Menu

U15 piger klar til Pokalfinalen

image Jublen var stor, da finalepladsen var i hus
Søren Vagn Andersen
27. april 2017 kl. 21:55
Mod et velspillende og fysisk overlegent hold fra Frederikssund formåede Skjold Birkerøds dygtige U15 piger at vende 0-2 til en sejr på 3-2 og dermed sikre sig en plads i pokalfinalen, der spilles tirsdag d. 23. maj på Birkerød Stadion

Torsdag aften spillede U15 pigerne semifinale i pokalturneringen mod ærkerivalerne fra Frederikssund. Pigerne har haft et godt tage på Frederikssund i VinterBOLD turneringen, hvor det er blevet til sejre på 2-0 og 5-3. Men en ting er træningskampe, noget andet en pokalkamp. Frederikssund er et rigtig godt hold, med mange dygtige spillere, der spiller godt fodbold, og kampen blev præcis ligeså tæt som vi havde forventet. 

Birkerød startede bedst og satte sig hurtigt på kampen. Alligevel var det Frederikssund, der først fik bolden i nettet, da et hjørnespark fik lov til at passere til bagerste stolpe, hvor en Frederikssund spiller elegant kunne heade bolden i mål. Få minutter senere fik en Frederikssund spiller fat i bolden i feltet og fik den dirigeret i nettet fra en spids vinkel, og så var pigerne bagud 2-0 efter 17 min. 

Heldigvis er pigerne fra Birkerød ikke sådan at knække, så de fortsatte med at spille bolden rundt, sådan som vi havde aftalt, og kort efter kunne de sende Louise afsted med en perfekt aflevering i dybden. Sådan en chance misbruger Louise ikke, og så var pigerne med igen: 1-2. 

Efter pausen fortsatte Birkerød pigerne med at presse på og efter små 10 min. kom Louise fri på højre fløj og lagde et perfekt indlæg til Caroline, der koldt og roligt udplacerede Frederikssunds, i øvrigt meget velspillende, keeper til udligning 2-2. Nu var Birkerød for alvor med i kampen og til de mange fremmødte tilskueres store jubel kunne Caroline kort efter spille Louise fri i dybden til endnu en scoring. 3-2.

Så var rollerne lige pludselig vendt om, og Frederikssund satte alle kræfter ind på at få udlignet. Det blev 20 lange og uskønne minutter, hvor Birkerød pigerne forsvarede sig med næb og klør anført af en stærkt spillende Sofie i bagkæden, som formåede at bevare overblikket og roen selvom det flere gange brændte alvorligt på. Men pigerne holdt stand og kunne stolt bryde ud i jubel da slutfløjtet endelig lød. De havde vendt Frederikssunds 2-måls føring til Birkerød sejr 3-2 og en plads i Pokalfinalen.

På gensyn til finalen i DBU Sjællands pokalturnering tirsdag d. 23. maj kl 19:00 på Birkerød Stadion.


U15 Pigerne inden torsdagens pokalsemifinale

 

Luk