Ny cheftræner for Skjold Birkerøds kvindesenior
Jonas Løvgreen Andersen bliver ny cheftræner for Skjold Birkerøds kvindesenior
Skjold Birkerøds kvindesenior får ny cheftræner, når 30-årige Jonas Løvgreen Andersen overtager ansvaret den 12. november.
Jonas kommer med 17 års trænererfaring fra både drenge-, pige- og kvindefodbold på bredde- og eliteniveau. Senest har han stået i spidsen for Brødeskovs kvinder i Sjællandsserien.
Han har allerede fulgt holdet tæt og ser et stort potentiale.
”Jeg har især lagt mærke til spillernes træningsparathed og lyst til at bidrage og få det maksimale ud af træningen. Det er et virkelig godt udgangspunkt,” siger Jonas Løvgreen Andersen.
Offensiv fodbold og individuel udvikling
Jonas vil bygge videre på holdets fundament med en offensiv, boldbesiddende spillestil og et stærkt taktisk fundament. Samtidig bliver den enkelte spillers udvikling en central del af arbejdet.
”Det er vigtigt for mig, at den enkelte spiller oplever, at hun bliver set, udfordret og hjulpet til at tage næste skridt,” siger Jonas.
Leder for pige- og kvindefodbolden, Marianne With Bindslev, glæder sig over aftalen:
”Vi har en stærk kultur og et fællesskab, som vi vil værne om. Samtidig tror vi på, at der stadig er et stort spillemæssigt potentiale. I Jonas får vi en træner med klare idéer om spillet og et stærkt blik for den individuelle udvikling. Det er en kombination, vi tror rigtig meget på,” siger hun.
Jonas møder spillertruppen til opstartsmøde den 10. november og leder sin første træning to dage senere. Frem mod jul holder han individuelle samtaler med alle spillere, inden arbejdet med den nye spillestil for alvor begynder efter nytår.
Tak til Mikkel Byrdal
Jonas afløser Mikkel Byrdal, der efter otte år i Skjold Birkerød – heraf de seneste 2,5 år som cheftræner for kvindesenior – stopper, fordi han flytter til Jylland.
”Mikkel har haft kæmpe betydning for holdet. Han overtog på et tidspunkt, hvor vi knap havde et hold, og har været med til at skabe den stærke kultur og det fundament, vi står på i dag. Det skylder vi ham en meget stor tak for. At holdet nu er klar til næste skridt, er i høj grad også Mikkels fortjeneste,” siger Marianne With Bindslev