Menu

Birkerød åbnede sæsonen med rekordsejr.

image Nikolaj, Seth og Basse i kamp om bolden – 8 mål tilsammen – i 10-0 sejren over Gladsaxe/Hero
16. marts 2026 kl. 08:36

Birkerød åbnede sæsonen med rekordsejr. 

Så blev det endelig rigtigt forår, da seriefodbolden, og dermed sjællandsserien, tog hul på deres sæson 2026. For Birkerøds vedkommende i nedrykningspulje 1, som det jo desværre kom til at hedde, efter et ærgerligt, bittert og skuffende 2025, hvor man af 2 omgange var uhyre tæt på, med henholdsvis en oprykning og et oprykningsspil. Det er fortid, og heldigvis og dejligt er hele teamet af spillere og trænere klar på ny, hvor 2026 lige skal være revanchens år for det gode sammenhold af stærke senior 1 spillerne i Birkerød. 

Første test startede med brask og bram og festfyrværkeri, helt perfekt, da Birkerød på udebane blæste til offensiv, og åbnede den ny sæson, med at ud klaske hjemmeholdet fra Gladsaxe-Hero, med de mindeværdige cifre af 10-0. En sejr lige til historiebøgerne, som værende den største registrerede udebane sejr nogensinde i senior 1 regi, hvor man kom tæt på at udligne den absolutte rekord, 13-2 pokalsejren over Hvidovre klubben Rikken i 1994, på det hedengangne Birkerød stadion. 

I eftermiddagens sejr på kunstbanen i Gladsaxe, var der klasseforskel på de 2 mandskaber, hvor hjemmeholdet vil få det svært i de resterende 13 kampe, hvis dette var deres niveau. Omvendt kan Birkerød se frem til et spændende forår/sommer, hvis man kan forsætte med sit sprudlende hurtige angrebsspil, hvor Seth endelig havde fået sit ønske opfyldt, og var rykket fra back positionen, til det som passer ham bedst, den flakkende angriber/kant position. Et hattrick fra Seth, og ligeledes fra den nyudnævnte anfører Nikolaj ”Hof”, som udover målene assisterede på vanlig vis, i en helt igennem flot holdpræstation. 

Knap er kampen sat i gang, før Seth med et drøn brager Birkerød i front, et mål ikke mange nåede at se, da holdleder Mathias desværre havde travlt med at stå i vejen og dirigere med Birkerød tilskuerne. 0-1. Straks efter, hjemmeholdets største, og stort set eneste chance i kampen, på en pludselig fri løber, hvor det sidste træk bliver for langt, og lander i hænderne på Magnus målmand. Som på dagen, netop hjemvendt fra USA, var indkaldt, efter sent afbud fra 1.keeper Benjamin. En stille og rolig dag på kontoret blev det for Magnus, der ikke havde det store besvær, med at give sig selv og sit forsvar en clean sheet. 

Birkerød sidder på kamp og spil fra start, hvor Bagger brænder en direktør efter et kvarter, efter godt pres og assist spil fra ”hof”. Ud over et enkelt hjørnespark, ingen farligheder fra et harmløst hjemmehold, der kommer en mand i undertal midt i halvlegen, som Birkerød trods stor boldbesiddelse ikke får udnyttet. Birkerød presset intensiveres i halvlegens sidste kvarter, hvor Sebastian ”Basse” er tæt på scoring, efter et Frederik ”Arne” indlæg fra venstre. Straks efter er Seth på spil på højre kanten, hvor han finder en løbende Nikolaj, som i toppen af feltet afslutter sikkert, helt nede ved stolperoden. 0-2. Den scoring lå i luften, hvor Seth i halvlegens slutning brænder en stor chance, inden Heise før pausefløjtet alligevel når at prikke bolden i mål til 0-3, da den usikre Gladsaxe målmand Hjalte Mogensen fumler, og taber bolden, efter et Nikolaj ”Hof” hjørnespark. 

I Pausen er de fremmødte Birkerød fans ganske enige om, at denne fodboldkamp nok burde være afgjort, hvor ingen dog havde regnet med det målorgie som skulle komme i den nye halvleg. Som bare er 4 minutter gammel, da ”Arne” smækker et indlæg til feltet, som bliver dirigeret videre af Nikolaj til en fri Seth, som knalder kuglen i mål. 0-4. Igen minutter senere, godt samspil mellem de 2, hvor Seth med en fin aflevering finder ”hof” midt for målet, men afslutningen stryger lige forbi sidestolpen. Gladsaxes forsøg mod Birkerød målet er få, men et enkelt farligt skud, får Magnus lige akkurat fistet over mål, til et hjørnespark. Klassisk angrebsspil af Birkerød giver mål til 0-5, da ”Hof” fra banens midte stikker en dybdebold til Seth, som spiller videre til Heise, som afslutter mod mål, inden bolden til sidst lander hos Nikolaj igen, som er søgt mod højre, og scorer i tomt mål fra den spidse vinkel. 

0-5 med 20 minutter igen, var man kun halvvejs med scoringerne, hvor Gladsaxe pludselig får et par chancer for at reducere, men kvaliteten mangler åbenlyst i afslutningerne. I Stedet 0-6, da et Heise gennembrud med afslutning, træffer målmanden, hvor ”Basse” er hurtig over returen, og banker bolden i tomt mål. 0-7, straks efter, hvor et ”Arne” indlæg til feltet, videre spilles af ind skiftede Mellado, til en bagfra løbende Seth, som knalder læderet i mål. Så blev det svært at følge med på skriveblokken, for kort tid efter står det også 0-8, da en anden ind skifter Marius Rønning, via et indlæg fra tredje ind skifter August, kan score sit første senior 1 mål, i sin bare kamp nr.2.  

Et Gladsaxe-Hero mandskab i opløsning, kan ikke forhindre Birkerød i at score mål, hvor gul/sorte spillere nærmest står i kø i feltet, på et nyt indlæg, hvor Nikolaj får sidste mål fod på bolden. 0-9. Så skulle den magiske 0-10 scoring jagtes, hvor ”Basse” stikkes fri i udkanten af feltet, og Gladsaxe keeperen kommer bragende ud og begår et klodset og dumt straffespark. ”Basse” eksekverer selv, med et sikkert og hårdt spark, og de magiske cifre er en kendsgerning. Tak for underholdningen. BF. Birkerød fanklub. 

Next up: lørdag 21.3 kl.12.00 på kunst 1 i Birkerød mod Ballerup Skovlunde fodbold. 

SS 1: lørdag 14.3-26 på kunst 1 i Gladsaxe: Gladsaxe-Hero – Birkerød = 0-10 (0-3) 

Kampen i tal: 0-1 Seth Frederiksen (2) / 0-2 Nikolaj Hofland (35) / 0-3 Frederik Heise (45) / 0-4 Seth Frederiksen (49) / 0-5 Nikolaj Hofland (70) / 0-6 Sebastian Nejstgaard (72) / 0-7 Seth Frederiksen (76) / 0-8 Marius Rønning (79) / 0-9 Nikolaj Hofland (86) / 0-10 Sebastian Nejstgaard (89, straffespark). Tilskuere: ikke mange, men en god fast skare af veltilfredse Birkerød supportere.   

BIRKERØD: Magnus Høgh Petersen / Nichlas Dissing (80.August Steenshard Damm) – Markus Birch Cartey – Villads Beierholm (67.Marius Thomas Rønning) – Frederik Høgh Petersen / Seth Leicht Frederiksen - Rasmus Erichsen Madsen – Mads Hirsvang Bagger (67.Sebastian Mellado Jensen) – Nikolaj Thoning Hofland (A) - Frederik Banke Heise / Sebastian Nejstgaard. 

Luk