, og igen koster, og en 1-2 kombination, bringer Mathias Boriths helt fri til scoring. 3-4, og med 20 minutter igen, stadig chancen for Birkerød point. Men ud over et par farlige indlæg til feltet, og en Emirhan afslutning, som Stephan Andersen redder, bliver det ikke for alvor farligt, og Birkerød taber selvforskyldt årets sidste fodboldkamp med 3-4, som slutter med vanlig tumult mellem VB tilskuere, spillere og dommere, hvor Vollesen forinden har modtaget et tyndt gult kort. BF. Birkerød Fanklub.            

SS1: Lørdag 6.11-21 kl.13.30 på Birkerød stadion: Birkerød – VB 1968 = 3-4 (2-3)

Kampen i tal: 1-0 Troels Cilius Nielsen (11) / 2-0 William Mikkelsen (13) / 2-1 Yosuf Onurlu (17) / 2-2 Andre Riel (40) / 2-3 Mourad Saidi (42) / 3-3 Emil Hejbøl Jensen (69) / 3-4 Mathias Boriths (70). Advarsel: Simon Vollesen (88). Tilskuere: 125

BIRKERØD: Jacob Mencke / Oliver Christian Carl - Rasmus Vagn Andersen – Sebastian Tschorn Ramsing (50.Emil Hejbøl Jensen) – Jes Broby Petersen / William Mikkelsen - Bertram Frank – Simon Vollesen – Magnus Hejbøl Jensen - Nikolaj Hofland (37.Emirhan Vurucu) / Troels Cilius Nielsen (47.Jakob Sten Madsen).

Luk