Menu

U15 pigerne på træningstur til Middelfart

image
Søren Vagn Andersen
01. april 2017 kl. 11:30
U15 pigerne var i sidste weekend på træningstur i Middelfart. Strib Idrætsefterskole havde inviteret 6 pigehold til at komme og spille en lille træningsturnering og samtidig snuse til livet på efterskolen.

Pigerne var fulde af forventninger og godt humør da de med fuld musik steg af bussen på efterskolen i Strib. De indtog først det tildelte klasselokale og derefter efterskolens street-fodboldbane – det var helt godt at få rørt benene lidt efter den lange bustur.

Kl. 18 var der velkomst og lasagne i spisesalen med pragtfuld udsigt til Lillebælt, og bagefter var der handicap OL i efterskolens hal. Pigerne skulle dyste i 3 discipliner: Handicap-hockey hvor pigerne var bundet sammen 2 og 2, lang-distance gæt og grimasser, og fodbold med ”tunnelsyn” dvs. med paprør for øjnene. Aftenen blev rundet af med the og varme, nybagte boller i spisesalen. En dejlig afslutning på dagen.

Lørdag var der program på fra om morgenen. Kl. 7 var der igen nybagte boller i spisesalen, og så var det ellers om at komme i træningstøjet og få pakket bussen, inden der skulle dystes i ”idrætscross” – et stjerneløb med indlagt udfordringer, der stillede krav til pigernes samarbejdsevner. De skulle flytte tønder over forhindringer, bygge figurer af LEGO efter mundtlig instruks, og trille Kinder æg på en presenning med huller. Efter hver omgang skulle pigerne skyde til måls med luftgevær, med tidsstraf for hver forbi’er.

Efter frokost, som blev indtaget udenfor i solen, kørte vi til Fredericia for at spille fodbold. I dagens anledning blev pigerne varmet op af en af den tidligere OB og FCM spiller, Claus Madsen, som også fungerer som lærer på efterskolens fodboldlinje. Det var meget inspirerende, og pigerne viste et højt niveau i øvelserne.

Dagens første kamp var mod Dalum fra Odense. Mens pigerne fra Birkerød varmede op, havde Dalum vundet 4-1 over Aabenraa, så det var med en god portion respekt at pigerne gik på banen. Det viste sig dog hurtigt at de sagtens kunne matche Dalum, selvom det kneb lidt med organisationen på midtbanen i 1. halvleg. Det fik vi styr på i pausen, og kampen sluttede 2-0 til Birkerød uden at Dalum på noget tidspunkt havde været rigtig farlige.

Næste kamp var mod Aabenraa, som var fysisk stærkere end Dalum, men ikke helt så teknisk dygtige. Pigerne fra Birkerød skulle lige vænne sig til det mere kontante spil, og selvom de havde bolden mest, kneb det med at komme til afslutninger. Blandt andet fordi Aabenraa havde en meget stærk midterforsvarer, der dygtigt ryddede op hver gang Birkerød pigerne spillede sig igennem deres kæder. Trods tydelige frustrationer over ikke at kunne score, når nu de havde bolden mest, blev Birkerød pigerne ved med at prøve. De forsøgte både at komme bag om Aabenraa’s forsvar, at kombinere sig igennem, og med skud fra distancen. Og med få minutter igen lykkedes det endelig at få bolden i nettet til sejr 1-0 til Birkerød.

Efter kampen gik det via et varmt bad hjemad med høj musik. Så det var en flok trætte, men også meget glade piger der steg af bussen lørdag aften i Birkerød.

En stor tak til Michelle Kjærhus Therkildsen og Strib Idrætsefterskole for et super arrangement og 24 timer pakket med gode oplevelser.

Luk