Menu

Birkerød tabte lokalopgør mod Farum

BIrger Flannov
28. august 2016 kl. 21:09

Efter en god sæsonstart, gik den ikke længere for Birkerøds fodboldflagskib, da man på den anden side af kommunegrænsen, led sæsonens første nederlag. Nyoprykkede Farum konsoliderede deres 1.plads, med en 2-1 sejr over naboerne, en sejr som ingenlunde var fortjent, men hvor man lukrerede på modstander fejl, frem for egne styrker. Birkerød mandskabet valgte i dette lokalopgør, at yde sæsonens dårligste præstation, hvor næsten alle var under niveau, og præstationen må betegnes som en kollektiv offday.

For når man kikker en uge tilbage, hvor Birkerød og Liria gav hinanden en flot fodboldkamp, blev denne kamp, en forfærdelig gang rod, mest fordi Farum slet ikke havde Lirias fodboldmæssige niveau, og vel næppe satte 3 sammenhængende afleveringer i hele opgøret, og samtidig kom ud med en defensiv tilgang, hvor bolden blev haglet op til et par hurtigløbere, så skulle det blive møgsvært at håndtere, for et Birkerød mandskab under daglig vande.

Fortjent eller ej, herfra kan det konstateres, at det bedste fodboldhold tabte, men så er det bare op på hesten igen, velvidende at Farum snart er færdige med at ride på oprykkerbølgen, for selv om der ind imellem sker masser af mærkværdige ting i fodbold verdenen, vil jeg blive super overrasket, hvis de fortsætter som tophold i denne række, med det spil.

Man skulle 16 år tilbage, for at finde sidste opgør mellem disse 2 fodboldklubber, hvor et forholdsvis nyopført Farum Park, dannede rammen om et opgør i landets næstbedste fodbold række 1.division (Faxe kondi divisionen), en kamp som endte 2-2, på mål af den tids fodboldstjerner Anders Højlund og Martin Sandner. Det samme resultat burde som minimum være gentaget af nutidens hold, men sådan skulle det desværre ikke være.

En frækkert af Weibel, som skyder direkte på mål, da bolden gives op, er tæt på at give Birkerød en lynføring, men Farum keeperen, som står langt ude af sit mål, kan vride nakken, og se forsøget snige sig over tværribben. Den hurtige føring kommer dog alligevel, bare til det andet hold, som laver 2 mål på otte minutter, en føring Birkerød aldrig rigtig fik rystet af sig. 1-0, efter indlæg fra højre, hvor målmand Emil bliver den lille i feltet, hvor et hovedstød forlænges videre, og heades i tomt mål. Kort efter, frispark Farum, i farlig position ikke langt fra det store felt, Birkerød har kun 2 mand i muren, hvilket forekommer besynderligt, da målskiven ser nem ud at ramme, hvilket også bliver tilfældet, bag en ikke helt sagesløs Emil.

0-2, op ad bakke for dagens grønklædte Birkerød spillere, som kommer igen, da Oscar finder Weibel midt for mål, som i stedet for direkte afslutning, forsøger at afdrible målmanden, som imidlertid dykker ned og fanger bolden. Birkerød har bolden klart mest efter Farums chokstart, og på et frispark midt i halvlegen, header anfører Mickey lige forbi stolperoden. Farums farligste våben, er et par hurtigløbere i front, som giver et par chancer, da Birkerøds forsvarere giver alt for megen plads. 2-0 til hjemmeholdet ved pause, hvor vejret var klasser bedre, end spillet på fodboldbanen.

Birkerød stadig på jagt efter mål i den nye halvleg, mod et defensivt Farum mandskab, som bare vil holde føring og resultat kampen ud. Farum er dygtigere til sin mission, end Birkerød er til at kreere målchancer, for dem kommer der trods boldovertag ikke mange af i de sidste 45 minutter. Frederik Madsen, får en stor mulighed i midtfeltet, på en Rasmus Garly frispilning, men skuddet træffer lige på en modstander, og i Birkerøds offensive jagt på mål, er en hurtig Farum kontra tæt på scoring, men blokeres i sidste øjeblik.

Som man belaver sig på et 0-2 nederlag, kommer en pludselig Birkerød reducering, da en Farum spiller midt på egen banehalvdel, tonser bolden ind i fødderne på en Birkerød spiller, og bolden sejler let og elegant hele vejen i mål, bag en keeper som igen er langt ude af målet. Med 5 minutter igen, måske stadig håb, og chancen kommer da også, da Garly i de døende sekunder, får slået et perfekt indlæg til bageste stolpe, hvor Kasper "mirks" hovedstød, sniger sig millimeter forbi øverste krog, inden kampens svage dommer, Andreas Rasmussen, som havde travlt med alt andet end at dømme fodbold, heller ikke havde lagt den nødvendige overtid til. Tirsdag venter HIK i pokalen, og fredag kommer Lejre på besøg. BF - fanklubben.         

SS1: Lørdag 27.8-16 kl.14.00 i Farum: Farum Boldklub - Birkerød = 2-1 (2-0)

Kampen i tal: 1-0 (4) / 2-0 (8) / 2-1 selvmål (85). 300 tilskuere.

BIRKERØD: Emil Becker Ringtved / Hani Naboulse (46.Nis Lundgaard) - Mads Windekilde - Mickey Fagerlind Nielsen (A) - Youssef Mahmoud (29.Rasmus Garly) / Oscar Hartkopf - Frederik Madsen - Mark Blakø - Magnus Hejbøl / Kasper Mørk Sørensen (16.Christian Schulze,debutant) - Frederik Weibel. 

Luk