Menu

Nederlag i Bagsværd.

image
19. oktober 2026 kl. 11:30

For Sjællandsseriens 2 midterhold Bagsværd og Birkerød, var der dømt alt eller intet opgør i lørdagens kamp på Bagsværd stadion. Kun vinderen af kampen ville stadig have en realistisk mulighed, for at blande sig i den endelige top-3 placering, når tabellen gøres op, om en lille måneds tid. Det blev hjemmeholdet fra Bagsværd som bevarede den mulighed med en 2-1 sejr, og dermed samtidig fik revanche fra holdenes første møde i Birkerød, som blev tabt 1-4, en kamp som jo huskes, nok specielt af Frederik Hofland, som scorede alle 4 Birkerød mål. Dermed kan Bagsværd nu jagte topplaceringen, mens det for Birkerøds vedkommende drejer sig om at slutte turneringen ordentlig af, inden forårets nedrykningspulje venter.

I en lige og chancefattig fodboldkamp, som ikke burde have haft en vinder, var hjemmeholdet skarpest på deres få chancer, over for et Birkerød hold, som derimod ikke udnyttede deres tilbud, som ellers kom, men hvor den sidste vilje og gejst til at sparke eller heade bolden i kassen lige manglede, i de afgørende situationer. Så hjemmeholdets sejr var ikke fortjent som sådan, men når man ikke kan score mål, vindes ingen fodboldkampe, og set ud fra dagens kamp, som hurtigt går i glemmebogen, har ingen af holdene sandsynligvis noget at gøre, når den endelige top-3 placering bliver gjort op.

Birkerød var handicappet fra start, da truppens 4-5 målmand noget utraditionelt og uhørt, alle havde meldt fra af forskellige årsager, hvilket betød af den vigtige markspiller Sylvester, måtte tage tjansen i buret. ”Sylle”, som er ganske ferm til at tage med hænder, blev aldrig rigtig sat på de store prøver, og løste da også opgaven ganske udmærket, hvor en ”rigtig” målmand dog nok havde haft gode muligheder for at nappe/fiste Bagsværds langskudsdrøn, som gav en 1-0 føring, af vejen.

I den blæsende efterårskulde var en pæn flok Birkerødder troppet op for at kikke på. Lad os bare slå fast, at de ikke fik chancen for at klappe sig varme, i en kamp, hvor Birkerød spillerne ellers sloges bravt, men fik alt for lidt ud af anstrengelserne. Hvor Birkerød får muligheden i feltet efter 12 minutter, med en halv chance, som Christopher sparker over mål. Og en endnu større en af slagsen, en håndfuld minutter senere, da 3 Birkerød hoveder fra tæt hold ikke formår at ramme bolden, fra et ellers godt sparket hjørnespark af Heise.

Hjemmeholdet har intet at komme med de første 20 minutter, hvor Birkerøds vikarierende målmand ”Sylle” stort set er arbejdsløs, men får så et frispark langt ude på banen, som flot brages højt i kassen, over klejne ”Sylle” i målet. Ærgerlige 1-0, i en kamp hvor Birkerød ellers havde fint fat i opgøret, hvor ”Chris” i samme moment får advarsel og 10 minutter udenfor, vist nok for brok. Bagsværd får intet ud af overtalssituationen, ud over et hjørnespark, hvor ”Sylle” flot parerer en afslutning ved forreste stang. 35 minutter spillet, hvor Birkerød får sat et godt angreb sammen over venstre kanten, som Frederik ”Arne” slutter med et godt indlæg til feltet, som ligger perfekt til Rasmus Erichsens hoved, som han mærkværdigvis nærmest undgår at støde til, hvorefter bolden springer videre til ”Basse”, som drøner kuglen forbi mål. 1-0 pause.

4 minutter inde i den nye halvleg, får Birkerød sin fortjente udligning, efter et Christopher hjørnespark, som ”Basse” er først over, hvorefter bolden efter en gang tumult i feltet, lander hos Marius, som stikker det længste ben frem, og prikker udligningen ind. 1-1. Herefter sker der ikke det store på banen, hvor dommer Kremmer pludselig fokuserer mere på Birkerød bænken, end hvad der sker på banen, og stanger 2 gule kort ud til Birkerød træner Ascanius, som må ud på den anden side af hegnet og overvære resten af opgøret, øjensynlig efter bagateller, omkring for mange bolde på banen.

Midt i halvlegen får Frederik ”Hof” en fri chance, men skyder lige på målmand Søgaard, på den gode mulighed, hvor skarpheden igen lige manglede, og minuttet efter går det i stedet galt modsat, da en Bagsværd bold til feltet, træffer en umarkeret Kallesøe, som kan banke bolden i mål, uden chance for ”Sylle” i målet. 2-1, som desværre vise sig som et sejrsmål, hvor hjemmeholdet senere får annulleret endnu en scoring, hvor der øjensynlig var begået frispark mod Birkerød målmanden. I slutningen af opgøret sætter Birkerød alt ind på en udligning, som ville være fortjent, og får også den store chance kort før tid, da Birkerøds bedste, Marius, smækker et indlæg fra venstre til feltet, hvor ”Basse” kommer højest, men hovedstødet reddes flot af målmand Søegaard. BF. Birkerød fanklub.

Next up: lørdag 24.10 kl.12:00 på Birkerød stadion mod Farum Boldklub.

SS1: lørdag 17.10-26 kl.14:00 på Bagsværd stadion: Bagsværd- Birkerød=2-1 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Jonathan Plauborg (21) / 1-1 Marius Rønning (49) / 2-1 Albert Kallesøe (64). Birkerød advarsel: Christopher Nejstgaard (21) – træner Thomas Ascanius gult/gult, og udenfor banen den sidste halve times tid. Tilskuere: ca. 75 frysende.

BIRKERØD: Sylvester Lundberg Odgaard / Oliver Ørtoft Frederiksen (45.Malte Moltzen) – Rasmus Lund – Marius Thomas Rønning – Christopher Nejstgaard – Frederik Høgh Petersen / Jacob Østerby Holst Rasmussen (A) / Frederik Thoning Hofland – Rasmus Erichsen Madsen (60.Mathias Riley) – Frederik Banke Heise (55.Thomas Kromann Høegh) / Sebastian Nejstgaard.

Luk