Menu

Comeback kids

image
Birger Flannov
05. maj 2016 kl. 23:31

Birkerøds bedste fodboldspillere lavede noget af et comeback, da de gæstede Stenløse, til noget der lignede en næsten topkamp, i sjællandseriens pulje 1. Bagud 0-3, med 9 minutter igen, var løbet kørt, men intet er helt sikkert i fodbold, før dommeren har trillet ærten i fløjten for sidste gang. Med 3 minutters overtid inkluderet, var stillingen nemlig lidt senere forvandlet til bemærkelselvsværdige 3-3, som også blev kampens resultat, og det kan man være glade og lykkelige for i Birkerød og omegn i dag.

For i de første 80 minutter havde udeholdet fra Birkerød ikke formået at skabe noget, der bare lignede en målchance, ud over en skud forbi målet fra Jonas Larsen i indledningen. På en dag hvor Birkerøds spil ikke var optimalt, hverken for eller bag, er det en rigtig god ting, at man alligevel formår at score point, hvilket styrker selvtillid og moral, i den grad, også hos et trænerteam, som stadig er højt på strå, som ubesejret.

På Degnebakken i Stenløse, har Birkerød ikke spillet turneringsfodbold, i mange år, og på denne tidlige eftermiddag og konfirmationstid, var der heller ikke mange folk at skue, på det gamle fine stadion. Birkerød starter opgøret bedst, med god boldbesiddelse de første 10 minutter, derefter fiser gassen noget af ballonen, og hjemmeholdet bliver pludselig farlige, med lange bolde, som udløser en friløber, som Birkerød keeper Nicky Antonsen, snupper med en fin fodparade.

Stenløse har i front 36 årige Thomas Wagner, som altid har vidst hvor netmaskerne sidder med et hav af scorede mål, som for et par sæsoner siden, hvor målmaskinen plaffede over 40 mål ind i danmarksserien, da SC Egedal sikrede sig oprykning til 2.division. Ham kender træner Gammelgaard udmærket, og havde sikkert fortalt sine forsvarere, hvem der skulle holdes øje med, alligevel fik "doktoren" sidste fod på bolden, da han alt for let i feltet satte 1-0 scoringen ind, efter indlæg fra højre. Siden hen fik man godt styr på Wagner, men ikke helt på Dennis Jacobsen, som spilles helt fri lige inden pausen, og på et dumt tidspunkt fordobler han føringen over for en chanceløs Birkerød anfører i målet.

0-2 nede, hårde odds for et Birkerød mandskab, som er nødt til at blive mere direkte mod modstander målet, noget som ikke lykkes specielt godt, og da der ingen chancer er, at notere på blokken, og Stenløse samtidig kommer foran 3-0, da Anders Syberg kommer let til scoring i feltet, efter alt for passivt forsvarsspil af Birkerød, syntes kampen for alvor lukket og slukket. Men så var det lige, som tidligere beskrevet, at man aldrig skal give op, før den gamle dame har sunget (manden med fløjten), for sidste gang.

Først smækker Mads Serop et frispark ind i feltet, som suser hele vejen i mål, godt presset af Lasse Madsen, til 1-3, hvilket glæder den lille fanskare, som trods alt får et gul/sort mål at glæde sig over, som bliver endnu bedre kort efter, da Mads Weidekamp straks uden for feltet modtager en bold fra højre kanten, som han hårdt og kontant klipper til første gang, og 2-3 er pludselig en realitet. Kort inde i overtiden bliver Birkerød euforien total, både på og uden for banen, da bolden efter en del tumult i Stenløse feltet, til sidst lander for fødderne af Mads Windekilde, som får sit lykketræf, og netmaskerne til at blafre til slutcifrene 3-3.

Fantastisk slutfinish af et et Birkerød hold, som absolut ikke spillede nogen specielt god kamp, men heller aldrig gav op, trods nede med 0-3, og stor cadeau til sådan en indstilling. Kampens 3 Birkerød målscorere, nettede alle for første gang i en turneringskamp, dog havde Serop prøvet det før i en pokal kamp mod Vallensbæk. Dagens reporter husker ikke et lignende comeback af et Birkerød mandskab, siden det legendariske opgør mod Skovbakken en maj dag i 1982, hvor 2.divisionholdet fra Birkerød, var bagud mod Århusianerne med 0-3, med 16 minutter tilbage. På de 16 minutter, plus overtid, nettede hjemmeholdet 4 gange, og vandt en meriterende sejr, som stadig står i frisk erindring. Lørdag i Stenløse lykkedes seancen næsten igen. BF - Birkerød fanklub.

SS1 Lørdag 23.4-16 kl.13.30 på Stenløse stadion: Stenløse - Birkerød = 3-3 (2-0)

Kampen i tal: 1-0 Thomas Wagner (24) / 2-0 Dennis Jacobsen (44) / 3-0 Anders Syberg (59) / 3-1 Mads Serop (81) / 3-2 Mads Weidekamp (87) / 3-3 Mads Windekilde (91). Birkerød advarsel: 100 Tilskuere.

BIRKERØD: Nicky Antonsen (A) / Hani Naboulse - Mads Windekilde - Niclas Madsen - Mads Serop / Andreas Helk (46.Mads Weidekamp) - Mark Blakø - Nis Lundgaard - Jonas Larsen / Frederik Weibel - Magnus Hejbøl Jensen (31.Bill Sida / 62.Lasse Madsen)

Luk