Menu

SEJR TIL BIRKERØDS KVINDER PÅ EN FORÅRS-FESTDAG

image
18. maj 2026 kl. 09:57
På en forrygende pige/kvinde festdag på Birkerød Stadion den 9. maj, sluttede Kvindesenior dagen af med en sejr, da de vandt 3-1 over DTU Lyngby Boldklub 1921.
Efter 20 min. forsinkelse, da dommeren kom for sent og hjælp fra en tilskuer, som måtte agere dommer det første 15 min., skulle begge hold lige finde sig til rette efter en frustrerende optakt. I en meget tæt affære i starten af kampen, var det dog Birkerød som havde et par gode situationer nede omkring DTU Lyngsbys straffesparksfelt, hvor den sidste skarphed dog manglede.
Karen Grove Stig med flot hovedstødsmål
I det 13. minut kunne Birkerød juble, da Karen Grove Stig kom højest på et perfekt sparket hjørne af Emma Sandner. Med et godt timet løb ind på kanten af det lille felt, headede Karen Grove Stig bolden videre over i det lange hjørne og 1-0 til Birkerød.
Som det så oftest er i fodbold, giver mål selvtillid og det gjorde føringsmålet også i dag. Birkerød havde flere situationer, hvor især Karen Grove Stig brød igennem på venstresiden og Emilie My Witt Tørnquist var en evig trussel inde modstanderens felt, dog manglede man at få det sidste vigtige spark, nemlig afslutningen.
Udligning og gult kort
DTU Lyngby Fodboldklub var modsat Birkerød effektive. En opspilsfejl fra Birkerød nede i forsvaret gjorde, at udeholdet fik bolden udenfor feltet og fik udlignet på deres første chance i kampen i det 29. minut. 

 Værre blev det, da Birkerøds centerback Cathrine Visted Nielsen fik gult kort for brok efter udligningen, da hun korrekt mente hun skulle have frispark lige inden udligningen, for et blive revet ned bagfra i en duel om bolden. Desværre blev det ikke dømt og 9 sekunder efter lå bolden i nettet.
Føring efter perfekt opspil
De efterfølgende 10 minutter var det dog ikke til at se Birkerød var i undertal. Kampen blev mere jævnbyrdig, uden nogle chancer og meget spil på midten af banen. Første minut efter Birkerød blev fuldtalligt, lå bolden igen i DTU Lyngbys mål. Efter perfekt opspil i højre side, ender bolden hos en velspillende Emilie My Witt Tørnquist, som upresset kan vende med bolden midt på modstanderens banehalvdel. Hun sender en skærende afleveringen tværs gennem DTU Lyngsbys forsvar, over i venstre side, hvor hun finder Malou Falk, som var skiftet ind.

Malou Falk sparker knastørt bolden forbi en fremstormende keeper: Hårdt og fladt i det lange hjørne på første berøring og dermed kunne Birkerød gå fortjent til pause med en 2-1 føring.
Straffe til Birkerød
Birkerød kommer bedst ud til 2. halvleg og har bolden mest, men må nøjes med et par langskud mod DTU Lyngsbys mål. Efter en times spil, vil Karen Grove Stig det anderledes og tager sagen i egen hånd. Hun er i mellemtiden blevet flyttet over i højre side, hvor hun driver gæk med to modstandere inde i feltet og med små vævre driblinger bliver hun sparket over foden, går i græsset. Dommeren fløjter og peger på pletten. Straffe!

Efter lidt behandling på banen, må Karen desværre skiftes ud. Anfører, Emilie Thit Stilling Netteberg har i mellemtiden taget bolden under armen og stillet sig klar ved pletten. Rutineret og roligt venter hun på dommerens fløjt og derefter banker bolden op i det ene målhjørne, uden chancer for DTU Lyngbys keeper. 3-1.
Muligheder for flere mål
Efter målet bliver den sidste halve time mere rodet, dog uden chancer til modstanderen. Birkerød lukker af bagtil og er momentvis farlige oppe foran. Malou Falk får en chance meget lig den hun scorede på i 1. halvleg, men desværre denne gang lige forbi stolpen. Regitze Müller får også en dobbeltchance inde i feltet, men heroisk keeper og forsvarsspil af DTU Lyngby gør at bolden ikke går ind.

Kampen ender 3-1 og Birkerød hænger dermed på i toppen og har en flot målscore på 15-3 efter fire kampe.
Karen Grove Stig kåret til Kampens spiller
Om hun spiller i venstre side eller højre side, betyder ikke det store for Karen Grove Stig. Med gode dybdeløb, driblinger ind banen og indlæg fra baglinjen, var hun en evig trussel for DTU Lyngsbys forsvar. De skulle hele tiden forholde sig til hende, hvilket også gav plads til hendes holdkammerater. Hun var på forskellig vis involveret i alle tre mål. Flot præstation af den driblestærke Skjold-spiller.
Kampen i tal
Kvindeserie 1: IF Skjold Birkerød – DTU Lyngby Fodboldklub 1921 = 3-1 (2-1)
  • 13': 1-0 Karen Grove Stig (assist: Emma Sandner)
  • 29': 1-1 (Ukendt spiller)
  • 29': Gult Kort Cathrine Visted Nielsen
  • 40': 2-1 Malou Falk (Emilie My Witt Tørnquist)
  • 57': Emilie Thit Stilling Netteberg (straffe)
BIRKERØD: Dicte-Amalie Steinlein - Emma Sandner – Emilie My Witt Tørnquist – Cathrine Visted Nielsen – Sophie Correl – Emilie Thit Stilling Netteberg – Selma Kragelund - Regitze Müller - Karen Grove Stig – Asraa Wash - Cecilie Ramm.
Indskiftere: Victoria Taylor, Kordelia Hyll-Müller, Malou Falk
Luk