Menu

Ny Birkerød sejr

image Frederik Weibel blev matchvinderen - på Hani Naboulses flotte forarbejde
Birger Flannov
22. august 2016 kl. 08:54

I Birkerød rides der videre på den gode bølge af fodbold sejre, som har indledt denne sæson. Fredagskampen mod stærke Liria blev vundet 1-0, som gav 3 på stribe, når pokalkamp tælles med, og stadig kan der prales med en clean sheet, når der tælles mål imod. Som modstander, er Liria med de albanske rødder, et forholdsvis nyt bekendtskab, for Birkerød fodbold, da det kun var tredje gang, de 2 hold stod over for hinanden, og hvor det så endelig lykkedes med en gul/sort gevinst, efter 2 nederlag i sidste sæson. Birkerød måtte undvære sin normale målmand og anfører, Nicky Antonsen, som var blevet knæskadet under træning, og i hans sted måtte senior 2 målmand Mikkel Møller i aktion, hvilket han gjorde aldeles upåklageligt.

I den meget jævnbyrdige kamp, var Birkerøds smalle sejr fortjent nok, men var kampen endt uden scoringer, kunne begge mandskaber som sådan, også havde været tilfredse med det. Liria er et godt spillende fodboldhold, med gode tekniske spillere, og god organisation på banen, de selvsamme ting mestrer Birkerød også, så det blev en god kamp, på højt sjællandsserie niveau, med god fight, saft og kraft i nærkampene, uden det på noget tidspunkt gik over gevind. Liria åbnede sæsonen med 6-1 over Glostrup, hvilket tydede på offensiv styrke, og holdet viste da også i glimt farligheden, men hjemmeholdet med det stærke M&M midterforsvar, Windekilde og Fagerlind, var både heldige og især dygtige nok, fra start til slut, til at holde modstanderen fra scorings fadet.

Jævnbyrdigheden er stor fra start, hvor holdene lurer hinanden af, og første chance er udeholdets, men debut Møller kommer godt ud af buret, og blokerer et farligt forsøg. Straks efter, da et kvarter er rundet, får Weibel fra højrekanten slået en fin bold til feltet, som Kasper Mørk er først på, men hovedstødet uden kraft sejler over mål. Holdene er lige med bolden, men Birkerød er lidt farligere, som når Oscar Hartkopf laver finurligheder på kanten, og finder Weibel midt ud for det store felt, men skuddet sidder lige på Liria keeperen. Samme situation, 10 minutter senere, Hartkopf, Weibel, skud igen lige på målmand.

Liria tester også med skud udefra, og på et af disse, er målmand Møller tæt på at tabe et forsøg mellem benene, men når at samle læderet op inden det triller over målstregen. Også den farlige kantspiller, Jens Lindboe, har Birkerød i lighed med sidste sæson sit hyr med, men trods visse problemer for Youssef på backen, slipper både Youssef og Birkerød med skrækken kampen igennem. 2 minutter før Herberts dejlige pause læske, er Weibel tæt på scoring, da han i midtfeltet får serveret en tilfældig nedfaldsbold lige for fødderne, men en betuttet Weibel hamrer den store chance over mål. 0-0 ved pause, mellem 2 gode hold, som nødigt vil tabe.

2.halvleg starter som første, forsigtigt, inden Liria, ved hurtige og finurlige Lindboe, kommer over flankerne, og får slået et par giftige indlæg, som der heldigvis ikke er folk i feltet til at følge op på. Birkerød har også solide kanter, og da Magnus flot glider igennem på venstre, ligger indlægget perfekt til Kasper i midtfeltet, men trods det godt placerede nedad headede hovedstød, er Liria målmanden skarp og dygtig, og parerer forsøget. Få minutter senere sparker Oscar et af sine velplacerede hjørnespark til feltet, som anfører Mickey når først på, men inderside helflugteren drøner over mål.

Som halvlegen skrider frem bliver Birkerød mere og mere dominerende på bolden, hvor også fysik og form virker bedre end modstanderens. Magnus får fra sin venstreposition slået et par indlæg til feltet, som enten mangler præcision, eller folk i feltet. Liria har også sine spredte forsøg, blandt andet en farlig tværaflevering til feltet, hvor afslutningen heldigvis bliver blød og svag. Birkerød har bedre fat i midtbanespillet, godt demonstreret af Frederik Madsen, som med et rush igennem banen, afslutter med et godt skud, som suser lige forbi mål. Kort efter er det tid til dagens højdepunkt og sejrsmål, da Hani Naboulse, som efter en nervøs start, spillede sig gevaldigt op i 2.halvleg, fra sin højre back position skyder med frem over flanken, modtager afleveringen på det rigtige tidspunkt, og formår det man ellers ser alt for lidt, at komme helt ned til baglinjen, tæt under mål, inden den skrå aflevering præcist lægges op i feltet, hvor den tililende Frederik Weibel, sikkert knalder sejrsmålet i nettet. Frederik, som desværre døjer med knæ problemer, scorede mål nummer 26 i Birkerød trøjen, i kamp nummer 51, som lige giver mig anledning, til at ønske et forsinket tillykke med det lille kampjubilæum sidst.

1-0, med et stort kvarter tilbage, hvor udeholdet pludselig genfinder luften, i jagten på en udligning. Da Birkerød samtidig stepper et par trin tilbage, giver det Liria mere spil i slutfasen, med blandt andet et frispark til feltet, hvor en hård afslutning drøner lige forbi mål. Med en hård arbejdsindsats, lykkedes det imidlertid de gul/sorte tropper at holde sin føring, trods hjørnespark til Liria, i kampens tredje overtids minut, et sidste forsøg, som i det begyndende aftenmørke, heades over mål. Birkerød ligger 3'er i tabellen, og møder lørdag det nyoprykkede tophold Farum på udebane, i et vaskeægte lokalopgør. BF - Birkerød fanklub.

SS1 Fredag 19.8-16 kl.19.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Liria=1-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 Frederik Weibel (73). Tilskuere: 167.

BIRKERØD: Mikkel Zethner Møller, debutant / Hani Naboulse - Mads Windekilde - Mickey Fagerlind Nielsen (A) - Youssef Mahmoud / Oscar Hartkopf (83.Sebastian Tschorn Ramsing) - Frederik Madsen - Mark Blakø - Magnus Hejbøl / Kasper Mørk Sørensen (88.Tobias Lawætz) - Frederik Weibel.

Luk