Menu

Ny sejr til senior 1

image Troels Cilius var efter en pause tilbage i Birkerød trøjen - med øjeblikkelig succes
26. september 2022 kl. 15:53

Efter sidste rundes sejr over Fredensborg, gik turen til Avedøre, hvor man for nøjagtig 5 måneder siden, var sluppet hjem med en 1-1 uafgjort, via en sen overtidsscoring, af Tobias Grimstrup. Med efterårets foreløbige gode resultater, var der denne gang grund til optimisme på holdets vegne, med hensyn til at følge op på sidste runde sejren. Disse forhåbninger, kom da heldigvis også til at holde stik, da Birkerød efter de 90 minutters fodbold, kunne juble over en fuldt ud fortjent 3-1 sejr, i dagens skønne sensommervejr over Avedøre stadion.

Truppen er stadig ramt af mange skader, hvor også Benjamin Bennett, denne lørdag, måtte melde fra grundet private årsager. Træner Gammelgaard, råder heldigvis over en forholdsvis bred trup, og det blev der brug for på denne kampdag, hvor holdet dog skulle langt hen i matchen, inden tingene blev afgjort, og der for alvor gik hul på mål bylden. Blandt andet var der sæsondebut og glædeligt gensyn med Troels Cilius Nielsen, som havde været ude af holdet i 12 kampe, fortrinsvis grundet sine jura studier, og målmageren gik straks ind og viste sit værd, hvor han da også blev en afgørende faktor, med både scoring og assist.

Hjemmeholdet fra Avedøre, starter kampen aggressivt, med et skud som stryger lige over mål hjørnet. I manglen på startangribere, havde træner ”gamle”, et skaktræk i ærmet, som hed Jes Broby helt på top. Godt set at træneren, at lade wingbacken, og en af rækkens hurtigste spillere, udfordre den noget tunge Avedøre defensiv. I kampens 7.minut, er Broby hurtigt over en løs bold på kanten af feltet, som bliver spillet ud mod højre til Hofland, som finder en helt fri Bagger i midtfeltet, som ikke når ordentlig frem til bolden, som lignede en chance, der burde være scoret på. Da kvarteret rundes, sjusker Birkerød med en opspilsfejl, lige i fødderne på Martin Nielsen, som kommer helt fri med målmand Magnus, som imidlertid kommer godt ud af sit mål, gør sig bred, og disker op med en super ben parade.

Så store chancer var der nok af indledningsvis, hvor Birkerød, og Mads Serop får den næste store af slagsen. Et godt sparket hjørnespark fra Bredal, lander helt ovre ved den bageste stolpe, hvor en totalt umarkeret og fri Serop, har søgt det gode rum, men hovedstødet fra tæt hold, mod tomt mål, bliver noget uforklarligt headet i side nettet. En hovedrystende Serop, måtte græmme sig, men den stærke forsvarsspiller, skulle sidenhen rette op på den afbrænder, og tage sin personlige revanche. Lige inden, havde også Bagger haft en ny chance, da Broby fra banens midte, løber fra alt og alle, tipper bolden over i venstresiden til Bagger, som kommer fri af målmanden, helt nede ved mållinjen, men vinklen bliver øjensynlig for spids, og ender med et hjørnespark.

I Birkerøds opspil frem af banen, begås der for mange simple fejl, som giver hurtige Avedøre chancer, inden en pludselig dybdebold, bringer en sort/hvid spiller helt fri, som målmand Magnus igen parerer med en flot aktion, inden læderet ender hos Serop, som sparker væk, men den hurtige boomerang af en bold, er straks tilbage foran målet, hvor Wasin Alwan kan heade den det sidste stykke over stregen, hvor anfører Mickey er tæt på at forhindre forsøget på selve målstregen. 1-0, til hjemmeholdet, var som ikke ufortjent på dette tidspunkt, selvom dagens grønklædte Birkerød spillere, sagtens kunne have været det første hold på mål tavlen, og som også overtager alt spillet, i halvlegens sidste kvarter, som dog ikke byder på yderligere nævneværdige målchancer.

Fra 2.halvlegs start, er Birkerød formationen ændret, hvor Broby er tilbage i sin vante position, i stedet for Sylvester ”Sylle”, som erstattes af forward Cilius. Det bliver en halvleg, med Birkerød over det hele, mod et hjemmehold, som slet ikke kan være med på den fysiske del. Alligevel får Avedøre chancen, til at fordoble sin føring, straks i starten af 2.halvleg, da et indlæg fra højre, rammer en spejlblank Avedøre spiller i midtfeltet, der på forunderlig vis, får headet kæmpechancen forbi målet. Ellers er det Birkerød som fra start jagter den udligning, som mange mente nok skulle komme. Broby suser ned af højrekanten, og finder Troels i feltet, som kommer næsten helt fri, men ingen snert i afslutningen, som går forbi målet.

Kort efter en ny Troels afslutning i feltet, som målmand Emil Larsen får verfet af vejen, inden Serop, på endnu et Bredal hjørnespark, når højest i midtfeltet, men det ellers gode hårde forsøg, tager den øverste del af tværribben. Her var der spillet 10 minutter af den nye halvleg, så masser af tid til udeholdet endnu at score mål i. Chancerne falder imidlertid ikke på samme måde efterfølgende, hvor det faktisk er Avedøre, som er tæt på 2-0, i 2 tilfælde 20 minutter før tid, men hvor Høgh i målet, begge gange, igen agerer flot redningsmand. Med et kvarter igen, er Birkerød tilskuerne ved at blive urolige for, om det overhovedet skal lykkes at få scoret, specielt da Bagger brænder en ny kæmpechance foran mål, efter 1-2 diagonalskift mellem ”Balle” og Broby.

Straks efter kommer den forløsende fortjente udligning, da Bagger glider godt af sin modstander på højrekanten, og lægger bolden til feltet, hvor manden med mål næsen, Troels Cilius har fundet den gode position, og med en sikker afslutning udligner til 1-1. Birkerød fortsætter sit pres mod Avedøre målet, og får fortjeneste 5 minutter efter, på kampens bedste angreb, hvor Birkerød med tempo på bolden, over flere stationer, spiller Avedøre tynde, inden bolden sluttelig lander i feltets højreside, hvor Troels med en godt set aflevering, spiller bolden skråt op i feltet, hvor Serop er skudt med frem, og afslutter med et hårdt spark i mål, på hans tredje gode målchance på dagen. 2-1, til de bedste.

Avedøre prøver at etablere et pres, uden resultat, og i stedet kan udeholdet, kort før tid, lukke og slukke, da Troels piller en bold godt ned, afslutter mod målet, som målmand Emil Larsen flot napper, inden returen lander uden for feltet, hos dagens bedste Birkerød markspiller, Marc Bredal, som dribler sig fri, og flot lægger bolden stille og roligt og yderligt i mål, til sin debut scoring for Birkerød. Mere end velfortjente 3-1 til Gammelgaards tropper, som desværre får anfører Mickey skadet i slutfasen, hvor en drilsk lyskeskade øjensynlig er sprunget op, og nok kommer til at koste forsvars styrmanden, de kommende kampe.

Næste opgave for teamet, er allerede førstkommende torsdag, hvor et af rækkens formodede bedste hold fra Glostrup, kommer på besøg. Disse upopulære kampe midt i ugen, som mange ikke er glade for, gør jo desværre, at man er nødsaget til at rykke på kunst, i efterårets sidste 4 hjemmekampe, nu hvor det ellers er dejligt at spille på det bløde og saftige efterårs græs. Mød op alligevel, og støt, jer der kan nå det. BF. Birkerød fanklub.

Next up: Torsdag 29.9-22 kl.19.00 på kunstbane 1 i Birkerød mod Glostrup.

SS1: Lørdag 24.9-22 kl.12.00 på Avedøre stadion: Avedøre – Birkerød = 1-3 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Wasim Imad Alwan (26) / 1-1 Troels Cilius Nielsen (75) / 1-2 Mads Nanni Serop (80) / 1-3 Marc Bredal (88). Birkerød advarsel: Lars Twile Torp (83). Tilskuere: 77 stk.

BIRKERØD: Magnus Høgh Petersen / Mathias Kokfelt – Mickey Fagerlind Nielsen (A) – Mads Nanni Serop / Sylvester Lundberg Odgaard (45.Troels Cilius Nielsen) – Tobias Lawætz (65.Lars Twile Torp) – Marc Bredal - Sebastian Tschorn Ramsing / Nikolaj Hofland – Jes Broby Tinghuus Petersen – Mads Bagger (77.Jacob Østerby).

Luk