Menu

Historien om et hold

image
Birthe og Bjarne Bech
16. juni 2018 kl. 10:12

I dag spiller kvindesenior 1 sin sidste kamp i første division og dermed slutter en stolt æra i Skjold Birkerøds historie, idet holdets spillere har besluttet sig for at stoppe.

Pige/kvindeefodbold har eksisteret længe i Birkerød, men den seneste store periode startede for mange år siden med en mor (Ulla) der samlede nogle små piger fra sin datters klasse og fik startet et hold. De første år trænet af et par store piger. Måske kan nogen genkende Tove og Marie på billedet. Senere overtog 2 fædre (Søren og Bjarne) træningen. Holdet voksede og blev udviklet og den første store triumf blev et sjællandsmesterskab for Pige 1 i 2005 efter en sej kamp mod Tåstrup. Undervejs var der dejlige ture til Rørvig, Holland og Tyskland og deltagelse i DM i indendørs.

Næste trin var at komme i U18 Elite øst. Første år fik pigerne sølv  og i andet år blev det til mesterskab. På det tidspunkt havde vi fået assistance af en professionel træner og der var begyndt at komme spillere til udefra.

Samtidig havde vi arbejdet på at få et seniorhold på benene og spille dem op i rækkerne. Det lykkedes at rykke op det første år, men i andet år faldt holdet sammen og gik i opløsning, så da U18 guldpigerne rykkede op til senior måtte de starte i laveste række. Vi prøvede ellers at slå os sammen med Brede, der havde et hold i en højere række, men det mislykkedes. Til gengæld fik vi deres træner SBU-Lars. Nogle piger havde ikke lyst til at starte i laveste række og søgte andre græsgange men kernen i holdet fortsatte og spillede sig i de næste mange år op gennem rækkerne indtil de nåede første division, hvor de bed sig fast og fik fantastiske kampe i højt niveau under skiftende engagerede trænere, ligesom succesen tiltrak dygtige spillere udefra.

Opturen og succesen var ikke resultat af en plan. Ideen var fra starten at glæden, kammeratskabet og sporten skulle være i centrum, og så måtte resultaterne komme af sig selv. Grundlaget for succesen var således en stærk holdkultur, opbakning fra forældre og så selvfølgelig nogle særdeles talentfulde piger.

Men de mange års optur og glæde sluttede reelt sidste år. Holdet var rykket ned forrige år, men efter en overbevisende sæson var der igen oprykning til første division og alt burde være idel glæde. Men en kombination af, at et par af holdets oprindelige stamspillere måtte stoppe på grund af udlandsrejse og glædelige begivenheder og at andre udefra kommende stamspillere valgte at skifte klub, svækkede holdet, så det ikke kunne begå sig i første division. Det var de talentfulde årgange 90-93 fra Birkerød der dannede kernen og de senere årgange har desværre ikke i samme grad haft spillere der kunne fylde hullerne.

Så hele det sidste år har holdet kæmpet en brav kamp mod overmagten. Men glæden sivede ud af holdet og nu er det slut.

Det har været fantastisk at følge de mange piger, som gennem årene har spillet på holdet og se den glæde fodbolden bringer.

Tak for det.

 

Med venlig hilsen

Familien Bech

Luk