Menu

Birkerød missede oprykningspuljen

image
11. november 2025 kl. 08:18

Birkerød missede oprykningspuljen.

Der var dømt spænding for alle pengene, da sidste runde af sjællandsserien efterår 2025, blev fløjtet i gang, med alle kampe kl.13:30. 7 kampe, hvor samtlige opgør, ganske usædvanligt havde betydning enten i toppen eller bunden af tabellen. Kun Ølstykke og Snekkersten var dømt ude, hvor man urealistisk selvfølgelig håbede på, at netop disse 2 hold ville hugge point fra Birkerød konkurrenterne, FREM Hellebæk og Roskilde KFUM, samtidig med at man også kunne håbe på en uafgjort mellem BSF og Farum.

Det helt stor slag fandt sted i Birkerød, hvor 2’eren i tabellen, Birkerød, tog imod topholdet og oprykkerne fra Nerashte’, som allerede, som den eneste, havde sikret sin plads i top-4, og med et uafgjort resultat kunne vinde rækken. Lige præcis uafgjort ville også være guf for hjemmeholdet, som dermed også ville sikre sig. Et nederlag til hjemmeholdet ville imidlertid blive skæbnesvangert, da ingen troede på mirakler fra Ølstykke og Snekkersten, og heller ej, at opgøret mellem BSF og Farum ville ende uafgjort.

Masser af teorier og ønsker på dagen, som desværre ikke gik i opfyldelse, for vores Birkerød drenge, som tabte 2-3, og som ventet ikke fik hjælp nogen steder fra. Nerashte’, FREM Hellebæk, Roskilde KFUM og Farum, spiller oprykningsspil til foråret, mens tabellens 5’er fra Birkerød via nedrykningspulje, skal sikre sin forbliven i sjællandsserien. Ud af rækken rykker Ølstykke, Snekkersten, og Karlslunde.

Det første opgør nogensinde mellem dagens 2 mandskaber, starter med en grim tackling mod Villads, som sparkes ned, til et åbenlyst gult kort. Men da der kun var spillet et par minutter, har dommere en kedelig tendens til ikke at uddele advarsler så tidligt i kampene, desværre også dommer Claus Meller i dette tilfælde, hvilket måske kunne have betydet at udeholdet ikke havde scoret sit tidlige mål i undertal, hvor ”Basse” tidligt får en god chance i feltet, men skuddet blokeres i sidste øjeblik. Her var der spillet 5 minutter.

Så afgøres denne fodboldkamp på 13 minutter, med 3 scoringer, hvor Birkerød forsvaret mere eller mindre både udspilles og udstilles. 0-1, ingen markering på Uzunel midt i feltet, som let kan score på en frispilning. 0-2, igen store forsvarsproblemer i Birkerød defensiven, hvor bolde ikke bliver afviklet, hvor kuglen sluttelig bliver skudt hen på en medspiller, og springer til en fri Mourhrib, som knalder sin afslutning ind i langt hjørne. 0-3, et udehold i total dominans udspiller Birkerød med en ny frispilning, som elegant lobbes over målmand Bligaard. 13 mareridts minutter for det gul/sorte hjemmehold.

Som først kommer frem til et par chancer omkring den halve time, først med et ”Øster” hovedstød over mål, efter et Nikolaj ”Hof” hjørnespark, og kort efter tumult i Nerashte’ feltet, hvor Sebastian rammer tværribben med et hovedstød. Så må en ikke frisk August desværre forlade banen, og erstattes af Frederik ”Hof”, hvilket selvsagt svækkede venstre angrebsside. Birkerød får mere af spillet i halvlegens slutning, men uden for feltet broderes der for meget, hvor man savner nogle skud mod kassen. I slutningen af halvlegen, ser Alexander gult kort, og må starte 2.halvleg ude i 9 minutter, i en halvleg som Nerashte’ i store perioder dominerede, og spillede god fodbold, over for et hjemmehold, der desværre ikke virkede helt klar på dagen fra start.

Det skulle blive lidt bedre i 2.halvleg, om end den starter med ny Nerashte’ dominans på bolden, et udehold der også ser gult og undertal efter 5 minutters spil. Birkerød har svært ved at gennembryde sin modstanders solide defensiv, hvor Lars prøver med skud udefra, som målmanden redder. Og straks efter får hjemmeholdet sin livline, da ”Basse væltes omkuld i feltet, til ikke verdens største straffespark, som alligevel dømmes af dommer Meller. Seth tager sparket, og eksekverer hårdt og sikkert, nærmest midt i målet. 1-3. Håb forude for de gul/sorte, som endnu havde en halv time, at gøre godt med, og som er tæt ved at reducere lidt efter, efter en gang kluddermor i Nerashte’ feltet, hvor boldene danser omkring målstregen. Med 20 minutter igen, godt Birkerød spil, hvor Nikolaj spiller Bagger fri til afslutning, men den stærke Nerashte’ keeper redder forsøget, og straks efter header ”Basse” et Nikolaj ”Hof” frispark over mål.

Anfører Twile skiftes med Markus, inden Nerashte’ for første gang bliver farlige i 2.halvleg, da målmand Bligaard disker op med en fornem redning, på en helt fri modspiller. Redningen holder Birkerød inde i kampen, og med 10 minutter igen, blæser Birkerød for alvor til angreb, over for et træt udehold. Birkerød tilkendes et frispark, lige uden for det store felt, en spark ”Basse” insisterer på at sparke. Klogt nok, for manden der tit og ofte ved hvor målet står, hamrer bolden igennem mur, og hvad der ellers står i vejen, og 2-3. Hjemmeholdet kæmper også med fysikken, hvor opspillet går for langsomt, og hvor diverse spilstop, konstant stopper spillet i kampens slutning, hvor Nerashte’ spiller 2 mand i undertal, de sidste minutter.

Birkerød appellerer forgæves for et straffespark, da Nikolaj trykkes ned i feltet, og havde en sag, som umiddelbart var større, end det straffe man fik tilkendt, hvor Seth også fældes på kanten af feltet i den hektiske slutfase. Birkerød får den ultimative udlignings chance, da ”Basse” fyrer venstre kanonen af lige uden for feltet. Et perfekt tryk, som normalt går i mål, men skuddet helt nede ved sidestolpen, plukkes på fantastisk vis af Nerashte keeperen, som med kampens bedste aktion, giver sit hold sejren, og Birkerød efterladt som sorteper. Nerashte’ trækker den sidste tid ud af opgøret, hvor man fristes til at sige, at havde kampen haft et par minutter mere, havde hjemmeholdet fået sin udligning.

Birkerød taber på målscoren, hvor man lige manglede 3 mål, som kunne være scoret ugen forinden i Ølstykke, og en slukøret spillertrup og fans, må for anden gang på bare små 5 måneder se en mulig oprykning forsvinde ud i horisonten.

Efter kampen Blev Mads Bagger kåret som årets spiller, hvor også Nikolaj Hofland fik hæder, da han fik en aktie i årets publikumspokal, Tillykke til begge, med de helt fortjente valg. BF. Birkerød fanklub.   

SS1: lørdag 9.11-25 kl.13:30 på Birkerød stadion: Birkerød – Nerashte’ = 2-3 (0-3)

Kampen i tal: 0-1 Yusuf Uzunel (8) / 0-2 Tarik Mourhrib (15) / 0-3 Tarik Mourhrib (21) / 1-3 Seth Frederiksen (61, straffespark) / 2-3 Sebastian Nejstgaard (84). Birkerød advarsler: Alexander Hjulmand (44) – Seth Frederiksen (94). Tilskuere: Ca.250 (sæsonrekord).

BIRKERØD: Benjamin Bligaard / Seth Leight Frederiksen – Alexander Hjulmand – Villads Beierholm – August Steenshard Damm (36. Frederik Thoning Hofland) / Jacob Østerby Holst Rasmussen / Jes Broby Tinghuus Petersen - Mads Hirsvang Bagger (88. Marius Thomas Rønning, debutant) – Lars Twile Torp (A) (78. Markus Birch Cartey) – Nikolaj Thoning Hofland / Sebastian Nejstgaar

Luk