Menu

Thomas Ascanius bliver ny cheftræner for Herre Senior 1.

image
15. juni 2026 kl. 07:00

Vi kan med stor glæde præsentere Thomas Ascanius som ny cheftræner for klubbens Herre Senior 1. 

Thomas kommer til klubben med stærke erfaringer fra både bl.a. Danmarksserien og Serie 1. Senest har han stået i spidsen for Virum-Sorgenfri Boldklub, hvor han gennem de seneste tre sæsoner har været en central del af en markant sportslig udvikling. Her har han været med til at skabe et stærkt fundament, udvikle en konkurrencedygtig seniorafdeling og opbygge et miljø, hvor fællesskab, ansvar og præstation går hånd i hånd. I den netop afsluttede sæson var Virum helt med fremme i kampen om oprykning frem til sidste spillerunde. 

Tidligere har Thomas desuden været træner i Tårnby FF i Danmarksserien. 

For klubchef Rasmus Kaas har det været vigtigt at finde en profil, der både kan bygge videre på det eksisterende fundament og samtidig tilføre nye impulser. 

"Vi har haft en meget lang og grundig proces, og vi er utrolig glade for, at Thomas har sagt ja til opgaven. Han kommer med stærke erfaringer, en tydelig ledelsesstil og dokumenterede resultater fra de miljøer, han har været en del af." 

"Det har været vigtigt for os at finde en træner, som både tror på udvikling og præstation. Vi mener, at der er et stort potentiale i den nuværende trup, og vi er overbeviste om, at Thomas er den rette til at tage næste skridt sammen med spillerne." 

"De seneste sæsoner har vi været tæt på toppen af rækken, og ambitionerne ændrer sig ikke. Vi ønsker at være en klub, der konkurrerer med om de øverste placeringer, samtidig med at vi fastholder det stærke fællesskab og den lokale identitet, som kendetegner Skjold Birkerød." 

Thomas Ascanius ser frem til at komme i gang i sin nye rolle. 

"Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for tilliden. Jeg er stolt og ydmyg over at få muligheden for at stå i spidsen for Skjold Birkerøds førstehold." 

"Jeg vil også gerne rette en tak til Lasse for det store arbejde, han har lagt i holdet gennem de seneste år. Jeg overtager en trup og et fundament, som der er blevet arbejdet hårdt for at skabe." 

"Derfor er jeg også meget bevidst om det ansvar, der følger med opgaven. Klubben har gennem de sidste sæsoner været lige ved og næsten i forhold til oprykningsspillet, og jeg håber, at jeg kan være med til, at det bliver vores tur i den kommende sæson." 

"Jeg glæder mig utrolig meget til at lære spillerne, staben og klubben endnu bedre at kende og sammen bygge videre på den udvikling, der allerede er skabt." 

"For mig handler fodbold om mere end resultater. Jeg tror på et stærkt og positivt fællesskab - både på banen og i omklædningsrummet. Samtidig tror jeg på en stærk træningskultur, hvor alle tager ansvar, bidrager til helheden og hver dag hjælper hinanden med at blive bedre. Når miljøet er stærkt, kommer resultaterne ofte som en naturlig konsekvens." 

Samtidig fortsætter Mathias Rasmussen i trænerstaben, hvilket sikrer kontinuitet og et vigtigt kendskab til både spillertruppen og klubbens hverdag. 

I Skjold Birkerød ser vi nu frem mod næste sæson med stor optimisme og tro på, at holdet kan tage yderligere skridt sportsligt. 

Velkommen til Skjold Birkerød, Thomas. 

 

Luk