Menu

Ny Birkerød sejr på hjemmebanen.

image Nikolaj Hofland (arkiv)
22. april 2024 kl. 08:42

Ny Birkerød sejr på hjemmebanen.

Middagsfodbold på Birkerød stadion, med lave temperaturer, og en kold irriterende vind blæsende på tværs af banen. Nogle af dagens udfordringer for de fåtallige tilskuere, men også for dagens aktører, fodboldspillerne, som samtidig også havde deres hyr med en fugtig blød grønsvær, som også havde sine ujævnheder. Hjemmeholdet fra Birkerød skulle op mod tabellens agterlanterne fra Herstedøster, et mandskab man i efteråret havde sønderbanket med 5-1, i det omvendte opgør, som stadig stod som sæsonens største sejr.

Det blev til en ny Birkerød sejr, over DS-nedrykkerne fra Herstedøster, som skal kæmpe hårdt for at undgå sin anden degradering i træk. Birkerød sejren lød på 2-0, en smallere en af slagsen, end cifrene måske antyder, for hvis Herstedøster havde kendt sin besøgelsestid i dette opgør, og havde scoret på sine 100% chancer, kunne de lige så godt have vundet denne jævnbyrdige, og uskønne fodboldkamp. For det blev en frygtelig rodet kamp, fuldstændig i diametral modsætning til kampen i Herstedøster, som for undertegnende stadig står, som sæsonens hidtil bedste Birkerød præstation.

Ikke en finger at sætte på de 2 mandskabers kampiver og fight, som bestemt ikke fejlede noget, men det gode fodboldspil var der til gengæld ikke meget af, hvor tilskuernes engagement, nærmest mest af alt, var koncentreret omkring besynderlige dommerkendelser, som også fik de 2 trænerbænke i kog adskillige gange, i løbet af opgøret. Intet ondt mellem fodboldholdene på banen, men den stemning som der til tider blev pisket op, var udelukkende dommernes skyld og ansvar.

Birkerød måtte på dagen undvære Mickey, Serop og Seth, i en kamp, hvor Troels skulle have startet inde, men blev skadet under opvarmningen, hvor ligeledes anfører Jakob Sten og debutanten Gustav Strange allerede inden pausen også måtte udgå med skader.  I målet var det Frederiks tur til at vogte kassen, i trænernes rotations princip, mellem sine 2 keepere, og han skulle ikke få den bedste start på opgøret, da en tilbagelægning løber fra ham, og lige ud til en modstander, som i fri position, bare skal score i åbent mål. Men på besynderlig vis, skydes bolden forbi målet, på denne kæmpechance, som en blind nærmest kunne have sat ind med sin førerstok. Her var der spillet 2 minutter af opgøret.

Herefter blev der nu langt mellem snapsene, hvad angik målchancer, som der i realiteten ikke kom flere af i en jævnbyrdig 1.halvleg, hvor hjemmeholdets småfarligheder, oftest kom fra venstrekanten, hvor energiske og arbejdsomme August Damm huserede, og igen fremstod som bedste Birkerød spiller på dagen. 5 minutter inden pausen udgår en irriteret anfører Jakob Sten med en baglårskade, som måske ikke var/er så slem som først antaget. 2 stort set arbejdsløse målmand, kan gå til pause, med holdkammeraterne. 0-0.

Fra 2.halvlegs start måtte de 2 mandskaber, vente på dommertrioen. Da de endelig indfandt sig, og igen satte gang i opgøret, startede det med et mindre bombardement af Birkerød målet, hvor først Frederik målmand kommer godt ned og redder et langskud til hjørnespark, hvorefter der opstår tumult i Birkerød feltet, hvor blandt andet Herstedøster har bolden på indersiden af stolpen. Her var hjemmeholdet heldige, og igen 7 minutter senere, hvor Herstedøster, efter indlæg fra højre, igen formår at brænde en kæmpechance, i helt åbent mål, hvor afslutningen i stedet træffer en Birkerød spiller, og giver hjørnespark. 2-0 i kæmpechancer til udeholdet, men 0-0 på måltavlen. Minuttet efter, i kampens 53.minut, har Birkerød sin første egentlige gode målchance, med et farligt Sebastian ”Basse” skud mod målet.

Så vises Herstedøster keeper Mohammed Hussein ud i 10 minutter, for at plukke en bold uden for feltet, en klar fordel for hjemmeholdet, med en markspiller i modstandermålet. Men hjemmeholdet formår slet ikke at sætte pres på den uprøvede keeper, ud over et skud fra debutanten Cristoffer Wedell, som suser over målet. Så lignede det en opgør uden mål, i denne ørkenvandring af en fodboldkamp, men sådan blev det ikke, hvor også ”Chris” Nejstgaard forkert ser gult, og får 10 minutter i skammekrogen. I overtallet kunne Birkerød ikke score, men i undertallet går det bedre, da Benjamin Fjorting i et kampens få højdepunkter, fyrer et langskuds missil af på overliggeren, hvor returbolden lander for fødderne af Sebastian ”Basse”, som befriende bringer sit hold foran 1-0.  

Om det var fortjent, kunne jo så diskuteres, men Herstedøster formår ikke for alvor at sætte pres mod Birkerød målet til en udligning, og så kan Birkerød i slutminutterne i stedet lukke og slukke opgøret med endnu en scoring, hvor først Sefa har kikset en afslutning mod målet, som en energisk Frederik Hofland efterfølgende opsnapper, og spiller ind i midt zonen af feltet, til en fri Benjamin Fjorting, som kan cementere Birkerød sejren, med sit første senior 1 mål. Herstedøster er tæt på en fortjent reducering i overtiden, med et veludført frisparksforsøg, men heller ikke her er heldet med det uheldige bundhold.

Birkerød vinder 2-0, og fastholder sin femte plads i tabellen, med sin tredje forårssejr på hjemmebanen, og sin tredje clean sheet. Og som Christopher Nejstgaard sagde efter opgøret, ”hvad vil i helst have, en lortekamp og 3 point, eller en flot kamp, uden point”, her foretrækkes helt sikkert førstnævnte og det fik vi så. BF. Birkerød fanklub.

Next up: lørdag 27.4-24 kl.11.00 i Ballerup idrætspark mod Ballerup-Skovlunde fodbold.

SS1: lørdag 20.4 kl.12.00 på Birkerød stadion: Birkerød – Herstedøster=2-0 (0-0)

Kampen i tal: 1–0 Sebastian Nejstgaard (76) / 2-0 Benjamin Fjorting Grealish (89). Birkerød advarsler: Christopher Nejstgaard (68). Tilskuere: 75.

BIRKERØD: Frederik Høyer Hansen / Gustav Bisgaard Strange, debutant (46.Sefa Taspinar) – Sylvester Lundberg Odgaard – Christopher Nejstgaard – August Stenshard Damm / Marcelo Peter Cunha Randolf – Benjamin Fjorting Grealish - Frederik Thoning Hofland – Jakob Sten Madsen (A) (40.Christoffer Wedell, debutant) – Nikolaj Hofland / Sebastian Nejstgaard.

Luk