Menu

Nyt udebane nederlag til Birkerød

image Nikolaj Hofland scorede 2 mål i 3-4 nederlaget mod Liria, men lige lidt hjalp det desværre.
Birger Flannov
10. oktober 2021 kl. 18:33

Efter den gode 2-0 sæson åbner ude i Glostrup, har det ikke rigtigt virket for Birkerød, at spille på fremmed (kunst) græs. Et enkelt point, fik man hevet i land ude i Lundtofte, ellers er det blevet til nederlag mod Vallensbæk, FC Rudersdal, og senest mod Liria, som ikke ufortjent vandt lørdagens sjællandsserie opgør med 4-3. I det hele taget har det været småt med succes oplevelser, siden Glostrup premiere sejren, hvor de efterfølgende 8 kampe, bare har budt på en enkelt sejr. Nemlig 6-1 sejren mod Avedøre, som man samtidig så som et vendepunkt, men som desværre ikke er blevet helt sådan, med efterfølgende 3 sejrsløse præstationer.

Med nederlaget dumpede Birkerød 4 pladser ned i tabellen, og ligger nummer 11 ud af de 14 hold. Nedrykningen fra danmarksserien, har været sværere end forventet, hvor de realistiske forhåndsforventninger om at spille med i kampen om top 2, allerede er forduftet, og hvor det nu kun drejer sig om, at få banket noget selvtillid ind i holdet, og få vundet nogle fodboldkampe. Hold og spillere, skal være, og er bedre, end den nuværende placering viser, og skal ikke gennemgå en ny sæson, hvor man igen har en irriterende nedrykningstrussel hængende over hovedet, det er hold og spillere sgu’ for gode til, på dette niveau.

Birkerød er som regel det bedst spillende fodboldhold i sine kampe, når der lige fratrækkes BSF kampen, og scorer flittigt med mål, men holdets akilleshæl er forsvarsspillet, som har været et åbenlyst problem igennem et par sæsoner efterhånden. Her snakkes ikke om, at holdets forsvarsspillere er dårlige fodboldspillere, men om at det er alt for let at score mod Birkerød, hvor simple ting, som opdækning af frie modstandere i feltet, ses alt for ofte og koster dyrt. Undskyld mig, men disse simple ting, må kunne forbedres, via blandt andet bedre kommunikation, spillerne imellem, også gerne fra en målmand, med det lidt større overblik.

Set allerede efter 4 minutter i dagens opgør mod Liria, da et indlæg fra højre til midtfeltet, let kan formidles til scoring, hvor feltets eneste Liria spiller, omgivet på afstand af 3 Birkerød spillere, står totalt fri, og fra tæt hold, kan heade sit hold i front. Birkerød ville godt have haft et frispark, inden indlægget blev slået, men ingen reaktion fra linjedommeren, som stod klods op ad. Birkerød svarer igen og udligner, umiddelbart efter, da Troels sætter et angreb i gang, spiller ud til Hofland på højrekanten, som tager et par træk ned mod mållinjen, og får slået sit indlæg til feltet, hvor først William får afsluttet mod målet, inden Troels vist nok er over riposten, og udligner i klumpen af spillere fra tæt hold. Ingen var helt sikre på Birkerøds målscorer, men Troels krediteres som målscorer, indtil andet er modbevist.1-1.

Den livlige indledning fortsatte, hvor Birkerød er mest på bolden, men hvor ethvert Liria angreb, potentielt skaber fare mod Birkerød målet. Hvor Hjemmeholdet igen tager teten, med en tro kopi af deres første scoring, indlæg fra højre, til forholdsvis fri spiller i bag feltet, som i en blød høj bue, kan heade modsat i målet, forbi en betuttet Magnus i målet, som bliver fanget på det forkerte ben. Alt for let, 2-1, en føring Birkerød straks jagter, med flere farligheder mod et Liria forsvar, som i flere situationer, er åbent som den berømte ladeport. Som da Birkerød kommer i en 3 mod 1 situation mod målet, men hvor den sidste aflevering ind til en helt fri Troels kikses, i noget som helt sikkert skulle være formøblet bedre, til eventuel scoring.

Den fortjente udligning kommer da den halve time er rundet, da energiske Hofland fra sin højre position, får presset en forsvarer til at fejle helt nede ved eget mål, piller bolden fra ham, og scorer flot i langt hjørne. 2-2, hvor Troels efterfølgende et tæt på med et afrettet skud mod målet, i en god Birkerød periode, hvor der lægges pres mod Liria målet. I stedet for Birkerød føring, får hjemmeholdet en stor chance i halvlegens sidste minut, da forsvarskoks, fra først anfører Kokfelt og sidenhen Østerby, bringer en Liria mand helt fri, men en flot redning af Magnus, som parerer læderet til hjørnespark, betyder helt lige 2-2 ved pausen, hvor flere mål sagtens kunne være scoret, i en underholdende og forsvars gavmild forestilling.

Dagens tilskuere, hvor de fleste var fra Birkerød, var i pausen enige om, at det var en kamp, de gul/sorte sagtens kunne vinde, hvis man kunne fortsætte med noget af det hurtige spil, som skabte store åbninger i hjemmeholdets forsvar. Desværre kommer anden halvleg ikke til at forme sig som den første, da hjemmeholdet har fået læst noget af Birkerød spillet, til at positionere sit forsvarsspil anderledes, som gjorde det sværere for de gul/sorte at åbne op for. Indledningsvis kommer den store Birkerød chance alligevel, da Østerby fra sin forsvars position, finder Broby på venstrekanten, som spiller videre ind i banen til Bagger, der igen tager et par træk, inden han smækker sin afslutning på sidestolpen. Flot angreb, som havde fortjent en scoring, men marginalerne er ikke med Birkerød for tiden.

I stedet scoring modsat kort efter, da Troels taber en bold midt på banen, som hurtigt bliver farligt, med et par gode kombinationer uden for det store felt, som afsluttes med et tørt hårdt hug, som smyger sig fladt og yderligt i kassen. En alt for let scoring, hvor man savnede nogle Birkerød fødder, som gik frem og blokerede skud afviklingen. 3-2, 10 minutter inde i 2.halvleg, hvorefter Birkerød har svært ved at åbne, et bedre sammenhængende Liria forsvar. Indskiftede Peter Danielsen får alligevel udlignings chancen, da Bagger spiller ham helt blank foran kassen, men Peter får desværre ikke hul på sin midlertidige senior 1 scoringskrise, og afslutter lige på målmanden. At Peter ellers sagtens kan lave mål, beviste han i stor stil, i sidste weekends serie 3 kamp, hvor han scorede 5 mål i en 8-1 sejr over Lundtofte.

Efterfølgende formår Birkerød, trods boldbesiddelse, ikke at komme til egentlige chancer, og i stedet slår Liria kontra, en hurtig en af slagsen, hvor der løbes igennem på venstre kanten, og fra kanten af feltet, afsluttes med et godt skrå skud, i modsatte nederste del af målet. 4-2, og med et lille kvarter igen, er det svært for et udehold, som er løbet tør for afslutnings ideer. Da kamp uret viser 90, smækker Hofland fra højre bolden til feltet, som i stedet bliver til afslutning mod målet, hvor bolden kiler sig ind i bageste øverste etage. 4-3, og måske er det denne gang Birkerøds tur, med 2 mål i slutfasen, men nej, ud over et enkelt forsøg fra Emirhan, med skud over målet, bliver det heller ikke til point udbytte i denne ude kamp.    

Liria vinder en lige kamp med 4-3, i de 2 holds femte indbyrdes opgør. Her fører Liria også med 3-2, efter 2 sejre til hvert af mandskaberne, fra holdenes sidste møder i sjællandsserie sæsonerne 2015-2017. Ny udfordring venter næste lørdag, hvor Simon Vollesen forstærker holdet, efter endt karantæne, og held og lykke med det herfra. BF.- Birkerød Fanklub.   

Next up: Lørdag 16.10 kl.13.30 på Birkerød stadion mod Hørsholm/Usserød IK.   

SS1: Lørdag 9.10-21 kl.13.00 på Skinderskovgård: Liria – Birkerød = 4-3 (2-2)

Kampen i tal: 1-0 (4) / 1-1 Troels Cilius Nielsen (8) / 2-1 (17) / 2-2 Nikolaj Hofland (32) / 3-2 (55) / 4-2 (79) / 4-3 Nikolaj Hofland (90). Tilskuere: 50.

BIRKERØD: Magnus Høgh Petersen / Mathias Kokfelt (A) – Rasmus Vagn Andersen – Jacob Østerby / Nikolaj Hofland – Mads Bagger (72.Emirhan Vurucu) – Magnus Hejbøl Jensen – Bertram Frank – Jes Broby Petersen / William Mikkelsen (68.Peter Danielsen) – Troels Cilius Nielsen. Ikke benyttet: Bill Gielsager Sida.

Luk