Menu

Fin afsked med danmarksserien

image Mads Nanni Serop scorede – og spillede i lighed med holdkammeraterne en flot kamp
Birger Flannov
28. juni 2021 kl. 15:46

Alt imens Danmark er ramt af EM i fodbold eufori, er der stadig lige nogle turneringer, der skal helt færdigspilles, i den hjemlige andedam. Således spillede Birkerød lørdag sin sidste turneringskamp, mod Fremad Valby, og tog sin tredje sejr på stribe, med en sidste sekunds scoring, som resulterede i en fortjent 2-1 sejr. Hermed tog holdet en fin afsked med danmarksserien, som man må forlade i denne omgang, og samtidig gav spillerne deres træner Benny Gall, og sønnike, en sejr i afsked, en fortjent gave de kan tage med på deres videre færd til Avarta. I alt 24 sejre i 61 kampe, blev det til for træner duoen, hvor også Benny Gall inden da fungerede i en kort periode som assistent for Hasse Kuhn.

Nu venter der spillerne en fortjent sommerferie, efter et hektisk forår, hvor et hav af kampe skulle afvikles, som også lige blev til lidt flere, grundet corona og restriktionernes grimme fjæs. En grundturnering med 11 hold, som skulle spille 20 kampe, var fra starten indrettet til, at kun de 4 øverste var sikret en ny sæson som danmarksseriehold. Barske betingelser for de 7 øvrige, som alle kom i potentiel nedrykningsfare. Birkerøds 22 point, i de 20 kampe, gav en grundplacering som nr.8, hvilket betød nedrykningsspil, hvor yderligere 7 kampe skulle spilles. Med nederlag i de første 4, var løbet kørt, hvor man blev en af i alt 9 nedrykkere, selvom man altså sluttede af med 3 sejre.

Reelt var det første halvdel af turneringen, efteråret 2020, der gjorde Birkerøds nedrykning til en realitet i sidste ende, hvor 11 point blev for lidt i de 9 spillede kampe, som man også bare scorede 5 mål i. Foråret 2021, blev mere opløftende, også selv om det i sidste ende blev til nedrykning, hvor holdet steppede op, med masser af flot fodbold, som desværre ikke altid blev point belønnet efter fortjeneste. Gang i mål scoringen kom der også, hvor det endte med 36 mål, i de resterende 18 kampe.

Små marginaler, og en håbløs turneringsstruktur, som skulle have været afviklet over 2 sæsoner, har gjort at det nu hedder SS, i stedet for DS, for fodboldmæssigt, har Birkerød igennem det meste af foråret, spillet noget af det bedste fodbold i rækken, hvilket desværre ikke har kompenseret for en alt for gavmild defensiv, som fik sluppet lidt for mange dumme mål ind. Ny træner, holdleder stab, træder nu til, og så er det bare at håbe, at det gode kammeratskab blandt spillerne, som efterhånden har givet en god sammentømret enhed, fortsætter med deres fodbold i Birkerød, så varer det ikke længe, før man er tilbage i den danmarksserie, hvor man reelt hører til.

Til lørdagens kamp mod Fremad Valby, blev holdet ramt af en lille håndfuld morgen afbud, ud over de spillere som allerede var ude, hvilket gjorde, at man stillede til start med bare 12 markspillere og reserve keeper Magnus Høgh. Dårlige odds på forhånd, med en så lille bænk, men dem der var til stede på dagen, i denne sidste kamp, kan sagtens være stolte af sig selv, i denne rigtig fine fodboldkamp, hvor der stort set var knald på fra start til slut, med masser af energi og gejst, hos begge hold, som gik benhårdt efter sejren, hvor Birkerøds på dagen lille trup, igen viste noget af det gode pasningsspil med bolden, som har kendetegnet holdet igennem det meste af foråret. Cadeau til trænerne Gall for det.

I denne jævnbyrdige fodboldkamp, uden et væld af chancer, var Birkerød bedst på bolden, hvor Bagger kommer til en god skudchance, som reddes af Valby keeperen, som sender returen lige til Nikolaj, som prompte skyder, men igen redning af målmanden. 23 minutter spillet, hvor Bagger fra venstre igen er i samspil med Hofland, hvis afslutning drøner i side nettet. I denne tempofyldte kamp, er Nikolaj i en mere central position end vanligt, meget i aktion, som med en hasarderet for kort tilbagelægning til målmand Mencke, som farer ud af målet og losser væk, men ikke når tilbage, med et efterfølgende Valby skud på stolpen. Birkerød heldige efter 31 minutter.

Så et af disse mange gode Birkerød angreb i denne kamp, hvor bolden spilles op nedefra, for til sidst at ramme Troels, som spiller perfekt ind mellem 2 mand, til en frit løbende Carl, som desværre blokeres i sin afgørende aktion mod mål. 3 minutter efter, frispark Fremad Valby, som sendes perfekt over i bag feltet, hvor 3 rød/hvide er helt umarkeret, men også mangler kommunikation. Birkerød stiller med enmandshæren Cilius helt i front, og han yder et kæmpe løbe arbejde denne dag, hvor han i halvlegens sidste minutter viser gode aktioner, med et farligt skud mod målet, og kort efter er med i en Birkerød opvisning på bolden, hvor Troels fra højre sluttelig spiller bolden ind til Hofland på midten, hvis afslutning desværre også blokeres lige i skud afviklingen mod målet. Underholdende 0-0 ved pausen.

5 minutter inden i 2.halvleg, er det tid til jubel, hos alle gul/sorte. Birkerød får frispark lige uden for det store felt, et forsøg Troels tager sig af, med en hammer af et fladt skud, som træffer målmand Tranberg, hvis blokering ryger ud mod hans højre mållinje, hvor Mads Serop dukker op som trold af æsken, og for nærmest 0 grader vinkel, sætter sit første sæsonmål i kassen, i modsatte nederste hjørne. 1-0 til holdet, i det flotteste spillerdress. Ved mållinjen opererer Troels også minutter efter, hvor en bold bliver spillet skråt tilbage i feltet, hvor Emil kommer til, men misser sin afslutning.

63.minut, hjemmeholdet farlige i Birkerød feltet, med skud fra tæt hold, som reddes af Mencke, hvor returen igen bliver farlig, hvor et afsluttende skud reddes af en Birkerød fod, hvorefter bolden suser lige forbi tværstolpen. Her var Birkerød heldige, i en kamp, hvor forsvaret ellers står stærkt, og hvor der blev snakket om, at man godt kunne give målmand Mencke en clean sheet, denne eftermiddag. 2-0 er tæt på, da bolden bliver spillet op til Troels, som med et par modstandere over sig, sætter direkte kurs mod Valby målet, men hvor afslutningen mod det lange hjørne, lige akkurat smyger sig forbi. Så kommer udligningen desværre, da tre Birkerød forsvarere ikke kan blive enige om at afvikle en bold i feltet, som Ncube i stedet kaster sig over, og sætter i mål, helt nede ved stolperoden.

Æv, for en dukkert, og eneste fejl i en flot forsvarskamp, men hvor der stadig var tid til at vinde kampen, hvilket ikke var helt nemt, for et hårdt kæmpende træt mandskab, uden reelle udskiftningsmuligheder. Udligningen giver hjemmeholdet ekstra energi, hvor der presses på mod Birkerød målet, hvor Christopher i feltet får fødderne på, et par gode Valby afslutninger mod målet. Birkerød mobiliserer flere kræfter i en kontra, hvor Magnus finder Troels, som suser mod mål, afslutter mod målet, som reddes af målmanden, hvorefter returen springer ud til Hofland, som nægter at skyde på den gode chance, men i i stedet spiller Magnus, som kikser sin skud mulighed.

81.minut, hvor indskiftede Peter Danielsen, er tæt på en tiltrængt scoring, da han modtager en clearing fra Valby målmanden, som er langt ude af sit mål, men lobbet mod det tomme mål, sniger sig lige forbi målet. Man indstiller sig på en uafgjort kamp, hvor Troels i front imidlertid vil det anderledes, først i en kontra, hvor han i sit afgørende skudøjeblik, tackles med et brag, som sender begge aktører til jorden. Heldigvis sad denne herrer tackling, pivrent, og Troels kommer på benene igen, og kan et par minutter efter igen sendes i kontra på venstrekanten, hvor han med en sidste kraft anstrengelse sender en perfekt indenoms aflevering, diagonalt, til en løbende Hofland, som lige på offside grænsen, sætter sin første senior 1 scoring i kassen, lige inden dommerens sidste slutfløjt. Færdigt veludført arbejde, og 2-1 til Birkerød, hvor begge hold viste DS niveau, men må en række ned.

Den gul/sorte 2-1 sejr, blev efterfølgende fulgt op af en rød/hvid 4-0 sejr, som gjorde lørdagen ekstra festlig. Med 3 sejre på stribe, hedder den gode gamle tradition, lidt godt til ganen fra fanklubben, den tager vi efter sommerferien, tillykke med sejren, og god sommer til alle. BF. Birkerød fanklub   

DS 1 nedrykning: Lørdag 26.6-21 kl.14.00 i Valby: Fremad Valby – Birkerød =1-2 (0-0)

Kampen i tal: 0-1 Mads Nanni Serop (49) / 1-1 Wanda Ncube (70) / 1-2 Nikolaj Hofland (93). Birkerød advarsel: Troels Cilius Nielsen (70). Tilskuere: 75.

BIRKERØD: Jacob Mencke / Rasmus Vagn Andersen – Jacob Østerby – Mads Nanni Serop / Oliver Christian Carl – Magnus Hejbøl Jensen (A) – Nikolaj Hofland – Christopher Nejstgaard /  Emil Hejbøl Jensen – Mads Bagger (70. Peter Danielsen)  / Troels Cilius Nielsen.

Luk