Menu

Birkerød tabte til puljevinder og oprykker

image Sebastian ”Basse” og holdkammerater spillede en fin kamp mod oprykkerne fra Værebro.
Birger Flannov
12. juni 2022 kl. 19:01

Sjællandsseriens sidste runde i sæson 2021/22, bød på super spænding hele vejen rundt, da 6 af rundens 7 opgør, havde betydning for både op og nedrykning, hvor 9 af holdene i de 6 opgør, både kunne rykke op eller ned. Kun Rudersdal og Birkerød havde sit på det tørre, mens Albertslund for længst var rykket ud af rækken. De 2 Rudersdal klubber kunne dog imidlertid få afgørende betydning for, hvem der i sidste ende skulle rykke op, da de henholdsvis mødte BSF og Værebro på udebane, i kampe de 2 tophold bare skulle vinde. De 2 andre tophold, ud af de 4 mulige som kunne rykke op, Glostrup og Hørsholm, mødtes i en direkte konfrontation, hvor en Glostrup sejr ville sikre top 2, mens Hørsholm både skulle bruge sejr, og BSF/Værebro point tab, for at kunne spille sig til oprykning/oprykningskampe, i en række, der har de indbyrdes opgør, før målscore, som første prioritet. 

Birkerød kunne altså sende Værebro helt ud af top 2, ved bare at spille uafgjort, mod en modstander, som hele sæsonen havde været yderst stabile, og i øvrigt for første gang i klub historien kunne spille sig op i Danmarksserien med en sejr. Så alt pres var på hjemmeholdet, som altså skulle vinde, mod et Birkerød mandskab, som uden risiko kunne spille frit. Sådanne opgør vindes for det meste af holdet som har noget at spille for, og sådan gik det da også i dette opgør, som VB1968 vandt smallest muligt med 1-0, og er klar til DS fodbold efter sommerferien. To'er i rækken blev Glostrup, som nu skal spille en mini turnering mod Næstved og Fremad Valby, om den sidste plads i Danmarksserien. Ud af SS 1, rykker Vallensbæk, Gladsaxe-Hero og Albertslund, som fik 0 point i forårets 13 kampe, og inkasserede over 100 mål i hele turneringen.

Det var et energisk Birkerød mandskab, der stillede til kamp, på Skovbrynet skoles noget ujævne grønsvær. For selv om de gul/sorte, havde reddet sæsonen, og intet havde at spille for, var der ikke noget sommerfodbold over præstationen. Snarere tværtimod, for der blev virkelig knoklet, og fightet igennem, hvor det gode pasningsspil også blev praktiseret, med godt brug af kanterne Kokfelt og Broby. Birkerød spillede i de første 55-60 minutter, deres bedste kamp i foråret, inden batterierne kørte flade, i den sidste halve times tid. Game planen, var fra start, at gå ud og måle sig, med et af rækkens bedste hold, som kunne bruges fremadrettet, op mod næste sæson. Det lykkes til fulde, mens kræfterne slog til, men skal man helt op i toppen og spille med, kræver det måske en øget træningsmængde.

Kampens første kvarter er ganske jævnbyrdigt, uden egentlige chancer, hvor en korrekt offside kendelse underkender en Værebro scoring. Herefter dominerer Birkerød fodboldkampen, hvor Broby sparker hjørnespark fra højre, som lander helt ovre i bagrummet hos Serop, som får godt træf på sin halvflugter, der drøner lige over målet. Birkerød bruger sine kanter flittigt, hvor flere Kokfelt indlæg fra højre, lige mangler det sidste, mod det stærke og rutinerede Værebro forsvar. Omkring den halve time, pludselig en VB spiller helt fri i feltet, men han bliver så befippet, at han både falder over bold og egne ben, som efterfølges modsat af et godt Kokfelt indlæg, som Heise er mega tæt på at kunne prikke i mål.

Et knaldhårdt langskuds forsøg, gribes godt og sikkert af Gårdsvoll i Birkerød målet, som foran sig havde en god defensiv, hvor også Magnus Hejbøl var tilbage, efter nogle kampes fravær, med sit sædvanlige arbejdsraseri, ved siden af en Lawætz, som fordelte boldene fornuftigt rundt. Masser af Birkerød indlæg til felt i denne halvleg, hvor også Magnus smækker en bold til feltet, som ”Basse” også er uhyre på tæt at formidle til noget godt. Inden ”Basse” selv får slidt sig fri i feltets venstreside, hvor der mangler folk, på skråafleveringen op i feltet. Halvlegen slutter med endnu et lige ved og næsten indlæg fra Heise, inden spillerne med oprejste pander kan gå til pause, vel vidende, at man har spillet bedre fodbold end oprykningsfavoritten.

Dagens Birkerød tilskuere var nu spændte på, om deres hold kunne stå distancen, en halvleg mere, eller om hjemmeholdet, for alvor gik ind i jagten på den scoring, som ville sikre den endegyldige oprykning. De første 10 minutter ligner kampbilledet fra 1.halvleg, hvor Birkerød tester VB målet, med skud over mål, hvor hjemmeholdet også er yderst tæt på, på et forkert dømt frisparks indlæg. Så begynder dagens Birkerød mandskab, at hænge i bremsen, med træthedstegn til følge, hvilket nu udmønter sig i spark, frem for spil.

En udkørt anfører Kokfelt, skiftes med Hofland, hvorefter kampens afgørende scoring sættes ind, straks efter. Når man bliver træt, slækkes der på markeringerne, hvor en helt fri Mourad Saidi, pludselig har masser af plads i højre angrebsside, og hans vinklede hårde langskud, suser tæt forbi Gårdsvoll og i mål. 1-0 målet, som førte til scoringen, kom efter en fejl af Østerby kort forinden, synd og ærgerligt for forsvarsspilleren, som ellers spillede en god og fejlfri kamp. Målet gav ro til hjemmeholdet, som i et adstadigt tempo, nu kun var interesseret i at holde føringen kampen ud, over for et udehold, som løb mere og mere tør for ressourcer.

Værebro har ikke de store problemer med at bevare sit forspring, over for de trætte Birkerød spillere, som trods godt spil, i store perioder af opgøret, lige manglede at skabe de sidste afgørende og åbenlyse målchancer, hvor man spekulerede på, hvad spillere som Simon Vollesen og en af rækkens topscorere Troels Cilius, eventuelt havde kunnet gøre. Dem der med på dagen, gjorde det imidlertid fint, og kan være stolte over deres præstation, mod de fortjente oprykkere fra VB1968, som i slutfasen har et dykkende langskud på overliggeren, efter Hejbøl kort forinden, også havde forsøgt sig udefra, med en first timer over målet, hvor også Rasmus Vagn header over målet, på et Broby hjørnespark, kort før slutfløjt.

Slut på en sæson, hvor Birkerøds træner duo, som startede deres samarbejde i vinters, fik opfyldt deres sæsonmål, som hed, hold Birkerød i Sjællandsserien, som absolut ikke så for sikkert ud, da ”gamle” trådte til. Den mission lykkedes, og tillykke med det herfra, hvor der selvfølgelig håbes på, at der kan spilles med i den lidt sjovere ende i næste sæson. Helt slut med fodbold inden sommerferien er det imidlertid ikke, da der resterer en pokalkamp, som der bliver gået all in på. BF. Birkerød fanklub.    

Next up: Onsdag 22.6 kl.19.00 på Birkerød stadion: Birkerød – Ringsted (DS) pokal (5)

SS1: Lørdag 11.6-22 kl.13.00 på Skovbrynet skole: VB1968 – Birkerød = 1-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 Mourad Saidi (69), 150 tilskuere.

BIRKERØD: Johan Zakarias Gårdsvoll / Rasmus Vagn Andersen – Jacob Østerby – Mads Nanni Serop / Jes Broby Tinghuus Petersen – Tobias Lawætz Hansen (78.Tobias Grimstrup) – Magnus Hejbøl Jensen – Bertram Frank – Mathias Kokfelt (A) (67.Nikolaj Hofland) / Sebastian Nejstgaard (82.William Mikkelsen) – Frederik Heise.

 

Luk